Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenssprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Systemet, at de ikke er lette at kende igen.
Det bedst kendte Sprog i denne Klasse er det
af Præsten Schleyer (s. d.) 1880
konstruerede Volapük, der i 1880’erne blev
overordentlig udbredt i mange Lande og blev saa
bekendt, at dets Navn tit er brugt som
Fællesbenævnelse for lignende Forsøg. Dets
Udbredelse standsede imidlertid ret brat, væsentlig
fordi Sprogets Mangler var saa iøjnefaldende,
at der opstod store Skismaer mellem nogle
Tilhængere, der vilde omdanne det fra Grunden,
og andre, som kun ønskede færre og mindre
betydelige Ændringer. Til samme Klasse hører
bl a. Bauer’s »Spelin« (1888), Arnim’s
»Veltparl« (1896), Marchand’s »Dilpok« (1898) og
Léon Bollack’s Langue bleue (1899), der er en
mærkelig Blanding af lyse Indfald og
upraktiske Snurrepiberier.
En sidste Klasse udgøres af de
»aposterioriske« Forsøg, hvis Forfattere har indset, at det
gælder om at lære saa meget som muligt af
de allerede eksisterende Sprog, hvis Mangler kan
afhjælpes navnlig ved Fjernelse af alle
Uregelmæssigheder i Bøjning og Udtale, medens
Hukommelsen hjælpes ved Benyttelsen af en hel
Del Sprogstof, der tør antages bekendt for
største Delen af dem, der har Brug for et
Hjælpesprog. Medens f. Eks. Schleyer i Volapük
forklædte de benyttede Ord, selv de mest
internationale, saa at f. Eks. Paragraf blev til bagaf
og Program til plogam, gaar disse Sprog ud
paa netop i saa høj Grad som muligt at
udnytte det i Forvejen internationale Sprogstof.
De faar derved alle en meget stor
Familielighed; Kernen i de fleste af dem er Ord fra
Latin og de romanske Sprog; den overalt
simplificerede Grammatik bærer ogsaa ofte Mærket
af at være grundlagt paa de romanske Sprog
eller Engelsk. Til denne Klasse hører bl. a.
Volk og Fuchs’ Weltsprache (1883),
Steiner’s Pasilingua (1885), Zamenhof’s
Esperanto (1887), Beermann’s Novilatiin
(1895), Kürschner’s Lingua komun (1900),
det fra en oprindelig Volapük-Komité
udgaaede Idiom neutral (1902) og senere
mange flere.
Af disse har ubetinget Esperanto faaet
den største Udbredelse, især efter at mange
Franskmænd i Begyndelsen af dette
Aarhundrede sluttede sig til det; der findes en meget
stor Litteratur og udgives flere Tidsskrifter paa
Sproget rundt om i Verden. Ved aarlige
Kongresser (fra 1905, dog afbrudte af
Verdenskrigen) har Sproget vist sig som et praktisk
brugbart mellemfolkeligt Meddelelsesmiddel, ogsaa
til mundtlig Brug; og en stor Skare begejstrede
Tilhængere ser i det den endelige Løsning af
Problemet. Det har imidlertid ikke skortet paa
Kritik og Indvendinger, og i Erkendelsen af, at
Faren for ethvert Kunstsprog er den, at der
en skønne Dag dukker et nyt op, der enten
ved egne Fortrin eller af ydre Grunde
(Reklame, politiske Hensyn) vinder et større Antal
Tilhængere, dannedes der i 1901 i Paris en
Délégation pour l’adoption d’une langue
auxiliaire internationale med det Program at
arbejde upartisk for Ideen og undersøge og
sammenligne de forskellige Systemer og endelig faa en
kompetent Forsamling til at vælge mellem dem.
Da den internationale Sammenslutning af
Videnskabsselskaber ikke vilde træffe Afgørelsen,
valgte Delegationen selv en international
Komité dertil, som traadte sammen i Paris i 1907
og efter indgaaende Drøftelse udtalte sig for
Esperanto med en Del vigtige Ændringer,
hvorved Sproget bragtes til at ligne Idiom
neutral en hel Del. Haabet om at faa
Esperantisternes store Skare til at gaa ind paa disse
Ændringer glippede imidlertid, og medens flere
af de tidligere Esperanto-Førere sluttede sig
til det nye, holdt de fleste Menige fast ved
Zamenhof’s Sprogform som urørlig.
Reformvennerne stiftede Tidsskriftet
Progreso, hvori der fra 1908 til Verdenskrigens
Begyndelse førtes en indgaaende Drøftelse af
Hjælpesprogets almindelige Karakter og
Enkeltheder i det, hvorved man under den
energiske Ledelse af den franske Filosof L.
Couturat (d. 1914) kom bort fra mange af de Træk,
der var mest karakteristiske for Esperanto, bl.
a. de akcentuerede Bogstaver, de kunstige
Pronomener og det tit rent vilkaarlige Valg af
Ordstammer; stor Vægt blev der lagt paa en
regelmæssig og logisk Orddannelse, og i
Rodvalget gennemførte man saa vidt muligt det
Princip at tage den Form, som fra de levende
Sprog var det største Antal Mennesker bekendt.
Det saaledes dannede Sprog, hvori der
udgaves og udgives ikke faa Bøger og Tidsskrifter,
kaldtes med et ikke videre heldigt Navn Ido.
Medens Esperantister og Idister bekæmper
hinanden,, har ikke faa Tilhængere af
Hjælpesprogstanken ment, at Ido har beholdt for
meget af Esperanto, bl. a. Adskillelsen af
Ordklasserne ved Endelser (-o for Substantiver, -a for
Adjektiver o. s. v.), og de har da dannet Sprog,
der skulde være endnu mere umiddelbart
forstaaelige for enhver dannet Europæer. Her skal
kun nævnes E. de Wahl’s Occidental med
Tidsskriftet »Kosmoglot« eller, som det nu
staves, »Cosmoglotta«, og navnlig det af den
fremragende italienske Matematiker Peano ledede
Academia pro Interlingua, der gerne vil gælde
som en uafbrudt Fortsættelse af
Volapük-Akademiet, men i hvert Fald har fjernet sig
meget fra dettes Sprog. I dettes Tidsskrift findes
forskellige Varianter af Peano’s Latino sine
flexione, som han fra først af brugte i sine
matematiske Skrifter, hvor det synes at have
gjort Fyldest, medens man vel maa tvivle om
et saa abstrakt og kluntet Sprogs Brugbarhed
i alle Livets mangfoldige Sfærer, hvor der er
Trang til et mellemfolkeligt Meddelelsesmiddel.
Imidlertid er Tanken »latinsk Ordforraad med
kinesisk Grammatik« ikke helt ilde.
I de sidste Aar har flere videnskabelige
Sammenslutninger beskæftiget sig med Tanken, i
Reglen med det Resultat, at man afviste
Muligheden af at bruge noget af Natursprogene
uden dog at turde tage afgjort Parti for et
enkelt af de foreslaaede Kunstsprog. I Amerika
er der for nylig dannet en International
Auxiliary Language Association (IALA) med mange
indflydelsesrige Medlemmer. Formaalet er at
fremkalde en omfattende upartisk Drøftelse af
Spørgsmaalene med endelig Afgørelse ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
