Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1918.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ventede amerikanske Tropper var nødvendigt
at aabne Offensiven saa tidlig paa Foraaret som
muligt, bestemte Ludendorff sig for at begynde
med et stort Angreb mellem Arras og La Fère,
hvilket da senere skulde efterfølges af et
Angreb i Flandern. Angrebet mellem Arras og La
Fère skulde føres af 3 Armeer, XVII. (v. Below)
N. f. Vejen Cambrai—Peronne, II. og XVIII. (v.
Marwitz og v. Hutier) mellem denne Vej og
Oise. Medens v. Below angreb med 15
Divisioner paa 15 km Front, skulde v. Marwitz og
v. Hutier angribe med tilsammen 25 Divisioner
paa 55 km. Medregnede man imidlertid 15
Divisioner, som holdt de tyske Stillinger paa
Angrebsfronten og dækkede Angrebsstyrkens og
Artilleriets Opmarche, og c. 20 Divisioner, som
stod til den øverste Hærledelses umiddelbare
Raadighed, udgjorde den hele Angrebsarmé c.
75 Divisioner, hvoraf de 55 var af fortrinlig
Beskaffenhed, medens de øvrige i hvert Fald
kan betegnes som gode. — Offensiven skulde
begynde den 21. Marts, og Forberedelserne blev
trufne med stor Hemmelighedsfuldhed. Desuden
vildledte man Modstanderen ved ogsaa at træffe
Angrebsforanstaltninger paa andre Dele af
Fronten. Tropperne var velindøvede, og
Hærledelsens Tro paa et heldigt Udfald var meget
fast. »Man maa ikke tro«, erklærede
Ludendorff over for Kejseren, »at vor Offensiv vil
udvikle sig som i Galizien og Italien; det vil
blive en gigantisk Kamp, som begynder paa et
Sted, fortsætter paa et andet og tager lang Tid;
det vil blive en haard Kamp, men den vil ende
med Sejr«.
De Allieredes Forberedelser til
Felttoget 1918. Det vigtigste, men tillige
det vanskeligste Spørgsmaal for de Allierede
var Ordningen af den øverste Ledelse. Navnlig
fra engelsk Side modsatte man sig foreløbig
den eneste rigtige Løsning: at lægge Ledelsen
i enkelt Mands Haand, og man modarbejdede
Foch’s Bestræbelser for at naa til en saadan
Løsning. Der eksisterede et »øverste Krigsraad«,
sammensat af Statsmænd fra de forskellige
Ententelande; dette Krigsraad bistodes af et
militært Raad, som var sammensat af
Delegerede fra de store krigsførende Nationer, men
dette Raad var kun raadgivende, det var uden
Myndighed. Medens der paa tysk Side var den
mest absolutte Enhed i den øverste Hærledelse,
gik de Allierede saaledes Felttoget 1918 i Møde,
uden at der var skabt en betryggende Ordning
af Kommandoforholdet. — Hvad de forskellige
Ententehære angaar, var Situationen følgende:
Den italienske Hær var under
Rekonstruktion efter Nederlaget i 1917. Af 65
Divisioner maatte 14 opløses. — Den engelske
Hær havde lidt uhyre Tab i 1917; 186
Batailloner maatte opløses. — Den franske Hær
var i god Forfatning, saavel i fysisk og i
moralsk Henseende som med Hensyn til
Materiel; det kneb imidlertid stærkt med
Mandskab; et Par Divisioner havde maattet opløses.
— Den amerikanske Hær var i fuld
Vækst; i Begyndelsen af 1918 var dens Styrke
1300000 Mand, 42 Divisioner, men heraf var
kun en meget ringe Del overført til Frankrig,
nemlig kun 6 Divisioner; Overførslerne var
hidtil foregaaet med stor Langsomhed,
gennemsnitlig kun 24000 Mand pr. Maaned. — Alt i
alt raadede de Allierede over 170 Divisioner
paa Vestfronten mod Tyskernes 197. — Paa de
andre Krigsskuepladser var Ententen bedre
stillet. I Italien kunde man vente snart at være
Østerrigerne jævnbyrdige. Paa Balkan vilde
man snart være Modstanderne overlegne. I
Palæstina og i Mesopotamien var Englænderne
Tyrkerne langt overlegne. — De Beslutninger,
som de Allieredes øverste Krigsraad traf for
1918, angik kun Krigsførelsen i meget store og
meget almindelige Træk. De vanskelige
Spørgsmaal om de Allieredes Samvirken paa
Vestfronten fik ingen tilfredsstillende Løsning.
Følgen var, at Franskmændene og Englænderne
paa en vis Maade gik hver sine Veje. Medens
Marskal Haig var mest bekymret for
Kanalhavnene og ophobede sine Reserver ved Arras
og nordligere, ansaa Pétain det først og
fremmest for nødvendigt at dække Paris og bevare
Sammenholdet inden for den franske Hær; han
stillede derfor Hovedmassen af sine Reserver
bag Reimsfronten. Det svage Punkt ved St.
Quentin, og mellem denne By og Oise, hvor
Forbindelsen mellem den franske og den
engelske Hær fandtes, var der ingen, der
sørgede for.
Den tyske Offensiv mod Amiens
og i Flandern (21. Marts—29. April).
Den 21. Marts Kl. 4,40 Formiddag begyndte
Artilleriilden paa hele Angrebsfronten. De
engelske Batterier blev indhyllet i tætte Gasskyer,
derefter hamrede Skyts og Minekastere paa de
engelske Fodfolksstillinger. Kl. 9,10 begyndte det
tyske Fodfolksangreb. Det ramte 3. og 5.
engelske Armé, der kommanderedes af
Generalerne Byng og Gough, i alt 29 Divisioner og 3
Kavaleridivisioner. Medens Byng’s Armé (15
Divisioner), der kæmpede omkring Bapaume,
modstod Angrebet, blev Gough’s Armé (14
Divisioner), der stod ved St. Quentin og sydligere
indtil Oise, fuldstændig slaaet. Forgæves søgte
nogle franske Divisioner, der overskred Oise
over for Noyon, at hjælpe Englænderne
(22.—24. Marts); det var umuligt at modstaa v.
Hutier’s og v. Marwitz’s fremstormende Divisioner;
St. Quentin blev taget, Somme overskredet
mellem Peronne og Saint-Simon, og den 25. Marts
strømmede Resterne af Gough’s Armé tilbage
mod N. mod Santerre. Franskmændene maatte
rømme Noyon, Chaulnes blev taget, og foran
de fremtrængende Tyskere var der nu et tomt
Rum i Retning af Roye og Montdidier.
Gennembruddet var med andre Ord fuldstændigt. Det
havde egentlig været den tyske Hærledelses
Tanke at føre Hovedstødet N. f. Somme, men
det besluttedes nu at udnytte de S. f. Somme
opnaaede Fordele og støde frem mod Amiens.
Marwitz stødte derfor frem langs Vejen
Peronne—Amiens, medens Hutier bredte sig i
Egnen om Roye og besatte Lasigny og
Montdidier. Men nu satte Franskmændene sig
alvorlig imod Hutier’s videre Fremtrængen, de
fastholdt bl. a. det høje Parti mellem Divette
og Matz, og da Hutier den 30. Marts foretog
nye Angreb, blev han standset, og det lykkedes
Franskmændene at faa Forbindelse med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
