Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenssprog - Verdenssystem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjælp af Nationernes Liga eller en lignende
Magt. (Litt.: L. Couturat og L. Leau,
Histoire de la langue universelle [Paris 1903];
samme, Les nouvelles langues internationales
[Paris 1907]; Couturat, Jespersen,
Lorenz, Ostwald og Pfaundler,
»Weltsprache und Wissensehaft«, 2. Oplag [Jena
1913]; A. L. Guérard, A Short History of
the International Language Movement [London
1922]; Sylvia Pankhurst, Delphos, the
Future of International Language [London
1927]).
O. Jsp.
Verdenssystem (astron.), et Begreb, der i
tidligere Dage udelukkende blev benyttet i
samme Betydning som Solsystem, fordi man da,
bortset fra Himmelkuglens daglige Bevægelse,
kun kendte til de saakaldte Vandrestjerner.
Men efter at Himmelhvælvingen ikke længere
opfattedes som en fast Kugle, hvorpaa
Stjernerne var anbragte som gyldne Spiger i en rigid
Kuppel, og man havde begyndt, væsentlig
gennem W. Herschel’s Studier, at faa en Anelse
om, at de forskellige Himmellegemer dels var
af højst ulige Struktur, dels befandt sig i meget
forskellig Afstand og ikke i alle Retninger
optraadte i samme Mængde, udvidedes Begrebet
V. til at omfatte alle Kloder i Verdensrummet,
og Studiet tog mere Sigte paa at faa Kendskab
til, hvorledes disse var ordnede, og efter hvilke
Love de bevægede sig.
Hos de første Astronomer — Babylonerne —
finder man ikke noget Spor af nogen Teori for
et V. De havde kun som nærmeste Maal ved
deres Iagttagelser af Solens og Maanens
Bevægelser at skaffe sig en nogenlunde ordnet
Tidsregning. Det samme er Tilfældet med
Ægypterne, der tænkte sig det hele Univers som en
nogenlunde rektangulær, stor Æske af størst
Udstrækning i Nord-Syd Retningen som deres
Land; Bunden i Æsken var Jorden og
Ægypten laa i Midten. Hos Jøderne finder man den
samme Sammenblanding af Fantasi og Mytologi
som hos Babylonierne, hvad der kommer til
Syne paa flere Steder i det gamle Testamente.
Det første Forsøg paa en, om end meget
primitiv, Forstaaelse af et V. finder vi hos
Grækerne i den første Halvdel af 6. Aarh. f. Kr.
(se i øvrigt Verden).
Eudoxos fra Knidos har i sin Teori om de
homocentriske Sfærer meget sindrigt fremstillet
et V., som i store Træk gengiver de mere
iøjnefaldende Fænomener paa Himmelhvælvingen,
for saa vidt de var kendte i hans Tid. Men
dette V. har ikke været ret kendt i hele
Oldtiden, trods det, at det nævnes af Aristoteles og
omtales af Simplicius; det er først Schiaparelli
(og Apelt), som har vist os, hvor ufortjent det
var, at det blev glemt og ganske stillet i Skygge
af Hipparchos’ og Ptolemaios’ V. Efter denne
Teori er hver Vandrestjerne beliggende paa en
med Jorden koncentrisk Kugle, der drejer sig
om en Akse lodret paa Storcirkelplanet gennem
Planeten; for Fiksstjernehimmelen behøvedes
kun een Kugle for at faa forklaret den daglige
Bevægelse, men for de øvrige Himmellegemer
behøvedes der for hver Vandrestjerne flere
koncentriske Kugler. Saaledes maatte han for
at faa Maanens Bevægelse frem have 3 Kugler,
hvoraf den yderste roterede fra Øst mod Vest
i 24 Timer ligesom Fiksstjernehimlen. Den
inderste Kugle drejede sig fra Øst mod Vest
rundt om Dyrekredsens Akse med en daglig
Hastighed af 3,3′ eller een Gang rundt i 18 2/3
Aar, medens den mellemste drejede sig een
Gang rundt i 27 Dage fra Vest mod Øst om en
Akse, som dannede med den inderste Kugles
Akse en Vinkel lig Maanens største Bredde.
Ogsaa for Solen behøvedes foruden Sfæren til den
daglige Bevægelse og til den aarlige en mellem
disse liggende, der roterede om Dyrekredsens
Akse, men om Betydningen af denne
sidstnævnte Sfære er os ikke noget nærmere bekendt.
Den aarlige Bevægelse af Solen antog Eudoxos
for jævn i Modsætning til den af Meton og
Euktemon henimod 100 Aar tidligere gjorte
Opdagelse, at Solen behøver forskellig Tid for at
beskrive de 4 Kvadranter af dens Bane mellem
Jævndøgn og Solhverv. Som man ser, er
Eudoxos’ Solteori praktisk talt en Kopi af hans
Maaneteori. At forklare Planeternes højst
ujævne direkte Bevægelser og deres stationære og
retrograde Bevægelser var langt vanskeligere.
Her maatte han benytte 4 Sfærer for hver
Planet, hvoraf den yderste forklarede Planetens
daglige Botation rundt om Jorden i 24 Timer,
den anden Bevægelse langs Ekliptika i en
Periode3 som for de 3 yderste var henholdsvis
lig deres sideriske Omløbstid, for Merkur og
Venus derimod var lig et Aar; Bevægelsen hos
denne anden Sfære var for alle Planeter jævn.
For at forklare Bevægelsen i Bredde og paa
samme Tid den ujævne Bevægelse og Længde,
der afhænger af Planetens Elongation fra Solen,
anbragte han inden for de to nævnte to Sfærer,
saaledes at Planeten beskrev en sfærisk
Lemniskat; af Eudoxos kaldtes denne Kurve
Hippopede. Efter dette Eudoxos’ V. behøvedes der
saaledes 27 koncentriske Kugler. Disse blev af
Kalippos, Eudoxos’ Elev, forøgede med 6
til, nemlig 2 for Solen for at forklare
Aarstidernes ulige Længde, 2 for Maanen for at faa
dens ujævne Bevægelse frem, 1 for Venus og 1
for Mars, hvorved deres Bevægelse blev bedre
gengiven. Eudoxos og ligesaa Kalippos har
benyttet disse Kugler kun som et Middel til paa
den simpleste Maade at forklare alle de ujævne
Bevægelser, de havde iagttaget, og for ved
deres Hjælp at kunne forudberegne Planetens
Sted til en given Tid. Dette V. er det første
videnskabelig begrundede, man træffer paa, og
disse to Forskere er derfor ogsaa de ældste
videnskabelige Astronomer, man kender.
Systemet blev accepteret af Aristoteles, der var
den første, som leverede Beviser for Jordens
Kugleform og forsøgte at bestemme dens
Størrelse. Men han kunde ikke gaa med til kun
at betragte dette V. som en blot matematisk
Fortolkning, men vilde have disse Kugler til at
være reelle, altsaa Dele af et stort Maskineri.
Men da maatte han sørge for, at ikke
Bevægelsen af de ydre Sfærer blev overført paa de
indre. Bevægelsen af Fiksstjernehimlen kunde
naturligvis blive hensat til den yderste Sfære
for Saturn, men en direkte Forbindelse af den
inderste Saturn-Sfære med den yderste
Jupiter-Sfære var ikke mulig uden samtidig at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
