- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
932

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenssystem

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

overføre Bevægelsen af den første paa den
sidstnævnte, og derfor saa Aristoteles sig nødt til at
anbringe mellem de enkelte Planeter et vist
Antal Sfærer, som virkede i modsat Retning,
reagerende, med andre Ord ophævende
Bevægelsen af Eudoxos’ revolverende Kugler. For
en Række af n revolverende behøvedes der n—1
reagerende, følgelig for Saturn og Jupiter 4
revolverende og 3 reagerende, for de øvrige
Vandrestjerner undtagen Maanen 5 revolverende og
4 reagerende og for Maanen 5 revolverende, da
denne som den inderste ikke behøvede nogen
reagerende Sfærer. Heraf følger, at Aristoteles
til sit System maatte have 33 revolverende og
22 reagerende, i alt altsaa 55 Kugler, hvortil
kommer Fiksstjernesfæren, men af disse kunde
han have sløjfet de 6. Alligevel bliver det hele
System meget indviklet, og det er ikke til at
undres over, at det ikke vandt almindelig
Tilslutning. Man søgte hellere matematisk at finde en
naturligere Forklaring, og her forenede
Apollonios, Hipparchos og Ptolemaios sig hver paa
sin Vis i at udvikle det System, der fik sin
afsluttende Begrundelse af den sidstnævnte og
derfor kom til at bære hans Navn. Vel havde
tidligere Aristarchos lært, at Fiksstjernehimlen
og Solen stod stille, og at Jorden bevægede sig
om Solen, men den eengang udtalte Lære, at
Jorden var Verdens Centrum, havde faaet alt
for fast Fod. Og da det geocentriske System var
blevet fuldt udviklet (Hipparchos antog en
excentrisk Cirkel for at faa forklaret
Aarstidernes ulige Længde) med sin Epicykel, sin
Deferent og sit Centrum æquans (det Punkt paa
Apsidelinien, hvorfra Bevægelsen foregaar med
jævn Vinkelhastighed, liggende lige saa langt
fra Deferentens Centrum som dette fra Jorden),
saa blev det almindelig anerkendt som det, der
paa den simpleste Maade forklarede Planeternes
Bevægelse, uden at man derved vilde have
udtalt, at Planeterne i Virkeligheden bevægede
sig saaledes, som dette System fremstillede det.
I mere end 1400 Aar herskede dette
Ptolemaios’ V. uindskrænket. Vel var der en Tid,
da al videnskabelig Virksomhed laa nede, og
enkelte som Lactantius og Cyril af Jerusalem
ved en Bogstavfortolkning af Bibelen gav en
Udredning af, hvorledes Verden var ordnet,
som i mange Stykker mindede om Tiden før
Thales, for ikke at tale om Kosmas
Indicopleustes, som i sin kristne Topografi konstruerede
et V., der var en tro Efterligning af
Tabernaklet fra Jødernes Vandring i Ørkenen under
Ledelse af Moses. Hos de senere Kirkefædre som
Augustin finder man en noget forstandigere
Opfattelse, men Aarhundrede efter Aarhundrede
drøvtyggede man de første Kapitler i Genesis.
Bacon er en af de første, som hævder en noget
friere Anskuelse. Var saaledes al Bestræbelse i
de første 1300 Aar e. Kr. inden for
Kristenheden rettet paa at rive ned, hvad Grækerne
havde bygget op, er det Araberne, hvem Æren
tilhører for at have værnet om den Skat, som
var Efterslægten overleveret af Ptolemaios, og
for at have sørget for, at Kendskabet til hans
V. uden nogen som helst Forbedring fik
Udbredelse Vest over. Man begyndte igen ved
Middelhavets Lande at læse hans »Almagest«, samtidig
med at Interessen for de græske Forfattere, og
hvad de havde lært, blev mere levende. Flere
Aarhundreder maatte dog gaa hen, inden man
ganske kunde løsrive sig fra Aristoteles og
erstatte Ptolemaios’ geocentriske V. med det af
Koppernikus fremstillede heliocentriske.
Men da Kepler havde udviklet dette System
videre, Newton havde vist, at de 3 Kepler’ske
Love var en direkte Følge af Loven om den
almindelige Tiltrækning mellem
Himmellegegemerne, og Galilei ved sit teleskopiske
Studium af Himmelen havde ydet det
Koppernikanske V. en værdifuld Støtte, blev det, om end
under stor Modstand fra Kirkens Side, dog til
sidst anerkendt som det eneste naturlige V.
Ved Siden af de her nævnte 5 V. bør ogsaa
nævnes det af Tyge Brahe (s. d.) opstillede
V., og det System, som med Urette har faaet
Navnet det ægyptiske, efter hvilket Merkur og
Venus bevæger sig om Solen, som paa sin Side
bevæger sig med de øvrige Planeter og Maanen
om Jorden. Dette V. blev opstillet af
Herakleides af Pontus, efter hvad Chalcidius meddeler;
derimod er det mindre sandsynligt, at
Herakleides skulde have fremstillet det samme
System, som det vi kender under Navnet det
tychoniske, hvilket Schiaparelli har taget Ordet
for.

Som allerede nævnt var W. Herschel den
første, der udvidede Begrebet V. til at omfatte
det hele Univers. Før ham havde allerede
Kepler udtalt, at Solen var en Stjerne som de
øvrige og ingen fremskudt Stilling indtog i
Verdensrummet, medens Kant væsentlig efter
Impuls af Wright hævdede, at Stjernerne staar
langt tættere sammen i Retning af Mælkevejen
end i andre Retninger, samt at de bevæger
sig om et fælles Centrum; Lambert tænkte
sig Universet ordnet efter Systemer af
forskellig Art, i alt 5, hvert med sit
Centrallegeme fra det simpleste, nemlig en
Planet med Maaner, gennem Solsystemet,
Stjernehobe til Mælkevejen; alle disse forskellige
Systemer skulde holdes sammen af den
almindelige Tiltrækning. Men disse og andre lignende
Anskuelser har nu kun historisk Interesse, da
den første Betingelse for at faa et nærmere
Kendskab til Verdensrummets Struktur og da
først og fremmest til Fordelingen af Stjernerne
i Rummet maa være baseret paa Kendskab til
ikke blot Stjernernes tilsyneladende Fordeling
men ogsaa til deres Afstande, deres Lysstyrke,
Masse og Bevægelse. Men herom vidste man
saa godt som intet, før W. Herschel begyndte
med sine Stjernetællinger — »Stargauges«. Idet
han gik ud fra, at Stjernerne var jævnt fordelte
i Rummet, kom han til det Resultat, at
Systemet i det store og hele har den af Kant antagne
Linseform med Solen omtrent i Midten, en
Anskuelse, han senere modificerede, idet han
antog, at der fra Midten af Linsen i den ene
Retning strakte sig to Grene, hvilket skulde
svare til Spaltningen i Mælkevejen. Senere
fandt Herschel, at man vilde faa en rigtigere
Forestilling om Universet ved at benytte
Stjernernes Lysstyrke, idet man gaar ud fra, at
gennemsnitlig de stærkest lysende Stjerner er de
nærmeste, de svagest lysende Stjerner de

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0944.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free