Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Venstre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nærmeste Anledning skete der i Novbr 1884
den Omgruppering, at det moderate V. og
Berg’s nærmeste Tilhængere sluttede sig
sammen i det danske (grundtvigsk prægede) V.,
medens »Europæerne« under Hørup fastholdt
Navnet »Folketingets V.«. Udstedelsen af den
provisoriske Finanslov 1885 førte dog i Maj
samme Aar til en Samling af hele V., og i
Oktbr 1886 til en fuldstændig Sammenslutning i
»Rigsdagens V.«. Efter de
Forligsforhandlinger, som de andre Ledere, Bojsen,
Holstein og Hørup, havde indledet med
Ministeriet, udskilte Berg sig i Foraaret 1887 derfra
med en lille Gruppe, og i Efteraaret 1890 gik
Hørup og hans Venner, der hidtil sammen med
Fr. Bojsen og Hovedmængden af »det danske
V.« havde deltaget i Forhandlingspolitikken,
sammen med den Berg’ske Gruppe. Modsætningen
fra 1878 mellem »radikale« og »moderate« var
nu fernyet som en Modsætning mellem et »rent«
V. og et »forhandlende« V.
Fra c. 1890 var V.’s Opmærksomhed stærkt
henvendt paa de sociale Reformer (den
moderne Understøttelses- og Forsikringslovgivning),
og dette bidrog til at bane Vej for det politiske
Forlig, der af Bojsen’s Folk blev sluttet med
Højre i Spørgsmaalet om de provisoriske Love
1894, og som ikke skaffede V. Regeringsmagten,
men derimod medførte en ny Spaltning inden
for det forhandlende V., idet 14 af dets
Medlemmer under Ledelse af Alberti traadte ud af
det. Ny Valg skabte et nyt Flertal i Folketinget
gennem de »radikale«’s, Forligsmodstandernes,
Sejr over Forligets »moderate« Tilhængere. I
Apr. 1895 dannedes saa
Venstre-Reformpartiet, hvori Berg’s og Hørup’s gamle
Tilhængere mødtes med Alberti’s, i hvis
Program de sociale og agrariske Reformkrav
fik en fremskudt Plads, og hvis Leder blev
J. C. Christensen, den egentlige politiske
Arvtager efter den 1891 afdøde Berg. Det
forhandlende V. — med Førere ved Siden
af Bojsen som Klaus Berntsen og N.
Neergaard — holdt sig som en særlig Gruppe,
hvis Indflydelse og Medlemstal paa Rigsdagen
imidlertid var i fortsat Tilbagegang. Ved
Valgene 1901 fik Venstrereformpartiet 76
Folketingsmænd, det forhandlende V. 16. Højre var
svundet ind til kun 8 Mand i Folketinget, og
nu sejrede endelig Kravet om
Folketingsparlamentarismen gennem Udnævnelsen — 24. Juli
1901 — af det første danske Venstreministerium,
der helt toges af Venstrereformpartiet med
fuldstændig Udelukkelse af det forhandlende V.
(Ministerchef blev Ikke-Politikeren Deuntzer).
Efter »Systemskiftet« 1901, der betød V.’s
afgørende Sejr over Højre i
»Forfatningskampen«, fulgte snart en ny Spaltning paa
Grundlag af Forsvarsspørgsmaalet, der havde været
inddraget i denne Kamp, men hvor V. dog ikke
havde staaet enigt, idet det nok som Helhed
havde vendt sig mod Ministeriet Estrup’s
Fæstningsbygning omkring Kjøbenhavn, men
derimod kun for en mindre Del sluttet sig til det
af Hørup hævdede Krav om fuldstændig
Afrustning. Da det 1905 dannede Ministerimu J. C.
Christensen stillede sig paa det Standpunkt, at
Militærudgifterne ikke kunde nedsættes, skilte
en Fløj af Venstrereformpartiet sig ud og
dannede et nyt »Folketingets V.«; dermed var
grundlagt et radikalt Parti, hvis mest
fremtrædende Førere — Edv. Brandes, C. Th. Zahle,
P. Munch, Ove Rode — udgik fra den
kjøbenhavnske Fløj af V., som det næsten helt slugte;
i øvrigt søgte det ikke mindst et Grundlag i
den ny Husmandsbevægelse. Samarbejdet med
Socialdemokratiet, der var afbrudt af
Venstrereformpartiet ved Valgene 1903, blev
genoptaget af det radikale Parti og var en
Livsbetingelse for dette indtil Forholdstalsvalgmaadens
Gennemførelse under Grundloven af 1915.
Udskillelsen af de Radikale gjorde det naturligt
og nødvendigt, at det kom til en nærmere
Forstaaelse mellem Venstrereformpartiet og de
»moderate«, det forhandlende V., hvis nu første
Mand, N. Neergaard, 1908 efterfulgte Vilh.
Lassen som Medlem af Ministeriet J. C.
Christensen. Efter Alberti-Katastrofen var Neergaard
1908—09 (Aug.—Oktbr 1909 Holstein-Ledreborg)
Chef for en Venstreregering. 1909 spaltedes
Venstrereformpartiet i to Folketingsgrupper,
»de 27«, der holdt paa J. C. Christensen’s
Forsvarsplan, og »de 11«, der holdt paa
Neergaard’s; men 1910 smeltede begge disse Grupper
sammen med det forhandlende V. til en ny
stor Partidannelse, der simpelt hen betegnede
sig som »V.«. I Vælgerbefolkningen havde
Skellet mellem Venstrereformpartiet og det
forhandlende V. aldrig været nær saa skarpt, som
det blev mellem »Partiet V.« og »det
radikale V.«.
De Radikale havde Regeringsmagten —
begge Gange med Zahle som Ministerchef —
1909—10 (som Følge af Tilfældigheder) og 1913—20.
I den sidstnævnte Periode, da Regeringens
Stilling styrkedes ved de af Verdenskrigen skabte
ydre og indre Forhold for Landet, udvikledes
Samarbejdet mellem Radikale og
Socialdemokrater paa den økonomiske og sociale Politiks
Omraader, og den nære Forbindelse mellem
de to Partier vedvarede, indtil det umiddelbart
før Valgene 1926 kom til et Brud som Følge af,
at de Radikale ikke var i Stand til at gaa saa
vidt i Støtte til det socialdemokratiske
Ministerium Stauning, som dette forlangte. —
Partiet V. har haft Regeringsmagten 1910—13,
1920—24 og fra 1926 med henholdsvis Klaus
Berntsen, N. Neergaard og Th. Madsen-Mygdal
som Ministerchefer. Grundlovsforandringen
1915, der endelig gennemførte det gamle
Venstrekrav om lige og almindelig Valgret,
skyldtes dette Partis Initiativ, og det har
desuden kraftig medvirket ved Udviklingen af den
sociale Lovgivning. Herimod strider det ikke,
at Partiet i Efterkrigstiden stærkt har
fremhævet »Liberalismen« som sin bærende Idé og
over for Protektionismen og Socialismen
hævder Kravet om Frihandel, Arbejds- og
Erhvervsfrihed, Sparsommelighed i Statsstyrelsen.
»Paa Frihedens Grund skal Folket bygge sin
Fremtid«, hedder det i en Programudtalelse af
Partiet fra 1925, men med Friheden vil det
stadig forbinde indgribende sociale
Foranstaltninger, og det er en naturlig Følge af
forandrede Forhold, at Socialdemokratiet er
kommet til at staa som V.’s Hovedmodstander,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
