- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
910

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Økonomi og Erhvervspolitik.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fremstille forholdsvis mere Luksusfodtøj, end
Tilfældet var i 1917, og til Forhandling af
importeret Fodtøj skulde Tilladelse indhentes fra
den overordentlige Kommission, ændret ved
Bek. 8. Marts 1919 til, at importeret Fodtøj
maatte sælges under Iagttagelse af den nævnte
Procentavance. Bestræbelserne for nu ogsaa
at faa Kontrol med Fabrikkernes Priser og
Avancer førte til den heftigste og mest bitre
Modstand, Regeringen mødte i sine
Reguleringsbestræbelser. Bek. herom var 15. Aug. og
18. Septbr 1918. Skotøjsfabrikanterne tiltraadte
kun Ordningen under Forbehold af
Industriraadets Sanktion, men dette gik imod
Ordningen (Skrivelse til den overordentlige
Kommission 13. Septbr). Bestemmelsen i Bek. 18.
Septbr gik ud paa, at Fabrikkernes
Nettofortjeneste i hvert Regnskabsaar ikke maatte
overstige 10 % af den samlede Salgssum for
saavel Luksus- som for stempelpligtigt Fodtøj,
ligesom den overordentlige Kommission fik
uhindret Adgang til Kontrol.

Prisfald paa importerede Varer gjorde
Ændringer nødvendige. Stemplingspligten
bortfaldt saaledes 29. Marts 1919, og Forbud mod
Oplagring 3. Oktbr 1918 (almindeligt Forbud)
lempedes. Udførselsforbudet for Læderfodtøj
hævedes 24. Novbr 1920, og samtlige
Bekendtgørelser vedrørende Skotøjsordningen ved Bek.
3. Jan. 1921.

Siden 26. Oktbr 1914 havde der bestaaet
Udførselsforbud for Kalveskind paa mindst 8 kg
Saltvægt, men der var dispenseret fra
Forbudet og ligeligt til Eksport Syd og Vest paa.
Eksportpriserne var betydelige, og fra Foraaret
1918 opkrævedes en Eksportafgift. Ved Bek. 31.
Aug. og 23. Decbr 1918 og 10. Jan. 1919
reguleredes og kontroleredes Handelen samt
fastsattes Maksimalpriser, ligesom Grossister
skulde autoriseres af Hudenævnet, medens
Hudecentralen ordnede Handelen og
Eksporten. Den hjemlige Industri aftog kun 20—30
% af Hudeproduktionen. Resten udførtes mod
en Afgift, der fra 3 Kr. pr. Stk. steg til 32
Kr. pr. Stk. Der indkom i alt 3 Mill. Kr., som
Landbruget krævede, og ved L. 1. Apr. 1921
fordeltes de 2,7 Mill. Kr. mellem
Landboforeninger (1,2 Mill. Kr.), Husmandsforeningerne
0,4 Mill. Kr. samt andre landbrugsmæssige
Formaal. Ved Bek. 20. Febr 1919 sattes
Maksimalpris paa Læder og Maksimalavance paa 15
% i Detailhandelen, ligesom der nedsattes et
Garverinævn. Hudeordningen inkl.
Udførselsforbudene hævedes ved to Bek. 29. Juni 1920.

Standsningen af Tilførsler af Raavarer til
Tekstilindustrien medførte en
betydelig Prisstigning i de hjemlige Raastoffer, saa
Uld, der før Krigen kostede c. 2 Kr. pr. kg,
i Oktbr 1917 kostede 11 Kr. Ved Aftaler
mellem Grossister og Fabrikanter samt ved
Udførselsforbud (Bek: 5. Novbr 1917) og Forbud
mod Oplagring (14. Decbr 1917) standsedes
Prisstigningen foreløbig.

Fra Foraaret 1918 indførtes strengere
Bestemmelser, og Bek. 15. Marts 1918 forbød
Opkøb af dansk Uld paa Levering, og Bek. 3.
Maj forbød al Handel med Klude (ophævet
18. Maj 1918). Bek. 11. Maj satte
Maksimalpriser, og Bek. 31. Maj paalagde Producenten
Afleveringspligt (der maatte tilbageholdes
indtil 1/4 kg Uld pr. Person af Foraarsklipningen
1918) til Uldcentralen, der fik Eneret paa Køb
af Uld under Tilsyn af Uldnævnet.

