Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1918.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krigsbegivenhederne paa de
andre Fronter i 1918.
Den italienske Front.
Vinteren og Foraaret forløb uden store
Begivenheder paa den italienske Front,
Østerrigerne forberedte imidlertid en stor Offensiv, som
skulde begynde i Juni, fremkalde en endelig
Afgørelse med Italienerne og tillige indirekte
hjælpe Tyskerne i deres Kamp paa Vestfronten.
Situationen i Begyndelsen af Juni var
følgende: Paa Østerrigsk Side stod Conrad’s
Armégruppe (XI. og X. Armé) paa
Tyroler-Fronten indtil Piave; Boroevic’s Armégruppe
(I. og II. Isonzo-Armé) paa Piave-Fronten, i alt
59 østerrigske Divisioner, hvortil endnu kom
11 Divisioner i Reserve. Paa italiensk
Side stod fra venstre til højre: 7., 6., 1. og 4.
Armé paa Tyroler-Fronten, 2. og 3. Armé paa
Piave-Fronten, 5. Armé i Reserve, i alt c. 50
Divisioner, heraf 3 engelske og 2 franske
Divisioner.
Den østerrigske Offensiv skulde efter den
oprindelige Plan være ført som et samlet
Fremstød med alle til Raadighed staaende Kræfter
mellem Brenta og Piave, men denne
forstandige Plan blev lidt efter lidt forladt, fordi alle
de østerrigske Hærførere ønskede at deltage,
og den unge Kejser Karl og hans
Generalstabschef gav efter for deres Ønsker. Følgen var,
at Offensiven, da den iværksattes den 15. Juni,
udførtes paa hele Fronten fra Adriaterhavet til
Asiago-Plateauet, d. v. s. Angrebsfronten blev
alt for udstrakt i Forhold til de Kræfter, man
raadede over, og Angrebet slog intet Steds helt
igennem. Det lykkedes ganske vist General
Boroevic at tiltvinge sig Overgangen over Piave
paa flere Steder, men Conrad’s Angreb paa de
italienske Stillinger paa Monte Grappo og
Asiago-Plateauet kunde ikke gennemføres. Paa
Piave-Fronten fortsatte Østerrigerne deres
Overgang over Floden, men den 18. Juni, da de
allerede havde faaet 100000 Mand over,
svulmede Piave over og bortrev de 10 af 14
østerrigske Krigsbroer. Italienerne benyttede sig af
Situationen; de gik over til et Modangreb, der
udviklede sig heldigt og tvang Boroevic til at
trække samtlige Tropper, som var gaaet over
Floden, tilbage (Natten mellem den 22. og 23.
Juni). Hermed var det store Slag endt, og de
to Modstandere stod omtrent i de samme
Stillinger, som da Offensiven begyndte den 15. Juni.
Østerrigerne havde bl. a. mistet c. 20000
Fanger og et betydeligt Materiel. Endnu vigtigere
var de moralske Følger af den mislykkede
Offensiv. Baade i den østerrig-ungarske Hær og i
Folket havde man sat store Forventninger til
denne Offensiv; saa meget desto større var
Skuffelsen. I Parlamenterne fremsatte
Politikerne en Strøm af Anklager og nedsættende
Udtalelser om Hærens Førere og bidrog herved
til, at Opløsningen bredte sig i Hæren. Den
tyske Hærledelse raadede nu den østerrigske til
at afholde sig fra enhver Aktion og hellere
sende de Kræfter, den kunde undvære, til
Frankrig. Kejser Karl gav kun ugerne sit
Samtykke hertil. I alt blev der kun sendt 4
østerrigske Divisioner til Frankrig, hvoraf endda
kun de to var anvendelige. — I Løbet af
Sommeren og Efteraaret fuldendtes Opløsningen af
det østerrig-ungarske Monarki. Som Svar paa
Kejser Karl’s Manifest af 17. Oktober
anerkendte Præsident Wilson Tschekkoslovakiet som
krigsførende Magt og erklærede, at Sydslaverne
selv maatte afgøre deres Skæbne. Nu steg
Forvirringen i Dobbeltmonarkiets slaviske Lande til
det yderste. Ogsaa Ungarn sagde sig løs fra
Østerrig og forlangte, at de ungarske Tropper
skulde trækkes tilbage fra Italien for at
beskytte Ungarns Sydgrænse, der efter Bulgariens
Nederlag var truet af de Allieredes Orienthær.
Den italienske Overgeneral, General Diaz,
erkendte, at Øjeblikket var kommet til at tilføje
den østerrig-ungarske Hær Dødsstødet. Den 23.
begyndte han en Offensiv paa Piave-Fronten,
og den følgende Dag udstraktes den til
Tyroler-Fronten. — Det lykkedes General Diaz at
bryde den østerrigske Front i Egnen om
Conegliano og Feltre (Slaget ved Vittorio-Veneto,
24.—30. Oktober) paa Grænsen mellem den
venetianske Slette og Foralperne og at skille de
østerrigske Styrker ved Piave fra dem i Tyrol.
De tschekkiske og polske Tropper i den
østerrigske Hær svigtede, og Hæren gik tilbage i
fuld Opløsning. Den 2. November sluttede
Østerrigerne Vaabenstilstand i Padua. Italienerne
havde da taget 300000 Fanger og 5000 Kanoner.
Den østerrig-ungarske Hær eksisterede saa at
sige ikke mere. Italienerne besatte Tyrol,
Triest og Fiume samt den dalmatiske Kyst.
Den makedoniske Front.
De Allieredes Orienthær var siden General
Sarrail’s Afgang i Decbr 1917 blevet
kommanderet af General Guillaumat. Den Opgave, der
var stillet denne, var af rent defensiv Natur:
at konsolidere Fronten fra det ægæiske Hav til
de albanske Søer for at dække ikke blot
Saloniki, men hele det græske Territorium. Denne
Opgave kunde betragtes som løst i Februar
1918; for øvrigt havde den tysk-bulgarske
Modstander ikke forsøgt noget alvorligt Angreb.
Da den tyske Offensiv paa Vestfronten begyndte
i Marts, blev der foreskrevet General
Guillaumat en aggressiv Optræden for at hindre
Tyskerne i at forstærke Vestfronten med
Tropper fra den bulgarske Front. General
Guillaumat søgte Opgaven løst ved en Række
Fremstød snart paa en, snart paa en anden Del af
Fronten, hvorved der tillige opnaaedes
forskellige ikke uvæsentlige Fordele af lokal Natur.
For øvrigt var Opløsningen i den bulgarske
Hær allerede begyndt; Desertationerne greb
stærkt om sig.
I Juni 1918 blev General Guillaumat afløst af
General Franchet d’Esperey. Tanken om en
større Offensiv paa Saloniki-Fronten traadte
fra nu af stærkere frem, fik efterhaanden
Tilslutning hos den franske, engelske og italienske
Regering og blev endelig bragt til Udførelse midt
i September. De Allieredes Styrke paa
Saloniki-Fronten, da General d’Esperey traadte til,
bestod af: en engelsk Armé (4 Divisioner, General
Milne), en fransk Armé (8 Divisioner og 1
Kavaleribrigade, General Henry), den serbiske
Armé (6 Divisioner, Prins Alexander), en italiensk
Division og 9 græske Divisioner. Den hele
Styrke udgjorde c. 600000 Mand. Heraf stod de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
