Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verden - Verden (By)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forstande Jorden med dens Verdensdele og
den paa Jorden boende Menneskehed med
sin Verdenshistorie, og i videre Forstand
hele Universet eller Verdensaltet. Læren
om V. eller Kosmologien er dels en Lære
om V.’s Opstaaen (Kosmogonien), dels en
Lære om V.’s Bygning og Elementer. Den
ældste græske Kosmogoni er givet i
Hesiodos’ Teogoni, efter hvilken Kaos opstod først,
derefter Gaia (Jorden) og af den atter
Stjernehimmelen, Bjergene, Havet og Okeanos,
Strømmen, der flyder omkring Jorden. Thales’
Kosmogoni hævdede Vandet som
Grundprincippet og søgte for saa vidt at forklare V. ud fra
naturlige Aarsager; hans Kosmologi var endnu
den barnlige: Jorden som en flad Skive, der
hviler paa Vandet. Stor historisk Interesse har
Anaximandros’ Kosmologi som det første
Forsøg paa ad rent mekanisk Vej at forklare
Stjernernes Bevægelse. Ved Udskillelse af
Urstoffet (det ubegrænsede) opstod det varme og
kolde, heraf atter Jord, Luft samt den Ild, der
som en kugleformet Skal omgiver Jorden.
Denne sprang og dannede hule, ildfyldte Ringe,
der var forsynede med Huller, og som
bevægedes omkring Jorden i skraa Retning.
Stjernerne er Ilden, der under denne Bevægelse
strømmer ud af Hullerne. Jorden er frit
svævende og i Hvile, begrundet paa, at den paa
alle Punkter har lige stor Afstand til Skallen,
og den har Form som en lukket Cylinder.
Mellem Kosmos og Kaos antog han en evig
Vekslen. Pythagoræerne tænkte sig V.
opstaaet derved, at Centralilden eller Eneren trak
Dele af det omliggende ubegrænsede til sig og
dermed begrænsede det. Om Centralilden
bevæger ikke blot de øvrige Himmellegemer, men
ogsaa Jorden sig, og denne har Form af en
Kugle. Ved deres geniale Lære om Jordens
Bevægelse har Pythagoræerne lagt Grunden til
hele den Tankerække, der forklarer Himmelens
tilsyneladende Bevægelse ved Jordens; Jorden
var nu ikke længere det ubevægelige Centrum,
men en kredsende Stjerne. Aksebevægelsen
havde de oprindelig ikke, derfor maatte
Omløbstiden sættes til 24 Timer, og i Sammenhæng
hermed kunde de ikke naa det heliocentriske
Standpunkt, men maatte i Stedet for Solen,
der for dem ikke kunde forklare baade Døgn-
og Aarsbevægelse, sætte den ubekendte
Centralild. Først de yngre Pythagoræere Hiketas
fra Syrakus og (hans Elev?) Ekfantos har
antaget Jordens Aksebevægelse. Som
Anaximandros hævdede Herakleitos en stadig
Vekslen; naar Verdensaaret er forløbet, vender V.
