Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1916.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kraftig Modstand, og Offensiven »druknede i
Blod og Morads«. Aarstiden var ugunstig for
Angriberen, og den russiske Offensiv formaaede
ikke at faa Tyskerne til at slippe Taget ved
Verdun. Imidlertid forberedte Russerne en
meget omfattende Offensiv mod den tyske Front
N. f. Pinsksumpene; samtidig skulde der
udføres en Offensiv i Galizien, men af langt
mindre Omfang og med mere begrænsede Maal.
Tidspunktet for disse Angrebs Begyndelse var
oprindelig fastsat til den 1. Juli, men
Franskmændenes Vanskeligheder ved Verdun og
Italienernes i Trentino, hvor Østerrigerne nu var
gaaet over til Angreb, bevirkede, at Russerne
begyndte deres Angreb 1 Maaned før Tiden. Det
var dog kun den mindre Offensiv mellem
Pinsksumpene og Karpatherne, som blev sat i Værk;
men Virkningen af dette Angreb, der begyndte
den 4. Juni under Ledelse af General Brusilov,
blev overraskende for alle Parter. Skønt slet
ikke tilrettelagt som et stort samlet, men som
mange mindre Angreb paa talrige Steder af den
350 km lange Front, og skønt man herefter
slet ikke skulde have og fra russisk Side heller
ikke havde ventet afgørende Resultater, blev
Østerrigerne overalt slaaet, Tropperne viste
en daarlig Holdning, og IV. Armé ved Luck og
VII. Armé i Bukovina gav helt efter; den største
Del af IV. Armé overgav sig uden Modstand, og
paa 3 Dage mistede Østerrigerne over 300000
Mand. Den 7. Juni marcherede Russerne ind i
Luck, den 13. stod de ved Stochod, SØ. f.
Kovel, knap 10 Dage senere var de naaet ikke
mindre end 80 km frem, siden de forlod deres
Udgangsstillinger. Ogsaa i Bukovina gik
Østerrigerne hovedkulds tilbage; først ved
Karpatherpasserne og ved Kolomea fik Førerne saa meget
Hold paa Tropperne, at de kunde møde
Russerne med alvorlig Modstand. Russernes Held
sporede dem til nye Anstrengelser. Den
Brusilov’ske Offensiv, der oprindelig kun var tænkt
som et Forspil til en stor Offensiv N. f. Pinsk
og som en Hjælpeaktion for Russernes Allierede,
blev nu til Hovedforetagendet; de russiske
Reserver, der stod bag deres Front N. f.
Pinsksumpene, blev trukket mod Syd til Brusilov’s
Front og sat ind her for at udvide de Brecher,
der var slaaet i den østerrigske Front ved Luck
og i Bukovina. — Situationen var yderst
kritisk for Centralmagterne; ganske vist holdt den
tyske Sydarmé under General Bothmer, der
kæmnede i Egnen om Tarnopol, endnu Stand,
de N. f. denne staaende I. og II. østerrigske
Armé ligeledes, men det var nødvendigt at
bringe hurtig Hjælp, hvis Østerrig-Ungarn ikke
skulde gaa sin Undergang i Møde. Skønt
Verdunkampene ikke var afsluttede, uagtet det
øjensynlig trak op til et stort fransk-engelsk
Angreb ved Somme, maatte Falkenhayn
bestemme sig til at trække Tropper fra
Vestfronten mod Øst. Ved Luck var Faren størst, og
her blev der nu sat tyske Tropper ind; der
foretoges en Offensiv under General Linsingen,
hvorved den russiske Fremmarche bragtes til
Standsning. I Bukovina maatte man, saa godt
det lod sig gøre, dæmme op for det russiske
Angreb. Det lykkedes imidlertid at komme over
Krisen og at standse de russiske Angreb i Egnen
Stanislaw-Zborow. Men hermed var Kampene
paa Østfronten ikke forbi. Russerne genoptog
snart deres Offensiv og angreb nu ogsaa den
tyske Front N. f. Pinsksumpene. Der dannede
sig efterhaanden 3 Brændpunkter for Kampen.
Mod Syd Lemberg, som det dog ikke lykkedes
Russerne at erobre; længere mod Nord Kovel,
hvor det lykkedes de tyske Tropper at holde
Stochodlinien. Endelig kæmpedes der N. f.
Pinsksumpene navnlig om det vigtige
Jernbaneknudepunkt Baranowicze, den her staaende
tyske Hær under General Woyrsch havde
allerede fra Midten af Juni været udsat for stærke
russiske Angreb, men modstod alle Stormløb.
Alt i alt var Situationen mod Øst imidlertid
saare alvorlig for Centralmagterne, og de
enedes nu endelig om at lægge Ledelsen paa hele
Østfronten i Hindenburg’s og Ludendorff’s
Hænder (28. Juli). Virkningen heraf viste sig snart.
Det tysk-østerrigske Forsvar blev reorganiseret,
og der kom Orden og Fasthed i det. Midt i
August maatte Russerne indstille deres Angreb;
de manglede Ammunition og led i det hele taget
under Forsyningsvanskeligheder, desuden
lammedes deres Operationer paa Grund af politiske
Forhold, som var begyndt at gøre deres
uheldige Indflydelse gældende. Russerne havde
imidlertid taget 400000 Fanger og 600 Kanoner;
de havde erobret Bukovina og en stor Del af
Galizien; de havde tilføjet den østerrig-ungarske
Hær en uoprettelig Svækkelse og bidraget
betydelig til at lamme det tyske Angreb mod Vest
og derved kuldkastet Falkenhayn’s hele Plan.
Og nu traadte en ny Fare frem for
Centralmagterne, idet Rumænien greb ind i Krigen.
Sydfronten (indtil Udgangen af August).
Omtrent samtidig med, at Russerne angreb
Ø. f. Wilna (i Marts), foretog Italienerne en ny
Offensiv ved Isonzo. Hensigten hermed var den
samme som Russernes: at aflaste
Franskmændene ved Verdun. Italien opnaaede imidlertid
hverken dette eller at hindre den af General
Conrad planlagte østerrigske Offensiv i
Trentino. Den 15. Maj begyndte denne Offensiv
mellem Floderne Adige og Brenta. Lykken syntes
at skulle følge de østerrigske Planer ligesom saa
ofte før paa de italienske Sletter. Ærkehertug
Eugen’s Armé brød frem fra Rummet
Rovereto—Trient, trængte Italienerne ud af Bjergene og
gennembrød deres Grænsefortlinie ved Arsiero
og Asiago. Derefter angreb Østerrigerne den
Syd herfor liggende Højdekam, den sidste der
endnu spærrede Vejen til Sletten, men her
mødte de kraftig Modstand fra Italienerne, som
nu havde faaet deres Reserver trukket frem til
Isonzofronten. Angrebet gik i Staa, og
Østerrigerne havde ikke Midlerne til at faa den
i Gang igen; thi paa dette Stadium greb
Russerne ind i Begivenhederne; den vellykkede
Offensiv, de foretog i Galizien i Juni, gav
Østerrigerne nok at gøre og lagde Beslag paa alle
de Kræfter, den østerrigske Hærledelse kunde
disponere over. — Nu strømmede de italienske
Reserver tilbage fra den trentinske Front til
Isonzo. og den 6. Aug. aabnede Italienerne et
nyt Angreb (6. Isonzoslag), og ved denne
Lejlighed, hvor de kunde optræde med stor
Overlegenhed, tilkæmpede de sig en betydelig Sejr;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
