Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Fredslutningen.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fredslutningen.
Efter Fjendtlighedernes Afslutning forelaa
den mægtige Opgave at tilvejebringe Ro og
ordnede Forhold i Europa. Fredsforhandlingerne
maatte nødvendigvis blive meget omfattende, og
ingen tidligere europæisk Fredskonference har
truffet saa afgørende Beslutninger som
Fredskonferencen i Paris 1919—20. Konferencens
første Plenarmøder holdtes i Spejlsalen i
Versailles den 18. Jan. 1919; og Konferencen
varede til den 21. Jan. 1920. I Forhandlingerne
deltog først og fremmest de 5 allierede, sejrende
Hovedmagter: England, Frankrig, Italien, U. S.
A. og Japan; disse stod som Indbydere til
Konferencen, og kun disse 5 Stater deltog i alle
Forhandlingerne. De øvrige Staters
Repræsentanter mødte ved Plenarmøderne ellers kun,
naar den paagældende Stats Interesser berørtes
af Forhandlingerne. I alt deltog saaledes 32
Stater: Europa: Belgien, Tschekkoslovakiet,
Frankrig, Grækenland, Italien, Polen, Portugal,
Rumænien, Serbien, Storbritannien; Amerika:
U. S. A., Brasilien, Bolivia, Kanada, Ecuador,
Guatemala, Haïti, Honduras, Cuba, Nicaragua,
Panama, Peru, Uruguay; Asien: Hedjaz,
Indien, Japan, Kina, Siam; og endelig Australien,
New Zealand, Sydafrika og Liberia. — De
besejrede var udelukkede fra Konferencen. — Som
dennes Præsident fungerede Clémenceau;
Ledelsen af Forhandlingerne var overdraget et
Timandsraad, bestaaende af 2 Medlemmer for
hver af Hovedmagterne. Trods Præsident
Wilson’s Protest foregik Raadets Forhandlinger
hemmeligt, og dette Forhold ændredes ikke, da
Timandsraadet den 25. Marts 1919 afløstes af et
Firemandsraad, bestaaende af Wilson,
Clémenceau, Lloyd George og Orlando. Arbejdet
foregik i øvrigt væsentlig i Kommissioner, nedsatte
af Konferencen. Der var en Mængde saadanne;
saaledes kan nævnes
»Erstatningskommissionen«, »Kommissionen til Undersøgelse af
Ansvaret for Krigen«, »Kommissionen for Nationernes
Forbund«, forskellige territoriale Kommissioner
angaaende Staternes territoriale Fordringer
(heriblandt Danmarks), en militær Kommission
under Forsæde af Marschal Foch for at
formulere Betingelserne for Afrustning og Aflevering
af Krigsmateriel, o. s. v. — De Opgaver,
Konferencen stod over for, var paa Forhaand
meget vanskelige. Det gjaldt ikke blot om at
paatvinge de besejrede Magter: Tyskland,
Østerrig-Ungarn, Bulgarien og Tyrkiet Traktater og
fordele de fra disse tagne Omraader, men ogsaa
om at tilfredsstille i hvert Fald de sejrende
Hovedmagters undertiden modstridende
Fordringer, saaledes at Sammenholdet mellem dem
kunde bevares, og endelig om at samle
Nationerne i en nyskabt Organisation, som kunde
sikre Fredens Bevarelse: »Folkenes
Forbund« (se Nationernes Forbund).
Vanskelighederne ved at løse disse
Opgaver forøgedes ved Forhaandsaftaler og
Løfter, som var givne under Krigen. Af saadanne
skal nævnes: Aftale mellem England, Frankrig
og Italien i April 1915 om Italiens Krav paa
Istrien, Dalmatien, Tyrol, nogle græske Øer og
Adalia i Lilleasien; Aftale mellem England og
Frankrig af Maj 1916 angaaende de to Landes
Interessesfærer i Tyrkiet; Løfte til Rumænien i
1916 om, at det skulde faa en Del af Ungarn;
Løfte til Japan i 1917 om Shantunghalvøen. Nu
skulde disse Løfter og Aftaler forliges med de
øvrige Staters mere eller mindre berettigede
Ønsker og Krav, hvilket i mange Tilfælde var
meget vanskeligt. — For Præsident Wilson’s
Deltagelse i Konferencen dannede hans
forskellige Taler og Erklæringer Baggrunden og da
navnlig hans 14 Punkter, der var fremsat
paa Kongressen i Washington den 8. Jan. 1918,
og hvis Hovedindhold var følgende: 1)
aabenlyse Fredsforhandlinger og Forbud mod
fremtidige »private internationale Overenskomster«;
2) Havenes Frihed; 3) Ophævelse af
økonomiske Skranker; 4) Indskrænkning af
Rustningerne til det mindste, som krævedes af Hensyn til
den indre Sikkerhed; 5) upartisk Prøvelse af de
forskellige Staters koloniale Krav, hvorved der
ogsaa skulde tages Hensyn til den indfødte
Befolknings Tarv; endvidere skulde 6) alt russisk
Omraade, som holdtes besat af fremmed Magt,
rømmes og Rusland have Mulighed for Optagelse
i Folkenes Forbund; 7) Belgien rømmes og
ophjælpes; 8) den Uret, der var overgaaet
Frankrig i 1870, atter gøres god; 9) Italiens Grænser
ordnes efter Nationalitet; 10) Folkene i
Østerrig-Ungarn have fri Ret til Selvstyre; 11) Rumænien,
Serbien og Montenegro rømmes af de fjendtlige
Hære og ophjælpes, Serbien skulde have fri
Adgang til Havet, Forholdene paa Balkan ordnes;
12) det ottomanske Riges tyrkiske Dele skulde
bevare Selvstændigheden, de øvrige Nationer i
Riget have Sikkerhed og Udviklingsmulighed;
13) Polen skulde genoprettes som selvstændig
Stat med Adgang til Havet; 14) der skulde
oprettes et Nationernes Forbund. — Wilson’s
Fordringer var for en stor Del af teoretisk Natur,
vanskelige at bringe i Overensstemmelse med
de praktiske Forhold og særlig med de
sejrende Nationers Krav i national og kommerciel
Henseende. Wilson kom derfor ikke til at øve
større Indflydelse paa Fredskonferencens
Arbejder;, man accepterede Forslaget om
Nationernes Forbund, men de fleste andre Punkter
negligeredes mere eller mindre, selv om det fra
Begyndelsen af havde været en Forudsætning,
at de skulde danne Grundlaget for
Fredsarbejdet. Pariserkonferencens Resultater fremtraadte
i Form af forskellige Traktater, hvis Afslutning
forøvrigt for flere af de besejrede Staters
Vedkommende vanskeliggjordes og forsinkedes ved
indrepolitiske Uroligheder. Freden med det
tyske Rige besegledes ved
Versailles-Traktaten, som Tyskland blev tvunget til
at underskrive, idet man truede det med
Invasion, hvis dette ikke skete. Forholdet over for
Østerrig ordnedes ved
St. Germain-Traktaten, Forholdet over for Ungarn senere
særskilt ved Trianon-Traktaten. De
bulgarske Anliggender afgjordes ved
Neuilly-Traktaten, og endelig afsluttedes der en
Traktat, Sèvres-Traktaten, med
Tyrkiets Sultan.
Versaillesfredens vigtigste
Bestemmelser var følgende: Tyskland skulde afstaa
Elsass-Lothringen til Frankrig, som desuden fik
Ejendomsret over Kulminerne i Saardalen;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