ved Forbrænding tilbage til Urilden. En
lignende Tanke kommer frem hos Empedokles,
der lader vor V. være en Mellemtilstand
mellem den absolut harmoniske V., en kugleformet
σφαῖρος, og den fuldstændige Adskillelse
mellem Elementerne. Vor V. tænkte han sig
opstaaet ved, at »Kærligheden« frembringer en
Hvirvelbevægelse i det af »Hadet« adskilte Stof,
ved hvilken Luften opstaar og af den atter
Himmelhvælvingen og Ilden. Ved Omdrejningen
presses Vandet ud af Jorden, og af Vandet
opstaar Jordatmosfæren. Himmelen bestaar af
en lys og en mørk Halvkugle, den ene
Daghimmelen og den anden Nathimmelen med sine
isprængte Ilddele, Stjernerne. Ved sin
Atomteori foregreb Demokritos den rent
mekaniske Forklaring af Verdensaltet, men selve
hans Verdensbillede var det gamle: Jorden som
en i Luften svævende Skive, og Sol, Maane og
Stjerner bevægende sig omkring den. Dette
Billede fastholdtes ogsaa af Anaxagoras, der
tænkte sig Jorden opstaaet ved en
Hvirvelbevægelse, hvorved det kolde, fugtige, mørke og
tætte samledes i Midten. Fra Jorden
udslyngedes atter ved Hvirvelbevægelsen Stenmasser,
der kom i Glød og blev Stjernerne (P. Helms,
»Den græske Naturfilosofi indtil Sofisterne«
[Kbhvn 1926]). Platon synes i »Lovene« at
være kommet til et rigtigere Verdensbillede;
dels har han, rimeligvis under pythagoræisk
Paavirkning, naaet den Opfattelse, at Jorden
ikke er Verdensmidtpunktet, dels sikkert ogsaa,
at den bevæger sig om sin egen Akse (H.
Ræder, »Platons philosophische Entwickelung«
[1905], S. 410 ff.). Selve V. tænkte han sig som
besjælet (se Verdenssjæl).
Aksebevægelsen skal ogsaa Herakleides fra Pontos,
en Elev af Platon og de sidste Pythagoræere,
have antaget. Aristoteles delte V. i to
Regioner, den himmelske, over Maanen (τα εκεί)
og den sublunariske (τα ενταύθα); i hin
herskede absolut Orden og Regelmæssighed, den
evige Cirkelbevægelse i »det første Legeme«
eller Æteren, i denne Vekslen og Forandring
mellem de 4 Grundelementer, der som
kugleformede Lag laa uden om hverandre, og hvis
Bevægelse fremkom ved, at hvert af
Grundelementerne søgte hen til sit »naturlige Sted«.
At et Legeme er tungt, vil sige, at dets
»naturlige Sted« er ved V.’s Midtpunkt; derfor kan
der ikke være flere V., idet de tunge
Elementer altid maa samles om eet Midtpunkt.
Jorden, det tungeste af de 4 Elementer, hvilede
som en relativt lille Kugle i Midten, uden om
den var atter de 3 øvrige Grundelementer,
Vandets, Luftens og Ildens Sfærer, og uden om
disse bevægede, efter Eudoxos’
homocentriske Sfæreteori, som Aristoteles havde optaget,
Maanen, Solen, de andre Planeter og
Fiksstjernerne sig, fastgjorte paa solide, gennemsigtige
Sfærer. Fiksstjernerne bevægedes umiddelbart
af selve Guddommen, de øvrige Sfærer af
lavere Aander. Skønt Astronomen
Aristarchos fra Samos omtrent i Midten af 3.
Aarhundrede f. Kr. genialt havde foregrebet det
kopernikanske System, blev det Aristoteles’
Opfattelse, forbunden med Ptolemaios’
geocentriske Astronomi, der blev den herskende
lige til den nyere Tid. Fortræffelig stemmede
Aristoteles’ Lære om Jorden som V.’s
Midtpunkt, og dog som Forkrænkelighedens Hjem,
med den kristelige Teologis Lære om, at alt
var til for de syndige Menneskers Skyld (se i
øvrigt Verdenssystem). (Om de etiske
Værdiers Forhold til V., se
Verdensanskuelse). (Litt.: Franz Lukas, »Die
Grundbegriffe in den Kosmogonien d. alten
Völker« [Leipzig 1893]).
(A. T-n.). Edv. L.
Verden [fe.rdən], By i preussisk Provins
Hannover, Regeringsdistrikt Stade, Kredsstad i
Kredsen V., ligger ved den sejlbare Aller, 5
km fra dennes Udmunding i Weser, og har
(1925) 10084 Indbyggere (med Garnison). V. er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
