Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Krigens Forhistorie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og England at skulle føre til Ententens
Opløsning. — Rusland slog ind paa en Fredspolitik.
Isvolski blev afløst af den forsigtige Sazonov,
Tsaren besøgte Kejser Vilhelm. Ganske vist
erklærede Rusland, at det vilde være trofast mod
sine Allierede, men meget tydede paa, at det
vilde slaa ind paa en selvstændig, national
Politik, og paa det militære Omraade traf man den
skæbnesvangre Beslutning at forlægge Hærens
paatænkte Opmarcherum bort fra Polen til den
indre Fæstningsrække. — I Frankrig vakte
denne Foranstaltning ligefrem Bestyrtelse;
Forlæggelsen betød jo intet mindre end, at Rusland
vilde holde sig til Defensiven, i hvert Fald i
Begyndelsen af en Krig. I franske militære
Kredse saa man i Forvejen ikke alt for lyst paa
den Hjælp, man kunde vente af de Allierede,
og fra autoritativ Side blev Alliancen med
Rusland nu meget skarpt og aabenlyst kritiseret.
Man følte sig i det hele taget i Frankrig ikke
tiltalt ved Tanken om, at Frankrigs Jord skulde
være »Tysklands Gidsel«. — Ogsaa i England
følte man sig skuffet; men for øvrigt var jo
netop den engelske Landmagts ringe Styrke en
væsentlig Grund til Ententens Svaghed. Den 6.
Maj 1910 døde Kong Edvard. Englands Politik
over for Tyskland blev mere forsonlig. Det saa
ud, som Entente-Ringen var ved at løsne sig. —
Dette var imidlertid kun overfladisk set. I
Virkeligheden blev Balkankrisen 1908—09 Optakten
til den næste store Krise i 1912, der blev
Indledningen til den afgørende Krise i 1914. Og
Rusland, der i Begyndelsen var Ententens mest
upaalidelige Medlem, blev snart en Hovedfaktor
i den mod Centralmagterne rettede Politik,
drevet frem af sine Aspirationer: Hegemoniet paa
Balkan og Dardanellernes Aabning, Maal, som
Tsarriget kun kunde tænke paa at naa ved sine
Allieredes Hjælp. — Ind i al den Uro, som
Balkanspørgsmaalene bragte over Europa, kom nu
en ny Marokkokrise, som yderligere belyste den
farlige Situation. I Marokko havde Sultan
Muley Hafid, som var kommet paa Tronen ved
Revolutionen i 1908, først støttet sig til
Tyskland, senere til Frankrig. I Foraaret 1911 blev
der Oprør i Marokko, Franskmændene greb ind
og besatte Fez, hvorpaa Tyskland erklærede
Algecirastraktaten for brudt og forlangte
»Kompensationer«. Frankrig stillede sig afvisende,
men Tyskland forlangte nu energisk »Plads i
Solen« og demonstrerede ved at lade
Kanonbaaden »Panther« ankre op ud for Agadir (se
i øvrigt Agadir). Denne Gang veg Frankrig
imidlertid ikke tilbage, og England, der saa sin
Prestige truet, traadte i Skranken for Frankrig.
Spændingen udløstes imidlertid noget, da
Italien erklærede Tyrkiet Krig (Septbr 1911) og
sendte sin Flaade til Tripolis; de stridende
Stormagter fandt hinanden, og Tyskland fik
Kompensation i Fransk Kongo. Hverken
Tyskland eller Frankrig var dog tilfreds med
Krisens Udfald, og Forholdet mellem Tyskland
og Vestmagterne var og blev skændt. Det
manglede ikke paa Udsoningsforsøg, bl. a. i
1912 ved den engelske Krigsminister Lord
Haldane. Men da Kejser Vilhelm ikke vilde
begrænse sit Flaadeprogram, og England ikke
vilde love Neutralitet under en fransk-tysk
Krig, kom der ikke noget ud af Bestræbelserne.
