Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1915.) - Verdenskrigen (1916.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
standsede ved Vinterens Komme. I Januar 1915
udviklede der sig ret alvorlige Kampe ved
Soissons (8.—14. Jan.) og Hurtebise (25.-26. Jan.).
De fik et uheldigt Udfald for Franskmændene,
der maatte opgive deres Stillinger N. f. Aisne
og gaa tilbage til Soissons. Den 16. Febr 1915
fornyede Franskmændene deres Angreb i
Champagne (1. Champagneslag), de trængte ind i de
tyske Stillinger, men tililende tyske Reserver
standsede Franskmændenes videre
Fremtrængen, og den 17. Marts indstilledes Angrebet. —
Angrebet i Artois kom først til
Udførelse i Maj—Juli (10. franske, 1. engelske Armé);
Kampen bragte de Allierede Fanger og Kanoner
og et vist moralsk Resultat, men endte med, at
Angrebet gik i Staa ligesom det foregaaende.
Joffre gav dog ikke tabt; han angreb for ikke
selv at blive angrebet, for at holde Tyskerne i
Aande, for at opretholde de franske Soldaters
offensive Aand. Men Tyskerne stod ikke tilbage
for Franskmændene hverken i Dygtighed eller i
Udholdenhed, og heller ikke de Allieredes
næste Offensiv gav det tilsigtede Resultat. Dette
Angrebsforetagende var langt mere storslaaet
anlagt end de foregaaende. Dets Omfang, maales
bedst ved de Styrker, der deltog i det: 66
Infanteridivisioner, 14 Kavaleridivisioner, 2780 lette
og 1750 tunge Piecer. Medens 1. engelske og 10.
franske Armé skulde angribe paa Fronten La
Basse—Arras, altsaa mod Øst, skulde 5., 4., 2. og
3. franske Armé angribe i Champagne, altsaa
mod Nord. Der var truffet store Forberedelser
til Angrebet, men der var lagt meget ringe
Vægt paa at skjule dem, og da Angrebet i
Champagne brød løs den 25. Septbr, fik
det derfor en meget kraftig Modtagelse. Den
forreste tyske Stilling blev erobret, men bag
denne var der forberedt en ny, og tyske
Reserver strømmede til fra alle Sider. Vejret var
tilmed ugunstigt, Artilleriet havde vanskeligt ved
at observere og kunde heller ikke følge med
frem, det var derfor ikke i Stand til at yde
Fodfolket den nødvendige Støtte. Efter nogle
Dages Forløb maatte man indskyde en Pause i
Angrebet for at skabe Orden og Sammenhæng
i Aktionen. Den 6. og 7. Oktbr begyndte
Angrebet paany, men nu var Tyskerne endnu bedre
forberedt, og Franskmændene opnaaede ikke
store Resultater. — Ogsaa i Artois, hvor
Englænderne og Franskmændene angreb i
Forening, sønderbrødes Angrebet mod den tyske
Jernring; det naaede kun nogle faa Kilometer
frem og gik derefter i Staa. — Tabene ved
denne Efteraarsoffensiv var store paa begge
Sider: Franskmændene 130000, Englænderne 60000
Mand. Tyskerne opgiver deres Tab noget
mindre. De Allierede havde taget c. 30000 Fanger
og henved 200 Kanoner. Men Maalet, at kaste
Tyskerne tilbage, var ikke naaet.
Ved Verdun, i Lothringen og i Elsass havde i
Aarets Løb staaet Kampe af mere begrænset
Omfang.
1916.
Vestfronten.
De Krigsførendes
Felttogsplaner for 1916. Efter en Fremstilling, som
Falkenhayn gav Kejseren i Julen 1915, synes
den tyske Hærledelse at have bedømt
Situationen ret optimistisk. Russernes Offensivkraft
ansaas for brudt, i hvert Fald saaledes, at den
ikke mere vilde kunne gøre sig gældende i sin
tidligere Styrke. Med Hensyn til Italien troede
Falkenhayn »at det sandsynligvis vilde være
glad ved at kunne trække sig ud af Eventyret
paa en nogenlunde anstændig Maade«.
»Frankrig var nær ved Grænsen for, hvad det kunde
bære, idet det var svækket militært og
økonomisk, det sidste paa Grund af, at det stadig var
afskaaret fra Kulgruberne i den nordøstlige Del
af Landet«. Naar disse Kendsgerninger endnu
ikke havde ført til det for Tyskerne ønskelige
Resultat, skyldtes det efter Falkenhayns
Mening det uhyre Tryk, som Englænderne øvede
paa deres Forbundsfæller. Gerne havde
Falkenhayn vendt de tyske Vaaben mod Englænderne,
men han mente dog, at det var vanskeligt at
ramme dem direkte; de britiske Øer var
beskyttet af den engelske Flaade, og den
engelske Hær i Flandern indtog saa gunstige
Stillinger, at den ikke var let at knuse. Den rette
Maade at ramme England paa vilde være at
føre Slaget mod Frankrig, hvis Hær skulde
angribes og bringes til at forbløde sig, udsættes
for en »Sugepumpe«, som det blev udtrykt fra
tysk Side. I dette Øjemed udsøgte Falkenhayn
sig et Objekt, der laa tæt bag den franske Front,
og som den franske Hærledelse var moralsk
forpligtet til at sætte indtil sidste Mand ind paa
at bevare. Baade Belfort og Verdun svarede
for saa vidt til Formaalet, men Valget faldt paa
Verdun, bl. a. fordi Falkenhayn regnede den
franske Verdunfront for en farlig Udfaldsport
for en fransk Offensiv. Den
østerrig-ungarske Hærledelse saa helt
anderledes paa Forholdene. General Conrad ønskede
en Offensiv imod Italien, og for at kunne være
stærk nok hertil krævede han, at 9 tyske
Divisioner skulde afløse de østerrig-ungarske
Enheder, der stod i Galizien. Naar Italien var
slaaet til Jorden, vilde Conrad sende 3—400000
Mand til Hjælp mod Frankrig for at føre det
afgørende Slag her. Falkenhayn kunde ikke
billige General Conrad’s Plan; hans Strategi
var ogsaa i dette Tilfælde præget af en vis
Forsigtighed; den lignede nærmest den
Fremgangsmaade, han havde anvendt over for Russerne i
1915. Hans Forsigtighed var for saa vidt
begrundet, som han kun raadede over smaa
Reserver; den tyske Hær var i Begyndelsen af 1916
for svag til paa een Gang at hævde Stillingen
mod Øst og føre en afgørende Kamp mod
Vest; at svække Vestfronten for at kaste sig
over Rusland eller Italien gik heller ikke an;
thi man vidste, at den fransk-engelske Hær var
blevet betydelig forstærket og forberedte en stor
Offensiv. Under disse Omstændigheder mente
Falkenhayn ikke at kunne give General Conrad
den Hjælp, han ønskede; tværtimod forlangte
Falkenhayn, at Østerrigerne skulde overtage en
Del af den tyske Front i Rusland. Resultatet af
denne dybtgaaende Uoverensstemmelse mellem
den tyske og den østerrigske Hærledelse blev,
at hver gik sine Veje: Tyskerne angreb i
Frankrig, ved Verdun, Østerrigerne i Italien.
Ententen stod over for lignende
Vanskeligheder ved at bringe Operationerne paa de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
