Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere / 917 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Økonomi og Erhvervspolitik.)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Mursten, Tørv, Grus og Skærver og Kartofler til
Kartoffelmelsfabrikation, hvilken
Fragtnedsættelse forlængedes gentagne Gange og optoges i
noget ændret Form i Loven om Statsbanernes
Takster 13. Marts 1922, jfr. Bekendtgørelse 20.
Juli 1922. Den 8. Juni 1922 stilledes 5 Mill. Kr
til Raadighed for Eksport-Kreditter. Efter en
Diskussion, hvor Industrien fremførte sine Krav,
der særlig gik ud paa en à jour-Føring af
Toldlovens Satser, der paa Grund af Prisforholdene
ikke længere gav blot tilnærmelsesvis den
samme Beskyttelse som før Krigen, udsendte
Regeringen den 25. Oktbr 1921 en ny Meddelelse
om sin Stilling og sammenfattede de
Foranstaltninger, Regeringen ansaa for mulige at
gennemføre, i 8 Punkter. Omtrent samtidig
forelagdes et Forslag til Toldlovens Revision, der
gik endnu et Skridt videre i Retning af
Frihandel, og som derfor mødtes med en skarp
Protest, men i øvrigt ikke blev vedtaget.

Fra Foraaret 1922 bedredes Forholdene dog
noget, men var dog fremdeles — særlig i
Skotøjs- og Tobaksindustrien — meget paavirkede
af Konkurrencen fra valutasvage Lande. Den
ejendommelige politiske Situation, hvor det
doktrinært frihandelsvenlige Regeringsparti
Venstre maatte støtte sig til det konservative
Folkeparti, der var Industriens Forkæmper i
Rigsdagen, førte til, at der den 4. Aug. 1922 som et
Offer til det borgerlige Samarbejde
gennemførtes to Love om Forbud imod uden Tilladelse
af Handelsministeriet at indføre Skotøj og
Cigarer, jfr. Bekendtgørelse 16. Aug. og 20. Oktbr
1922. Da Loven kun gjaldt til 31. Marts 1923,
udstedtes 28. Marts 1923 Loven om midlertidig
Kriseværn for Produktion af Cigarer, Cigarillos
og Fodtøj, hvorved man gik over fra Forbud
mod Indførsel til Krisetoldsatser, der skulde
gælde indtil 30. Juni 1925. For Fodtøjet gjordes
Lovens Gyldighed ud over 30. Juni 1923
afhængig af, at Arbejdsgivere og Arbejdere gik ind
paa visse Betingelser med Hensyn til Udbetaling
af Tantieme og Udbytte og Reduktion af
Arbejdslønnen og (eller) Forhøjelse af
Arbejdstiden, og i saa Fald skulde Loven gælde til 31.
Oktbr 1923. Da Arbejderne vægrede sig ved at
gaa ind paa de stillede Betingelser, bortfaldt
Kriseværnet for denne Industri med Udgangen
af Juni Maaned 1923.

Arbejdsstandsninger i Aarene
1914—25.

	Antal	Højeste Antal Arbejdere		Antal tabte Arbejdsdage 1000
		Strejkende	Udelukkende
1925	48	35477	66854	4138
1924	71	8993	765	175
1923	58	1941	—	20
1922	31	640	48219	2272
1921	110	13356	34791	1321
1920 [1]	243	19129	2836	690
1919	472	34718	857	878
1918	253	8816	3	182
1917	215	9785	296	211
1916	66	12803	—	241
1915	43	1666	252	32
1914	44	3349	19	56

De Arbejdskonflikter, der forelaa
ved Krigens Udbrud, forligtes straks, ligesom
de nye, der opstod i nær Tilknytning til den
særlige Situation, f. Eks. foranlediget ved
særlige Krav fra Sømændene om Krigstillæg og
Ulykkesforsikring, afsluttedes efter Opfyldelsen
af de stillede Krav.

I Tiden mellem 1. Jan. og 1. Maj 1916 udløb
c. 600 af de 700 gældende Overenskomster, og
Forhandlingerne om de nye blev meget
langvarige og besværlige, med hyppige Lockout- og
Strejkevarsler, men kun enkelte aabne
Konflikter, hvoraf den mest betydende var en 8-Ugers
Strejke af Murarbejdsmændene i Hovedstaden.
Forligsmandens Virksomhed førte efterhaanden
Overenskomsterne igennem — med en
Forhøjelse af Lønnen paa c. 20 %. Pristallet var
c. 124 i Febr 1916, saaledes at der ikke blev
givet Dækning for Prisstigningen.
Overenskomsten skulde gælde i 2 Aar.

Den stadig fortsatte Prisstigning medførte
imidlertid i Løbet af 1917 Ydelsen af
Dyrtidstillæg, og da Overenskomsterne udløb i 1918,
forlængedes de uden større Konflikter for et
Aar. I Efteraaret 1917 var
Hovedorganisationerne i øvrigt enedes om, at der skulde optages
Forhandlinger om yderligere Tillæg, hvis
Pristallet for Juli 1918 viste en væsentlig Stigning.
I en af de saaledes afsluttede Overenskomster,
nemlig den i Febr 1918 afsluttede mellem
Jernindustrien og dens Arbejdsmænd, blev for
første Gang indført automatisk Regulering efter
Pristallet i Overenskomstperioden. Reguleringen
skulde finde Sted i Aug. 1918 og andrage 1 Øre
pr. Time for hver 2 1/2 Points, Pristallet steg fra
Febr til Juli. — Ordningen kom derefter til at
gælde for de fleste af de andre Fag. Hele
Lønniveauet angives at være steget fra 1914 og til
Apr. 1917 med 31 %, til Apr. 1918 med i alt 59
% og til Juli 1918 med 82 %.
Augustreguleringen 1918 gav et Tillæg paa c. 12 Øre i Timen
for Mænd, og derved var man naaet op paa
c. det dobbelte af Lønniveauet i 1914, hvorefter
Lønstigningen efterhaanden havde indhentet
Prisstigningen.

Da Overenskomsterne skulde fornyes i Foraaret
1919, vilde Arbejderne ikke længere nøjes med
Dyrtidstillæg, men krævede og gennemførte en
Revision af selve Overenskomsterne. Situationen
medførte en Del Strejkevarsler, og
Forligsmanden maatte tage Affære, men
Overenskomsterne fornyedes med betydelige Lønforhøjelser
og med Bibeholdelse af Bestemmelsen om
Regulering efter Pristallet for Juli 1919, hvorved
Satserne paany sattes op. Arbejdstiden var i
Jan. 1919 ifølge Overenskomst forkortet med
1/2 Time, saa den højst maatte vare 9 Timer,
og ved Overenskomst af 17. Maj 1919
gennemførtes endelig Kravet om den 8 Timers
Arbejdsdag, der senest skulde være indført fra
1. Jan. 1920. Tabet ved denne sidste Forkortelse
af Arbejdsdagen skulde bæres af Arbejderne,
men Forkortelsen i Jan. af Arbejdsgiverne.
Modstanden mod Normalarbejdsdagen begyndte
imidlertid at gøre sig gældende allerede i
Efteraaret 1920, da Konjunkturerne svingede, og
det lykkedes ikke at faa ratificeret den
Konvention om 8 Timersdagen, der var vedtaget

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>