Forhandlingen om en almindelig Uldordning
var vanskelig, fordi Landbrugerne ogsaa i dette
Tilfælde skulde aflevere et Raastof til nedsat
fast Pris, men formente, at Prisnedsættelsen
forsvandt hos Grossist eller Fabrikant, saa
Uidproducenten maatte købe Færdigvarer til
alt andet end nedsat Pris. Landbrugets
Modstand nødvendiggjorde Spørgsmaalets Løsning
ved en særlig L. (30. Juli 1918), jfr. Bek. 5.
Aug. 1918, der ophævede Bek. 11. Maj og 31.
Maj, hvis Bestemmelser Loven i Hovedsagen
stadfæstede, idet dog Tilbageholdelsesretten
udvidedes, medens der omvendt skulde fastsættes
Maksimalpris paa Uldgarn (Bek. 21. Jan. og
5 Febr 1919). Loven udløb 1. Apr. 1919, og
Bek. 15. Marts og 5. Aug. 1918 ophævedes ved
Bek. 29. Marts 1919, medens Bek. 21. Jan. og
5. Febr 1919 ophævedes 15. Marts 1920.

Fordelingen af Sygarn voldte betydelige
Vanskeligheder fra Efteraaret 1917 og især
Foraaret 1918. Bek. 21. Juni og 15. Juli 1918 satte
Maksimalpris, jfr. 14. Decbr 1918, der atter
hævedes ved Bek. 21. Juni 1919. Tilførslen af
Høstbindegarn (Maksimalpris 13. Juni,
jfr. 30. Juli 1917) og Forbud mod Bortkastning
af brugt Garn 6. Aug. 1917) var i 1918 kun 1/10
af det normale, men Høsten 1918 blev dog
klaret. En Række Bekendtgørelser udstedtes
for at forberede Fordelingen til Høsten 1919,
jfr. 18. Oktbr 1918, 28. Marts og 23. Apr. 1919,
men inden Høsten gaves Handelen fri (Bek.
21. Juni og 10. Juli 1919), medens
Maksimalprisen først hævedes 22. Maj 1920.

Fra Foraaret 1916 blev ogsaa
Boligspørgsmaalet brændende, idet dels de
høje Priser, særlig paa Materialer, og dels de lave
Obligationskurser gjorde Byggeri dyrere, saa
der efterhaanden var opstaaet Boligmangel.
Den 22. Marts 1916 udsendte Kjøbenhavns
Grundejerforening Meddelelse om, at en
Prisforhøjelse ogsaa for Huslejernes
Vedkommende var absolut nødvendig. Men ved L. 9. Juni
1916 bemyndigedes Kommunalbestyrelserne til at
nedsætte Nævn, for hvilke Lejere af større
Beboelseslejligheder kunde indanke Spørgsmaal
om Forhøjelse af Huslejen, medens Husejerne
selv, for mindre Lejligheders Vedkommende,
skulde indhente Tilladelse til Lejeforhøjelse.

Men Manglen paa Boliger medførte fra Oktbr
Flyttedag 1916 en formelig Krise, idet
Barakker, Butikker, Skoler m. v. maatte tages i
Brug. Ved L. 30. Oktbr 1916 nedsattes en
Boligkommission til Overvejelse af hele dette
Spørgsmaal. Ved L. 22. Decbr 1916 om Tillæg
til og Ændring i L. 9. Juni 1916 bestemtes, at
de i sidstnævnte Love omhandlede Lejemaal
kun kunde opsiges fra Ejernes Side, naar
Huslejenævnet godkendte Opsigelsen, ligesom
Husejeren skulde indberette foretagne Opsigelser.
L. 23. Jan. 1917 forbød Nedrivning af
Bygninger med Beboelseslejligheder, hvilket
Forbud flere Gange forlængedes og overgik i
Boligloven 1. Apr. 1921, jfr. 4. Juni 1924, og 23.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0922.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free