Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenspostforeningen - Verdensrum - Verdenssjæl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men af forskellige Grunde blev den udsat og
sammenkaldtes først til Septbr 1914. Da var
Verdenskrigen udbrudt, hvad der forhindrede
Afholdelsen, og først 1920 traadte den 7.
Verdenspostkongres sammen i Madrid. De
abnorme Tilstande, som Verdenskrigen havde
fremkaldt, ikke mindst i Postsamkvemmet mellem
Landene, gav denne Kongres sin særlige
Betydning og sit særlige Præg. Navnlig gav
Spørgsmaalene om Transitafgifterne og
Portotaksterne, som flere Lande paa Grund af
Valutaforholdene havde maattet forhøje, Anledning til
omfattende Forhandlinger. Naar Pengenes
Købeevne var forringet, blev en Forhøjelse saavel
af Takster som af Transitafgifter nødvendig,
men desuden maatte man paa Grund af
Valutaforholdene finde en anden Værdimaaler i
Stedet for Pariserfrancen, som hidtil havde dannet
Basis for Betalingerne mellem Landene.
Taksterne blev nu ansatte saaledes: for Breve 50 cent.
for den første Vægtsats af 20 g og 25 cent. for
hver 20 g eller Del heraf ud over den første
Vægtsats, for Brevkort 30 cent., for Tryksager,
Vareprøver og Forretningspapirer 10 cent. for
hver 50 g eller Del heraf (for
Forretningspapirer dog mindst 50 cent. og for Vareprøver mindst
20 cent.). I alle Foreningslande skulde disse
Takster fastsættes efter et Ækvivalent, der saa
nøje som muligt svarede til Guldfrancens Værdi.
Efter samme Regel skulde Afregningen af
Transitafgifter foregaa.
For første Gang fik Luftposten en Plads i
Konventionen, idet det bestemtes, at
Luftposttjenester, som er oprettet til
Brevpostbefordring mellem to eller flere Lande, skal være
ligestillede med ekstraordinære Befordringer.
Endvidere vedtoges det, at Foreningslandene
skulde træffe eller foreslaa deres lovgivende
Myndigheder de nødvendige Foranstaltninger
for at forhindre og i paakommende Fald at
straffe Indlægning af bedøvende Midler i Breve,
Tryksager og Vareprøver.
Madridkonventionen traadte i Kraft 1. Januar
1922 og skulde forblive gældende paa ubestemt
Tid, dog at der senest 5 Aar efter dens
Ikrafttræden skulde træde en ny Kongres sammen.
Dette fandt dog allerede Sted 2 1/2 Aar efter,
idet der i Juli 1924, det Aar, V. kunde fejre sit
50 Aars Jubilæum, traadte en Kongres sammen
i Sthlm. Paa denne var det atter
Transitafgifterne og Portotaksterne, der var de
vigtigste Forhandlingsgenstande. Madridkonventionen
havde fordoblet de i Rom fastsatte Takster og
bestemt, at de skulde udtrykkes i Guldfrancs,
men Virvaret paa Valutamarkedet havde ført
til fuldkommen uholdbare Tilstande. Nu gik
man tilbage til de i Rom vedtagne Takster som
Ncrmaltakster saaledes, at Taksterne i ethvert
Foreningsland skal fastsættes efter et
Ækvivalent, der saa nøjagtigt som muligt i dette Lands
gældende Mønt svarer til Værdien af den Franc,
som er taget som Møntenhed i Konventionens
Bestemmelser, nemlig Guldfrancen à 100 cent.
med en Vægt af 10/31 af et g og en Lødighed af
0,900. For ej at paatvinge Lande, hvis Valuta
ikke var normal, enten for høje eller alt for
lave Takster, bestemtes det, at hvert Land kan
formindske eller forhøje Normaltaksten med
20, henholdsvis 60 %. Den i Sthlm vedtagne
Konvention traadte i Kraft 1. Oktbr 1925.
De ved V.’s Stiftelse opnaaede Fordele har
været af indgribende Betydning. Derved at
samtlige i Foreningen optagne Lande danner et
eneste Postomraade, er for Korrespondancens
Vedkommende de politiske Grænser fuldstændig
forsvundne. De Vanskeligheder, der forhen saa
ofte, dels af politiske, dels af fiskale Grunde,
stillede sig i Vejen for Posters Forsendelse
gennem fremmed Land, er bortryddede. Pligten
for Landene til at yde hverandre Transit for
Postforsendelser mod en bestemt lav Afgift har
muliggjort Indførelsen af de lave Portotakster,
hvis Indflydelse paa Handel og Omsætning eller
i det hele paa Samkvemmet mellem Folkene
næppe kan overvurderes. Alt i alt er V. en
mægtig Kulturbærer og vigtig Faktor ved
Civilisationens Udbredelse over Jorden. (Litt.:
Hugo Weithase, »Geschichte des
Weltpostvereins« [Strasbourg 1895]; C. J.
Beelenkamp, Les lois postales universelles [Haag
1910]; L’union postal universelle, Mémoire
publié par le Bureau international [Bern 1924]).
Fr. O.
Verdensrum, se Rum.
Verdenssjæl er Udtrykket for det iboende,
levende, bevægende og ordnende Princip i
Verden, som mange Filosoffer har antaget i
Analogi med deres Opfattelse af Sjælen som
Organismens bevægende Livsprincip. Saa lidt Sjælens
»Indgriben« giver nogen Forklaring paa
Legemets Bevægelse, saa fuldstændigt ubegrundet er
ogsaa Begrebet V. videnskabeligt. I Teologiens
og Filosofiens Historie har det staaet som
Udtryk for en spekulativ Mysticisme, er ofte
identificeret med Begrebet Gud, men er ogsaa tit
ved nærmere Bestemmelser traadt mere ud af
sin mystiske Sfære og kommet til at betegne
ejendommelige Verdensanskuelser hos enkelte
Filosofler; saaledes er V. lig Verdensfornuften
hos Aristoteles og Hegel og lig den
blinde Drift eller Vilje til Livet hos
Schopenhauer.
Tanken om en V. træder allerede frem i den
indiske Teologi før Buddha i den
mærkelig abstrakte Mystik, der udformede
Ätman-Brahma (Oldenberg, »Buddha« [1897], S.
17—45; »Ill. Religionshist.«, udg. af Edv.
Lehmann [Kbhvn 1924], S. 262 ff.; samme,
»Buddha«, 3. Udg. [Kbhvn 1920], S. 26).
Inden for den græske Filosofi træder Tanken om
en V. ejendommeligst frem hos Platon, der
opfatter den som et i Forhold til Skaberen
sekundært Princip, der over for denne Verden
er, hvad Skaberen er over for Idéverdenen
(»Timaios«, 34. B. ff., jfr. Hans Ræder,
»Platons philosophische Entwickelung« [1905,
S. 383—386]). Hos Stoikerne fremtræder V.
(νοῦς eller λόγος) som noget materielt, men
staaende i samme Forhold til Verden som den
menneskelige Sjæl, der ogsaa opfattedes som
materiel, til Legemet. De samme Egenskaber,
Stoikerne tilskrev V., har den hos Filon, hvor
den, som hos Platon, er den øverste Gud
underordnet (δεύτερος θεός). Paa lignende Maade
fremstilles V. inden for den nyplatoniske
Spekulation i Plotinos’ Emanationslære. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
