- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
753

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Venus-Passage

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Solen berører hinanden (de to indre og de
ydre), samt have til sin Disposition et godt Ur,
hvis Gang man kendte tilstrækkelig nøje.

Halley, som fik Ideen til denne Metode ved
sin Observation 1677 af Merkur-Passagen paa
Si. Helena, mente, at man vilde faa bestemt
Kontaktmomenterne med en Usikkerhed af
højst 1 Tidssekund, især hvis man lagde
Hovedvægten paa at faa de indre Kontakter
observeret skarpest. Selv oplevede han ikke 6.
Juni 1761, da Iagttagere fra de forskelligste
Nationer havde talrig besat de Egne af Jorden,
hvor V. var synlig. Fænomenet, som var
imødeset med stor Spænding, begyndte, som man
havde ventet det, men i det Øjeblik, man mente
at skulle have den første indre Berøring, med
andre Ord skulde se, at Planeten slap
Solranden, saa man, at den fremdeles hang fast ved
Solranden, idet Planeten fik omtrent samme
Form som en Draabe, der klæber ved en fast
Genstand, og den vedblev fremdeles at staa i
Forbindelse med Solranden ved en mørk Bro,
»den sorte Draabe«, som blev smallere og
smallere og til sidst brast; men da var Planeten
et Stykke inde paa Solskiven. Ved den sidste
indre Berøring forløb Fænomenet i omvendt
Orden. Dette Fænomen, hvis Aarsag er Lysets
Diffraktion, og som man kan bringe til at
forsvinde ved at benytte muligst fuldkomne
Kikkertobjektiver af ikke for lille Aabning,
bidrog til, at man mange Steder var lige op til
1 Tidsminut i Uvished om, naar den indre
Berøring havde fundet Sted — Halley havde jo
forudsagt en Usikkerhed af højst 1 Tidssekund
ved en indre Berøring. Resultatet af V.-P. i 1761
var derfor ikke, hvad man havde ventet; man
fik Værdier for Solparallaksen, som varierede
fra 8,5″ til 10,5″, eller Forskellen mellem den
største og mindste Værdi for Solens Afstand
beløb sig til 30 Mill. km. 1769 fik man et bedre
Resultat, der samlede sig om en Solparallakse af
8,5″ ell. Solens Afstand = 155 Mill. km. Begge
disse Aars Observationer, saavel den, som var
foretagen efter Halley’s Metode ved at observere
alle fire Kontakter, som den, der var udført
efter Delisle’s Metode, som benytter
Observationer af to Iagttagere, der kun har set enten
Indtrædelsen alene eller Udtrædelsen alene —
man maa her kende Længdeforskellen mellem
de to Iagttagere — blev 1822—24 samlet
diskuteret af Encke, som fandt en Solparallakse
af 8,58 eller Solens Afstand fra Jorden 153 Mill.
km. Denne Værdi, som Encke kom til, blev i
30 Aar anset for at være særdeles nøjagtig.
Først 1854 paaviste Hansen ved sine teoretiske
Undersøgelser over Maanens Bevægelse, at
Maanens Plads paa Himlen omkring første og
sidste Kvarter kun vilde stemme med
Beregningerne, hvis Solparallaksen blev forøget over 1/25
af Encke’s Værdi og altsaa sat til 8,92″. Et Par
Aar senere fandt Leverrier ogsaa ad teoretisk
Vej Værdien til 8,95″, og 1862 fik Foucault fra
en ny Bestemmelse af Lysets Hastighed,
sammenholdt med Aberrationskonstanten,
Størrelsen 8,86″. 1867 diskuterede Newcomb alle de
Data, som forelaa, og fik Værdien 8,85″. Senere
har han paa ny behandlet alle Observationer
fra V.-P. 1761 og 1769 og som Resultat fundet
Solparallaksen = 8,79″ eller Solens Afstand =
150 Mill. km.

Da det saaledes ad andre Veje havde vist sig,
at Encke’s Solparallakse ikke havde den
Nøjagtighed, som man havde ment, var det
naturligt, at man anspændte alle sine Kræfter paa
at faa det mest mulig ud af de to V.-P. i det
19. Aarhundrede.

Siden 1761 og 1769 havde den iagttagende
Astronomi gjort storartede Fremskridt, de
gamle Instrumenter var blevet forbedret og ny
konstrueret, f. Eks. Heliometeret, som havde
evnet, hvad 18. Aarhundredes Astronomer ikke
engang havde anset for muligt at opnaa, og
hertil var kommet et nyt Hjælpemiddel,
Fotografien, som med Fordel kunde benyttes under
Venus’ Gang over Solskiven. Nu skulde man
ikke alene have sin Opmærksomhed henvendt
paa at faa de fire Kontaktmomenter med al
tænkelig Skarphed, fremdeles hovedsagelig de
indre, men man skulde ogsaa udnytte Tiden
mellem Ind- og Udtrædelsen til dels med
Heliometer, dels ad fotografisk Vej at maale
Planetens Afstand fra Solranden. Alle tænkelige
Forsigtighedsregler blev diskuteret, og for at
den »sorte Draabe« ikke skulde virke
forstyrrende, blev der konstrueret Modeller,
efterlignende Fænomenet saa meget, det var gørligt;
de udsendte Astronomer blev længere Tid i
Forvejen indøvet saavel i at bruge Modellen
som i at gøre sig fortrolige med deres
Instruments Ejendommeligheder. De gunstigste Egne
blev udvalgt og mere end 50 Ekspeditioner
sendt ud saavel mod Nord som mod Syd —
Breddeforskellen mellem de nordligste og
sydligste Stationer var over 100° — for at
iagttage V.-P. 1874. Varigheden af denne var
omtrent 4 1/2 Time, og den mindste Afstand mellem
Venus og Solens Centrum udgjorde 13′ 47″.
Men trods alle disse Forberedelser og
Undersøgelser viste det sig igen, at man i
Kontaktobservationer ikke stod videre over, hvad 18.
Aarhundredes Astronomer havde præsteret;
endnu var man langt fra at observere
Berøringerne med den Nøjagtighed, som Halley havde
anset for mulig. Thi 1874 opstod en ny
Vanskelighed, som man ikke ser nogen Udvej til at
besejre. Da Planeten var kommet halvvejs ind
paa Solskiven, saa man hele Planetskiven
omgivet af en lysende Ring — det var Venus’
Atmosfære, som blev belyst —, og denne Ring
gjorde Tiden for den indre Kontakt usikker
med mindst 5 à 6 Tidssekunder selv for de
mest øvede Iagttagere. Resultaterne af de
forskellige Ekspeditioner var ikke videre
opmuntrende, Solparallaksen varierede fra 8,7″ til
8,9″, Afstanden fra Solen havde en Usikkerhed
af 3,4 Mill. km. Nu ansaa man disse Værdier
for kun provisoriske og mente ud fra
Erfaringerne fra 1874 at kunne opnaa et gunstigere
Resultat af V.-P. i 1882. Paa ny begyndte
Forberedelserne, Undersøgelserne samt Opøvhing
af Iagttagerne. Endnu flere Ekspeditioner blev
sendt ud 1882. Danmark sendte Pechüle til
St. Croix. I Norge blev den første indre
Kontakt observeret af Fearnley fra Kompasfjeld ved

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:42:23 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0765.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free