Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Venus (Planet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med samme Styrke — har hævdet, at
Rotationstiden er omkring 24 Timer, og nogle har ogsaa
paastaaet at have set hvide Polpletter som ved
Mars. Nu hører Studiet af Detailler i
Overfladen hos de to nedre Planeter til noget af det
vanskeligste, og man er herunder meget let
udsat for at blive bedraget af Ting, som kun
er af fysiologisk Natur. Saaledes har Villiger
ved at belyse hvide Kugler fra Siden
iagttaget fine mørke Pletter, som blev set paa
samme Maade af forskellige Personer. Flammarion
kommer ved at sammenligne alle de tidligere
Tegninger til det Resultat, at de Pletter, man
har set, ikke har tilhørt Planetens Overflade,
men har været Skydannelser i dens Atmosfære.
Denne har man ogsaa flere Gange haft
Anledning til at observere direkte ved Venus-Passager,
i 1761 saas den af Thorman Bergman i Uppsala,
i 1769 af Rittenhouse i Philadelphia, da de
iagttog en lysende Ring omgive hele Planeten, saa
snart V. var kommet halvvejs ind paa Solen.
Og 1790 bemærkede Schroeter, ligesom Mädler
i 1849, at den belyste Segl, da V. var meget
nær sin nedre Konjunktion, var længere end den
halve Periferi. I Decbr 1866, da V. ved nedre
Konjunktion var meget nær sin Knude,
bemærkede Lymann — og i Decbr 1892 gjorde ved
samme Stilling af V. Barnard den samme
Iagttagelse — at hele den mørke Skive var
omgivet af en lysende Ring; den var af meget
liden Bredde — en tynd Lystraad i den Del af
Planeten, som var længst fra Solen. Efter N. R.
Russel lader dette sig enklest forklare som
Dæmring i V.’s Atmosfære, uden at man
behøver at antage, at Luftlaget om V. er af
betydelig Højde eller Tæthed. Denne belyste
Atmosfære var til stor Forstyrrelse under de to
sidste Venus-Passager (s. d.). G. Struve har
beregnet Atmosfærens Højde til 60—70 km,
efter hvad han observerede ved en Stjerne, som
V. passerede forbi, med andre Ord dækkede. Af
Spektroskopet faar man ikke nogen direkte
Støtte for den Antagelse, at Atmosfæren
udøver nogen betydelig Absorption paa Lyset.
Hverken har man bemærket nye Spektrallinier,
heller ikke afviger Spektret fra det normale
Solspektrum, naar undtages, at enkelte
telluriske Absorptionslinier viser sig mere
fremtrædende. V.’s Atmosfære kan derfor ikke afvige
i nogen nævneværdig Grad fra Jordens eller i
det mindste ikke indeholder Luftarter, som øver
en egen selektiv Absorption paa Lyset. Dens
store Albedo 0,59, skulde ogsaa tyde paa, at
største Parten af Sollyset kastes tilbage fra et
Skylag og ikke naar ned til Planetens
Overflade. I den sidste Tid har man forsøgt at faa
bestemt Rotationstiden ved at benytte Doppler’s
Princip (s. d.). Men de hidtil opnaaede
Resultater stemmer ikke sammen. Saaledes har
Belopolsky i Pulkovo fundet en Hastighed ved V.’s
Ækvator af 0,9 km pr. Sek., hvilket svarer til en
Rotationnstid af 2 Timer. Men en saa stor
Rotationstid maatte gøre V. fladtrykt, og nogen
Fladtrykning har man ikke kunnet paavise
under Venus-Passager, thi da har man Adgang til
at maale Diameteren i alle Retninger. Slipher
ved Flagstaff-Observatoriet har derimod fundet,
at Rotationstiden er meget lang, hvilket
stemmer med Schiaparelli’s Resultat. Löschardt
har foreslaaet at benytte Bolometer-Maalinger
til Bestemmelse af V.’s Rotationstid. Vender
nemlig V. altid den samme Side mod Solen,
maa Maksimum af Varmestraaling finde Sted
omkring øvre, Minimum omkring nedre
Konjunktion. Roterer derimod V. hurtig, saa vil,
forudsat at Fastland og Vand er ujævnt fordelte,
forskellige Maksima og Minima af
Varmestraaling optræde under Planetens Omløb om
Solen.
Nu og da har man omkring nedre
Konjunktion kunnet se Planetens Natside, et Fænomen,
der minder om Maanens askegraa Lys før og
efter Nymaane (se Maanefase). Den ældste
daterede Meddelelse er fra Chr. Kirch fra 1721
og 1726. Da der ikke eksisterer nogen Lyskilde
uden for V., som kunde være Aarsag heri, har
man ment, at det skulde skrive sig fra
elektriske Udladninger svarende til Nordlys paa
Jorden. Rimeligere er det at antage, at det hele
kun er et optisk Bedrag, som man rigtignok
ikke kan forklare sig. Det mærkelige er
nemlig, at dette Fænomen næsten bestandig er set
ved højlys Dag eller i Dæmringen, medens
det maatte være langt lettere at bemærke det
ved mørk Himmel. Gennemgaaende er det set
nok saa sjældent, og ikke altid ved den
gunstigste Stilling til V. Flere skarpe Iagttagere,
som Winnecke, har mange Gange forgæves set
efter det.
Flere Gange i 17. og 18. Aarhundrede — i
alt 33 Gange — har man ment at have set en
V.-Maane. Den ældste Meddelelse er fra 1645,
de talrigste Iagttagelser foreligger fra 1761 —
i alt 16 — og fra 1764 — i alt 8. Sidste Gang
blev den set af Horrebow 4. Jan. 1768. —
Rødkjær (d. 1767) i Kbhvn mente at have set den
8 Gange i 1761 og 5 Gange i 1764. (I Danske
Videnskab. Selskabs Skrifter IX 1765 har han
givet en »Beretning om den den 3. og 4. Martii
1764 gjorte Iagttagelse angaaende Veneris
Drabant«). Lambert beregnede en Bane for denne
Drabant, men det var en Bane, som ingen
Satellit kunde gaa i omkring V., hvis ikke
Planetens Masse var 10 Gange større, end den
virkelig var. I 1887 har Stroobant i sin
Afhandling Étude sur le satellite énigmatique de
Vénus indgaaende diskuteret alle de Tilfælde,
da den formodede Drabant er set, og vist, at
i 17 af de 33 Gange har der staaet en liden
Fiksstjerne lige ved V., og at det er denne, som
er blevet anset for at være Drabanten. Saaledes
har Rødkjær 5. Aug. 1761 taget χ4 Orionis,
Horrebow θ Libræ for en Drabant. Ved
enkelte af de øvrige Tilfælde har det vist sig,
at Iagttagerne ikke har været tilstrækkelig
opmærksomme paa de falske Billeder, som meget
lysstærke Objekter til en vis Grad fremkalder
i enhver Kikkert, og som enten hidrører fra
det Lys, der reflekteres fra Øjets Hornhinde
til den nærmeste Flade af Okularet og derfra
kastes ind paa Nethinden, eller opstaar ved
Refleksion af Lyset fra Overfladen af de
forskellige Linser i Okularet. Det kan derfor
anses for bevist, at man ikke har set nogen
V.-Maane. (Litt.: Newcomb, Tables of V.
[Washington 1898]).
J. Fr. S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
