Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verbositet - verbotenus - Verbrüggen - Verbum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Verbositet (lat.), Overflødighed i Ord,
Ordflom, Ordskvalder.
verbotenus (lat.), Ord til andet, ordret.
Verbrüggen [fər-’brøgə(n)], flamske
Kunstnere fra Antwerpen. 1) Kasper (Gasper) V.</sp> f.
1635 i Antwerpen, d. 1681 smst., og Sønnen 2)
Kasper (Gasper) Pieter V. den Yngre
(1664—1730 i Antwerpen; 1691 Dekan for denne
Bys Malergilde, 1708 Medlem af Haags
Akademi) vandt Navn væsentlig som
Blomstermalere (i Gaunø-Samlingen tre større Billeder af
K. V. den Yngre: »Kvinder med Blomster«).
3) Pieter (Pierre) V., f. c 1609, d. 1686,
flamsk Billedhugger, udførte Helgenstatuer og
Grupper, Altre m. v., saaledes sammen med
Artus Quellinus Marmoraltret i Mariakapellet i
Antwerpens Katedral. Hans Søn og Elev var
4) Pieter V. den Yngre, Billedhugger, f.
1640 i Antwerpen, d. 1691 smst., uddannet
videre i Rom, udførte bl. a. et Springvand i
Ypern, Gravmæler og mange dekorative
Arbejder; et Gravmæle over Grev Dohna og
Gemalinde i Uppsala Domkirke er muligvis udført
af P. V. den Yngre. Hans Broder 5) Hendrik
Frans (Henri François) V. (f. 1655 i
Antwerpen, d. 1724, 1689 Dekan for
Antwerpens Lukasgilde), Elev af Faderen, var en
meget anset Billedhugger, der bl. a. udførte
Prædikestolen for Ste. Gudule (Bryssel), Maria
Kipholt’s Monumentet i Antwerpens Katedral,
Prædikestol og Elias-Statue i Antwerpens
Karmeliterkirke og Højaltret for Kirken i
Tongerloo. Han arbejdede ogsaa for Sverige: Grev
Kristoffer v. Dohna’s Pyramidemonument i
rødt og hvidt Marmor i Skara Domkirke og
Olivekrans’ Marmorepitafium i Domkirken i
Strängnäs.
A. Hk.
Verbum (lat.) er Navnet paa en af de
vigtigste Ordklasser. Hos de latinske
Grammatikere blev V., der egentlig blot betyder »Ord«,
brugt som Modsætning til nomen, »Navn«
(Navneord), der ogsaa omfattede Adjektiver. Paa
Datisk gengives V. sædvanligt som
Udsagnsord, sjældnere som Gerningsord,
Sigeord, Livord eller Tidord.
Hvad Betydningen af V. angaar, kan man
opstille flere Klasser, der dog ikke bliver
udtømmende Inddelinger: mange betegner
Handlinger (han spiser, aander, slaar, taler, o. s. v.),
andre Tilstande (han sover, venter, lever,
lider, o. s. v.) eller Overgange (han vaagner,
vokser, dør). Det er næsten altid let at se, om
en given Forestilling er verbal eller ikke, og
hvis vi forbinder Verbalformen som i de nævnte
Eksempler med et Pronomen (eller med et
Substantiv: Manden spiser, o. s. v.), ser vi let,
at V. giver hele Forbindelsen noget vist
afsluttet og gør Forbindelsen til en (mere eller
mindre) fuldkommen Meddelelse — et Træk, som
ikke findes, naar vi paa lignende Maade
forbinder et Pronomen eller et Substantiv med et
Adjektiv eller et Adverbium. Vi ser altsaa, at
V. er det livgivende Element i Sproget, hvad
der gør det særlig værdifuldt ved Opbygningen
af Sætninger: en Sætning indeholder i de fleste
Tilfælde et V., selv om det er at gaa for vidt
at sige, at en Sætning altid indeholder et V.
Imidlertid findes denne livgivende Egenskab
ikke hos alle Verbalformer, men kun hos de
egentlige eller saakaldte finite Former. Ved
Siden deraf har vi Verbalformer af anden Art,
som man derfor fristes til at skille ud fra V.,
saaledes Participier og Infinitiver:
en Forbindelse som en spisende Mand er ikke
som Manden spiser en Meddelelse, der er
noget ufuldstændigt over den, saa at vi
uvilkaarligt spørger: »Hvad er der med den Mand?«
Heller ikke Infinitiven spise (at spise) kan
normalt bruges alene til med et Subjekt at bygge
en Sætning op. Participierne er en Slags
Adjektiver, dannede af V., og Infinitiverne er fra
først af en Slags Verbalsubstantiver, men de er
saa nøje knyttede til de andre Verbalformer,
bl. a. i syntaktisk Henseende, at de ikke kan
skilles ud som selvstændige Ordklasser; vi maa
derfor ved Siden af de finite Verbalformer
anerkende ikke-finite Former som Dele af
Verbalsystemet.
For V.’s Bøjning bruger man tit Ordet
Konjugation i Modsætning til Deklination,
der bruges om Substantivers og Adjektivers
Bojning. I de bedst kendte Sprog har et V. en
hel Del Former i forskellig Anvendelse, men
Sprogudviklingen gaar her som paa andre
Omraader i Retning af større Simplifikation, saa
at Antallet af Former i de nyere Sprog er
betydeligt mindre end i de gamle. De Forhold,
der faar Udtryk i et V.’s forskellige Former,
er følgende:
I. Art (Genus, s. d.); Adskillelsen mellem
Aktiv (Handleart), som spiser, og Passiv
(Lideart) som spises. I nogle Sprog findes en
tredie Art: Medium (Middelart).
II. Maade (Modus, s. d.): Adskillelsen
mellem Indikativ (Fremsættemaade) som
spiser, Konjunktiv eller Subjunktiv
(Forestillemaade) som spise i det forældede
»han spise, hvad han vil«, og Imperativ
(Bydemaade) som spis. Hertil kommer i andre
Sprog flere yderligere Maader, som Optativ
(Ønskemaade) og Potentialis
(Mulighedsmaade) m. fl., tit meget ubestemt afgrænsede
over for hinanden. Som uegentlige Maader
regnes de ovennævnte ikke-finite Verbalformer.
III. Tid (Tempus, s. d.): Adskillelsen mellem
Præsens (Nutid) som spiser og
Præteritum (Fortid) som spiste. I andre Sprog findes
desuden særskilte Former for Futurum
(Fremtid) samt for flere Underafdelinger af de
nævnte tre Hovedtider (Pluskvamperfektum,
Aorist m. fl.), og i flere Sprog er den ubestemte
Forestilling, som mange Sprogforskere
udskiller med Navnet Aktionsart eller Aspekt,
forbundet med Adskillelsen af Tider.
IV. Person: Adskillelsen mellem første
Person (den talende), anden Person (den
tiltalte) og tredie Person (det, som hverken er
talende eller tiltalt), som f. Eks. amo, amas,
amat. Paa Dansk gøres der nu ikke længere
Forskel paa V.’s Form efter de forskellige
Personer: jeg spiser, du spiser, han spiser.
V. Tal (Numerus): Adskillelsen mellem
Ental (Singularis) og Flertal (Pluralis),
hvortil i nogle Sprog kommer et særskilt Total
(Dualis) og Tretal (Trialis). Denne
Adskillelse er i Bøjningssprogene uopløseligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
