Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Østfronten og Orienten. 1914.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin egen venstre Flanke mod Auffenberg’s Armé
og blev angrebet af denne; den maatte standse,
mistede Forbindelsen med 4. Armé, blev
derefter angrebet fra tre Sider og maatte vige
tilbage mod NØ. Nu var den 4. russiske Armés
venstre Flanke helt blottet, og disse Slag (ved
Krasnik, 23.-25. Aug., mellem I. østerrigske og
4. russiske Armé, ved Komarow
26. Aug.—1. Septbr mellem IV. østerrigske og 5. russiske
Armé) havde bragt de to russiske Armeer i
Polen i en meget vanskelig Situation. Denne
blev imidlertid reddet ved Storfyrst Nikolaj’s
energiske Indgriben: af de Tropper, der alt var
ankommet til Warszawa (af 9. Armé), sendte
han Hjælp til 4. Armé, og samtidig skyndede
han paa de to fra Rovno og over Tarnapol
fremrykkende Armeer, nemlig 3. Armé
(Russki) og 4. Armé (Brussilov).
Slaget ved Gnita Lipa (29.—31.
Aug.) og ved Lemberg (7.—12. Septbr).
Den 26. Aug. havde Russki’s og Brussilov’s
Tropper faaet Føling med de af General
Bru-dermann førte III. og II. østerrigske Armé,
hvoraf den sidste endnu var under Opmarche
og derfor langtfra fuldt til Stede. Kampene
udviklede sig snart til et stort Slag ved Gnita
Lipa Ø. f. Lemberg. Russerne viste sig
imidlertid overlegne, de var bedre udrustede med
Artilleri, og de blev — særlig for Kiev
Troppernes Vedkommende — bedre ført. Efter 3
Dages Kamp maatte Østerrigerne give tabt, og
den 3. Septbr faldt Lemberg i Russernes
Hænder. — General Conrad’s Beskyttelse mod Øst
havde altsaa svigtet, netop da han stod i
Begreb med at sejre i Polen, og
Vanskelighederne øgedes ved, at de fra Warszawa kommende
russiske Forstærkninger nu greb ind paa en
højst generende Maade. Trods Faren søgte den
østerrigske Hærfører Udvej til at redde
Situationen. Han afbrød pludselig sin saa heldig
paabegyndte Offensiv i Polen og forlagde med
en voldsom Anspændelse af Troppernes
Kræfter Tyngdepunktet til Lemberg. Auffenberg fik
Ordre til at ile Brudermann til Hjælp, og
dennes Hære indtog en stærk Stilling V. f.
Lemberg, hvorfra de atter skulde gaa frem, naar
Auffenberg’s Fremrykning fra Tomaszou over
Ravaruska gjorde sig gældende. Paa Grund af
Russernes meget langsomme Fremrykning
lykkedes det virkelig at gennemføre Opmarche og
Forberedelser til denne dristige Plans
Udførelse, og den 8. Septbr gik de tre østerrigske
Armeer (IV., III. og II.) frem til Angreb. Det viste
sig imidlertid nu, at der var stillet for store
Fordringer til de østerrigske Tropper; paa alle
Punkter af den vidtstrakte Krigsskueplads
glippede Operationerne, fordi Kræfterne ikke
slog til over for de Opgaver, der var stillet
Tropperne. I Polen havde Russerne straks
gjort Front, da de følte sig fri for Auffenberg’s
Tryk, og allerede den 9. Septbr blev Dankl’s
Stilling uholdbar; efter 17 Dages uafbrudte
Kampe maatte han føre sine udmattede
Tropper tilbage bag Sans nedre Løb. Imidlertid
kæmpede de østerrigske Hovedkræfter
fremdeles ved Lemberg og N. og S. f. denne By.
Men Auffenberg’s Armé, som skulde fremkalde
Afgørelsen, mødte stærke russiske Styrker og
blev tvunget til Forsvar, og da russiske
Tropper brød frem over Cieszànov V. f. Ravaruska
i Ryggen paa Auffenberg’s Styrker, var det
klart, at Slaget var tabt for Østerrigerne. Den
12. Septbr Middag maatte General Conrad
bestemme sig til at føre Hæren tilbage for at
redde den fra Undergang. Foreløbig gik man
tilbage bag San; men det viste sig snart
umuligt at lade de stærkt rystede Tropper gøre
Holdt her; først bag Wisloka i det snævre Rum
mellem Karpatherne og Weichsel fandt III.,
IV. og I. Armé Fodfæste. II. Armé var gaaet
tilbage til Karpathernes Bjergpas, hvor den
stod i en vidtstrakt, tynd Opstilling, som ikke
skulde synes at have været vanskelig for
Russerne at gennembryde. Men de russiske Hære
fulgte kun langsomt efter og gav herved
Centralmagterne Tid til Modforanstaltninger.
Russernes Indtrængen og
Nederlag i Østpreussen.
General Shilinski, som havde Overbefalingen
over de to russiske Armeer, der skulde rykke
ind i Østpreussen, agtede at lade den ene,
nemlig 1. Armé, der under General Rennenkamp
var opmarcheret ved Njemen, rykke frem i
Retning af Königsberg for at trække
Hovedkræfterne af de tyske Styrker i Østpreussen
paa sig, medens den anden Armé — 2. under
General Samsonov — skulde rykke frem fra
Ossowetz, Syd og Vest om de massuriske Søer
for derefter at vende sig mod Tyskernes
Flanke og Ryg. — Rennenkamp’s Armé var først
færdig og overskred Njemen den 17. Aug.
Hinsides Floden stødte han paa I. tyske Korps,
som General Prittwitz hurtig forstærkede med
2 andre Korps og en Reservedivision. Den 18.
Aug. gik Tyskerne over til Angreb, og der
kæmpedes nu flere Dage haardnakket ved
Gumbinnen. Russerne, der var numerisk
overlegne, sejrede. Den 20. Aug. maatte Tyskerne
afbryde Kampen og gaa tilbage, og Situationen
blev yderligere vanskelig ved, at 2. russiske
Armé nu rykkede frem langs Østpreussens
Sydgrænse og truede Tyskerne i Flanke og Ryg.
General Prittwitz gav sine Betænkeligheder ved
Situationen Luft i ret stærke Udtryk over for
den øverste Hærledelse, og denne fik det
Indtryk af Prittwitz’ Meldinger, at han vilde gaa
tilbage bag Weichsel. Personlig synes General
Prittwitz at have set meget mørkt paa
Situationen, hvorimod der indenfor hans Stab var
ved at danne sig en mere fortrøstningsfuld
Opfattelse, der gik ud paa, at der vilde kunne
frembyde sig Muligheder for en Offensiv mod
den russiske Narevarmé (2.). Men den øverste
Hærledelse var blevet bekymret for
Østpreussens Skæbne og overdrog den 22. (23.) Aug.
Kommandoen her til General Hindenburg med
Ludendorff som Stabschef. — Imidlertid havde
Narevarmeen naaet Østpreussens Sydgrænse
V. f. de massuriske Søer; slette Veje og
vanskelige Forsyningsforhold havde sinket
Fremrykningen. Denne blev i sidste Øjeblik lagt
mere vestlig, end det oprindelig havde været
Tanken, og dette blev en af Hovedgrundene til
Hærens Undergang, idet den herved fjernede
sig endnu mere fra Rennenkamp’s Armé.
Samsonov rettede nu sin Marche mod Allenstein og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
