Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Venezia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Republikkens Flaader kæmpede mod de
slaviske Sørøvere paa Adriaterhavets Østkyst, mod
Ungarerne, der omkring 903 nær havde bragt
hele Staten til Undergang, mod Saracenerne og
fra Slutningen af 11. Aarhundrede mod
Normannerne i Syditaliens Farvande. Som Regel
var V. den sejrende, og Republikken erobrede
forskellige Punkter paa Kysterne af Istrien og
Dalmatien. Under de første Aarhundreder var
Dogerne Suveræner med stor Myndighed, og
flere af dem forsøgte at forvandle denne til et
arveligt Enevælde, idet de traadte i Forbindelse
med fremmede Fyrstehuse samt udnævnte
deres Sønner til Medregenter. De mest
fremtrædende Dogeætter i denne Periode var
Partecipazio, Candiano og Urseolo. Imidlertid blev
1032 den Lov ført igennem, at ingen Doge mere
maatte tage en Søn eller Broder til Medregent
(condux), medens hans Magt indskrænkedes
ved, at han fik to Raadgivere ved sin Side. Fra
Dogen Pietro Urseolo II’s Tid (991—1008) er
det, at Festen sposalizio del mare
(Formælingen med Havet) højtidelig er blevet fejret (se
Doge).
Det var navnlig ved Korstogene, at V.’s
Handel, Søfart og politiske Magt steg
overordentlig. Republikkens Flaader førte Skarer af
Korsriddere og Pilegrimme over til det hellige Land
og vendte tilbage med Orientens Produkter.
Samtidig kæmpede de med Muhammedanernes
Sømagt og skaffede sig Handelsfordele i de af
Korsfarerne oprettede Riger. Paa denne Tid
(c. 1100) var V. allerede saa mægtig, at den
besejrede Ungarerne i Dalmatien, hvorefter
Dogen bar Titel som Hertug af Kroatien og
Dalmatien, at den hjalp Ryzantinerne at afværge
de italienske Normanners Angreb og søgtes som
Forbundsfælle af Kejser og Pave i deres
indbyrdes Kamp, under hvilken V. til sidst tog
Parti for den sidstnævnte og slog den
kejserlige Flaade 1177. Imidlertid rasede politiske
Kampe i det Indre. Da den 38. Doge, Vitale
Michiele, 1172 var blevet myrdet under en
Opstand, forandrede man Forfatningen
saaledes, at man ved Siden af Dogen og
Regeringskollegiet paa 6 Medlemmer (Signoria) indførte
en af Borgerskabet valgt Repræsentation, det
store Raad (consiglio maggiore), bestaaende af
480 Notabler (nobili) fra de 6 Kvarterer af Byen.
I sjældnere Tilfælde skulde en almindelig
Folkeforsamling (arengo) sammenkaldes. Endelig
kom de Fyrretyve (quarantia), der oprindelig
var en Kriminalret, mere og mere til at spille
en politisk Rolle som et Mellemled mellem
Signoria og det store Raad. 1177 var V.
Skuepladsen for en Sammenkomst mellem Pave
Alexander III og Kejser Frederik I, hvorved
sluttedes Freden i V. Sin største Magtforøgelse
vandt Republikken gennem sin Deltagelse i
det 4. Korstog 1204 (se Korstog) under den
41. Doge Enrico Dandolo. Ved Oprettelsen af
det latinske Kejserdømme fik V. store
Handelsfordele og store Besiddelser som Kystbyer
ved Sortehavet og Marmara-Havet, i Thessalien
og paa Morea, flere Øer i Arkipelagos, den
ioniske Øgruppe samt Kreta, der købtes af
Marki’en af Monferrato. Dogen kunde nu kalde
sig Herre over 3/8 af det romerske Rige.
Imidlertid fik V. i de østlige Farvande en meget
farlig Rival i Genua, hvormed den laa i Krig
1256—64, idet Genueserne hjalp den i Nikæa
residerende græske Kejser at omstyrte det
latinske Kejserdømme (1261). Nu blev Genua
begunstiget i Konstantinopel og fik alene Lov at
benytte Søvejen til Sortehavet. V. maatte vende
sig til de syriske Havne og Alexandria for at
komme i Besiddelse af Indiens og Orientens
Varer. Imidlertid førtes der hyppig blodige
Krige mellem V. og Genua, saaledes den
saakaldte Chioggia-Krig (1378—81), i hvilken
Genueserne i Forbund med Ungarerne 1379
erobrede Chioggia, hvorfra selve Byen V. truedes.
I denne kritiske Situation samlede
Republikken alle sine Kræfter under den 80-aarige Doge
Andrea Contarini’s Ledelse. Det lykkedes
Vittore Pisano at vinde et Par Søsejre over
Genueserne og Carlo Zeno at vinde Slaget
ved Brondolo samt at tage Chioggia tilbage,
hvorpaa der sluttedes Freden i Turin 1381, ved
hvilken Genua maatte anerkende V.’s
Herredømme paa Havet. 1387 gav Korfu sig fra
neapolitansk under venetiansk Herredømme.
Efter Freden i Turin, der afsluttede en
næsten 130-aarig Kampperiode med Genua,
begynder den heldigste Periode i V.’s Historie saavel
i Henseende til Handel og Kultur som til
politisk Magt. Varig vandt V. Bassano og Viqenza
1404, Padua og Verona 1405, Cividale 1419,
Udine 1420, Brescia 1426, Bergamo 1428, Crema
1454 og Rovigo 1484. Øerne Zante og
Kephallonia kom 1483 under V., og Øen Kypern, som
Republikken en Tid havde regeret i
Enkedronning Catarina Cornaro’s Navn, blev 1489 af
denne »V.’s Datter« testamenteret til
Republikken. 1451 flyttedes Patriarkatet i Aquileja (s.
d.) til V. Under den 16-aarige Krig med
Tyrkerne (1463—79) havde V. dog mistet saa
værdifulde Besiddelser som Øerne Lemnos og
Negroponte. Samtidig med denne Udvikling
udadtil grundfæstedes den
republikansk-aristokratiske Regeringsform indadtil. I Særdeleshed
var denne gennemført 1297 under Dogen Pietro
Gradenigo ved den saakaldte Lukning af det
Store Raad, idet dette i Stedet for at være en
aarlig valgt Forsamling forvandledes til et
sluttet Selskab af de aristokratiske Familier
(nobili), hvis Navne var indtegnede i den gyldne
Bog (Il libro d’oro). Da dette Skridt
foranledigede Oprør af de tilsidesatte Adelsfamilier og
Befolkningen, saaledes Tiepolos 1310, der dog
underkuedes, indførtes 1335 Timandsraadet
(Consiglio dei Dieci), der egentlig var en
Politiret af Statsinkvisitorer med udstrakt
Myndighed til at fængsle og fuldbyrde Domme.
Oprindelig udnævntes det kun for to Maaneder ad
Gangen, men dets Funktionstid forlængedes
stadig, indtil det blev en konstant Institution.
Omhyggelig vaagede det over alle
Ornvæltningsforsøg saavel monarkiske som
demokratiske. 1355 maatte Dogen Marino Falieri med sit
Liv bøde for et Forsøg paa at styrte
Aristokratiet, og 1457 afsatte Timandsraadet
egenmægtig en af V.’s ypperste Doger Francesco Foscari.
Det strengt aristokratiske Statssystem
paalagde ganske vist Folkets Masse politisk
Umyndighed, men forøgede samtidig den herskende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