I Frankrig btev den tyskvenlige Caillaux i Jan.
1912 afløst som Ministerchef af Lothringeren
Raymond Poincaré, en ivrig Tilhænger af
Ententen, og denne gled ind i sit gamle Leje.
Ogsaa Ententens Modstandere sluttede sig
tættere sammen. Selv Italien syntes at nærme sig
sine gamle Forbundsfæller.
Balkankrigen 1912—13 og dens
Virkninger. Ruslands Balkanpolitik
lededes af dets Gesandt i Belgrad, v. Hartwig.
Denne havde ved den græske Statsmand Venizelos’
Hjælp faaet dannet et hemmeligt, mod Tyrkiet
rettet Forbund mellem Bulgarien, Grækenland,
Serbien og Montenegro. Den 21. Juli 1912 blev
Ungtyrkerne styrtet i Konstantinopel, og det
gammeltyrkiske Parti dannede Ministerium
under Ahmed Muktar Pasha. Dette var Signalet
for de forbundne Balkanstater til at angribe
Tyrkiet. Forgæves søgte Stormagterne, der
havde spildt Tiden med indbyrdes Forhandlinger
om, hvad der burde gøres, at hindre Krigen;
først erklærede Montenegro Krig, og medens de
andre Balkanstater endnu tøvede, gjorde
Tyrkiet til Stormagternes Overraskelse Ende paa
Sagen ved selv at erklære Krig den 7. Oktbr
1912. Muligvis har Stormagterne ventet eller
haabet, at Tyrkerne skulde sejre; de tyrkiske
Hære blev imidlertid slaaet overalt, og
allerede den 3. Decbr sluttede Tyrkiet
Vaabenstilstand med Serbien og Bulgarien; Grækenland
fortsatte Krigen. Da nu Serbien gjorde Mine til
at annektere Albanien, greb Østerrig-Ungarn
ind. Rusland støttede Serbien, og i Polen og
Galizien samledes betydelige russiske og
østerrigske Troppestyrker over for hinanden paa
hver sin Side af Grænsen. Men baade i
Rusland, Tyskland og Østerrig-Ungarn satte
Kejserne sig imod Krigspartiet, Frankrig ønskede
heller ikke Krigen, og da Sir Edward Grey
foreslog en Fredskonference i London, blev dette
Forslag accepteret af alle Stormagterne.
»Ambassadørkonferencen« i London fik et temmelig
stormfuldt Forløb. Langt om længe blev der
tilvejebragt et Fredsgrundlag, som den 22. Jan.
1913 vedtoges af den tyrkiske
Nationalforsamling; men Dagen efter udbrød der Revolution i
Konstantinopel, Krigsministeren blev skudt,
Storvesiren afsat, og Ungtyrkerne kom atter til
Magten med Mahmud Shevket Pasha og Enver
Bey som ledende. Krigen begyndte nu igen,
men Situationen blev ikke bedre for Tyrkiet,
som derfor den 30. Maj endelig sluttede Fred
med Balkanstaterne. Men nu begyndte disse at
strides om Byttet, og den 30. Juni 1913 begyndte
»Broderkrigen« paa Balkan, Serbien og
Grækenland i Forbund mod Bulgarien. Ogsaa
Rumænien mødte frem med sine Krav. Ved
Freden i Bukarest maatte Bulgarerne gøre
betydelige Indrømmelser over for Serbien og
Grækenland og give Afkald paa Adrianopel, som Tyrkiet
beholdt. Albanien blev et selvstændigt
Fyrstendømme, Rumænien fik Silistria og anden
Landudvidelse S. f. Dobrudscha. — Nu var der ganske
vist Fred, men alle var utilfredse: Bulgarien
tørstede efter Hævn, Serberne var forbitrede over
ikke at have faaet Albanien; Østerrig-Ungarn
havde forgæves søgt at yde Bulgarien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
