Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Mobiliseringen og de krigsførende Hære) - Verdenskrigen (Krigen til Lands. 1914. Vestfronten.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Manøvrer, og i det hele taget til at indtage
en afventende Holdning fremfor selv at søge en
Afgørelse. — Den franske Hær havde
udviklet sig enormt siden 1870, ikke blot i Tal,
men ogsaa i krigersk Dygtighed.
Officerskorpset var tjenstivrigt og nøjsomt, opfyldt af en
glødende Fædrelandskærlighed, stor Selvfølelse
og krigersk Aand. Den franske Soldat var
tapper, intelligent og taalmodig over for
Anstrengelser og Savn; Hæren fortrinlig udrustet i
alle Henseender undtagen med Hensyn til svært
Artilleri. Generalstaben var vel skolet, ikke
mindst ved General Foch’s Virksomhed som
Lærer og Chef for den højere Krigsskole, og
der var sket store Fremskridt m. H. t. de
højere Føreres Uddannelse. — Den
engelske Hær var i mange Henseender fortrinlig.
Officerskorpset havde gjort store Fremskridt
m. H. t. Uddannelse og militær Dygtighed siden
Boerkrigens Dage. Efter den tyske Generalstabs
Bedømmelse af den engelske Hær stod
Interessen for Sport dog endnu for stærkt i
Forgrunden i Forhold til den rent militære
Uddannelse, ligesom de større Troppeenheders
Bevægelser foregik langsomt og tungt, og den højere
Troppeføring var mangelfuld. — Af de mindre
Staters Hære er der særlig Grund til at
omtale den serbiske Hær, som en meget
krigsdygtig og — som det snart viste sig —
for Østerrigerne meget farlig Modstander, hvis
Selvtillid var skærpet gennem to forudgaaende
sejrrige Krige. Særlig egnet til Bjergforsvar
var Hæren dog ogsaa i Stand til offensive
Foretagender, men det var en stor Ulempe, at den
ikke kunde forsynes med Ammunition, og i det
hele taget kun i ringe Udstrækning med
Udrustning og Materiel fra eget Land.
Krigen til Lands. 1914. Vestfronten.
De Allieredes og Tyskernes
Felttogsplaner.
Den belgiske Forsvarsplan gik
ud paa at gøre Modstand mod fjendtlig
Gennemmarche, uden dog at sætte alt ind herpaa,
idet det tværtimod var Tanken, at Hæren, naar
Modstanden mod Gennemmarchen var ført til
et vist Punkt, skulde trække sig tilbage til
Antwerpen, det belgiske Forsvars befæstede
Reduit, hvor da den afgørende Kamp skulde føres.
Denne Plan var saaledes et tydeligt Udtryk for,
at man vilde forsvare eget Land, derimod
ikke for et Ønske om direkte at samarbejde
med den franske Hær. Efter Mobiliseringen stod
den belgiske Hær fordelt saaledes: 4
Infanteridivisioner henholdsvis ved Gent, Liège, Mons og
Namur, 2 Infanteridivisioner og
Kavaleridivisionen centralt ved Antwerpen—Bryssel. Den 4.
Aug. fik imidlertid Hæren Befaling til at
koncentrere sig bag Gettefloden med Front mod Øst,
1 Division blev staaende ved Liège, d. v. s.
Belgien havde nu taget Front mod den
forestaaende tyske Invasion.
Den engelske Hærs Indgriben
skete ikke efter en i Fredstid i Enkeltheder
udarbejdet Plan. De mellem England og Frankrig
før Krigen trufne Aftaler var nemlig meget løse
og sikrede paa ingen Maade militært
Samarbejde. Et saadant blev yderligere vanskeliggjort
ved, at England i de skæbnesvangre Krisedage
tøvede med at tage Parti — af politiske
Grunde. Dette fremkaldte Forsinkelse for den
engelske Hærs Mobilisering og Overførelse til
Fastlandet. Da den engelske Ekspeditionshær
endelig var samlet S. f. Maubeuge og kunde begynde
sine Operationer (20. Aug.), var den belgiske
Hær allerede slaaet og kastet tilbage mod
Antwerpen, og Tyskerne nærmede sig Frankrigs
Nordgrænse. — Den engelske Ekspeditionshær
(4 Divisioner, 2 Divisioner var foreløbig
efterladt i Hjemlandet) stod under Befaling af
Feltmarskal French. Denne skulde altsaa
samarbejde med den franske Overgeneral, General
Joffre, og accepterede da ogsaa den Rolle,
denne tildelte ham, da han den 16. Aug. indfandt
sig i det franske Hovedkvarter; men han var
og blev selvstændig og i Stand til at træffe sine
Beslutninger uafhængig af den franske
Hærledelse.
Den franske Operationsplan
fremgik af Direktiver indeholdte i
»Koncentrationsplan Nr. 17«, der var traadt i Kraft i Foraaret
1914, og hvis Grundlag enstemmigt var vedtaget
af det øverste Krigsraad. Aanden i disse
Direktiver var absolut offensiv; man var i den
franske Hær stærkt betaget af de Fordele, Angrebet
byder; offensive à outrance var næsten blevet
et Slagord i den franske Armé; strategisk og
taktisk vilde man angribe. Ifølge de med den
russiske Generalstab trufne Aftaler var man
for øvrigt ogsaa forpligtet til at gaa angrebsvis
til Værks, saa snart Mobiliseringen var
afsluttet; baade Rusland og Frankrig skulde angribe
for at gøre det vanskeligere for
Centralmagterne at samle Overmagt mod den ene af de to
Allierede. Men den franske Generalstab gik
desuden ud fra, at Tyskerne kun vilde føre
deres aktive Armékorps frem i første Linie, at
de ligesom Franskmændene selv ikke regnede
deres Reserveformationer for fuldt anvendelige
Tropper. Hvad Tyskernes Planer angik, ansaa
den franske Generalstab det for temmelig
sikkert, at den tyske Hærs højre Fløj vilde rykke
gennem Belgien, Spørgsmaalet var kun, hvor
langt denne Fløj vilde udstrække sig mod Nord.
Politiske og militære Overvejelser havde ført
Generalstaben til det Resultat, at den tyske
højre Fløj ikke vilde kunne udstrækkes længere
end til Maas, idet man ikke regnede med, at
Tyskerne var stærke nok til at brede sig
længere mod Nord. Undervurderingen af den
Styrke, Tyskerne vilde føre frem i 1. Linie og
angribe med, førte imidlertid ogsaa paa dette
Punkt den franske Generalstab til fejle
Resultater. — Med den paatænkte Offensiv for Øje
skulde den franske Hær formere to store
Angrebsgrupper. Den ene af disse, den sydlige,
skulde opmarchere i Linien
Belfort—Épinal—Nancy med en Offensiv i Retning af Saarburg
og Mörchingen for Øje. Den anden Gruppe
skulde opmarchere i Linien Verdun—Hirson
(S. f. Maubeuge); Angrebsopgaven var her
mindre klart præciseret paa Forhaand, idet den til
Dels skulde afhænge af, hvorledes Tyskerne
vilde forholde sig; gik disse gennem Belgien,
som man i og for sig ventede det, skulde den
nordlige franske Gruppes Angreb rettes mod
belgisk Luxemburg; respekterede Tyskerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
