Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wergeland, Henrik Arnold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mytologi, hvori han i Verdensdigtet havde
formet denne Religion; selv i en
»Langfredagssalme«, som blev sunget i Skarnes Kirke (1832),
genfinder vi det, og »Normandens Katechisme«
(1832), som var bestemt til Folkelæsning, er en
populariseret (og lidt plat) Lærebog, i den
samme Verdens- og Livsanskuelse. Direkte og
positivt virkeliggør han sit høje Program i sit
Arbejde for Menigmand. Maalet for
W.’s folkelige Bestræbelser er at vække en
virksom Almenaand, at tvinge enhver
Nordmand til at leve som Borger af sit Land,
af Verden og af »Himmelen«. Det vigtigste
Middel i dette Formaals Tjeneste er Udbredelse
af Oplysning. Hele sit Liv anvender han en
stor Del af sin uudtømmelige Energi paa
Oprettelsen af Folkebiblioteker, Sogneselskaber,
Søndagsskoler og Udgivelse af
Almueskrifter (»For Almuen«, 9 Hæfter, 1830—39; »For
Arbejderklassen«, I—VI, 1839—45). Og W.’s
Samfundsfølelse standser ikke ved Menneskene,
ogsaa Dyrene tager han sig af, ogsaa de
hører til de undertrykte; han føler sig
som de tavse lidendes Ridder, og Gang paa
Gang taler han deres Sag i sine Arbejderblade
og andensteds. Ja, selv Blomsterne og den døde
Natur finder Plads i hans Broderfavn; hele
hans Liv er et inderligt Samliv med Naturen,
ogsaa blandt Blomsterne havde han sine
undertrykte. W.’s Forhold til Naturen er ikke en
udenforstaaendes, som beundrer dens Skønhed
og søger dens Stemninger, han føler sig som
en Del af den og har Stunder, da han længes
tilbage til den som sit egentlige Hjem. Hans
Puls slaar i Takt med alle de Millioner Pulse
omkring ham; deraf den tindrende Livsfryd,
som jubler gennem al hans Digtning og
strømmer os i Møde fra hele hans Væsen.
Indledningsdigtet til »Skabelsen, Mennesket og
Messias« er derfor mere end Prologen til dette
Værk — det er et Motto til hele W.’s
Livsgerning: »Alt vil besynges i Kærlighedsdigtet, alt,
da alt kun af Kærlighed er«.
Det var en vældig Produktion, W. udfoldede
i den første Halvdel af 1830’erne; men selv om
han ikke havde foræret bort Honoraret for
mange af sine Bøger, vilde han dog ikke kunne
have levet af sin Pen; det at være Digter var
endnu ikke blevet et Levebrød, og hans Arbejde
for Folkeoplysningen gav ham naturligvis ingen
Indtægter. Han var nu (1834) fem Aars
teologisk Kandidat, han havde holdt sin
Dimisprædiken og var begyndt at »søge«. Men hans
Liv anbefalede ham ikke for Præstegerning eller
i det hele for Embedsbanen; han vedblev jo
stadig at deltage som Anfører i Studenternes
Sviregilder, og hvad der var endnu værre: han
optraadte i det politiske Liv paa en Maade,
som maatte gøre ham, Rabulisten, mistænkelig
i de magthavendes Øjne. Efter flere frugtesløse
Anstrengelser opgav han derfor Haabet om
Præsteembede og saa sig om efter anden
Udvej, studerede i et Aars Tid Medicin og havde
en Tid en daarlig lønnet Amanuensispost ved
Universitetsbiblioteket. 1836 var W. i øvrigt
midt oppe i den voldsomste politiske Kamp;
nylig havde han overtaget Redaktionen af
Smudsbladet »Statsborgeren«, og straks efter
grundedes der en ny Avis i Oslo, »Den
Constitutionelle«; det var W.’s gamle Fjender fra
Studentersamfundet, Welhaven og hans
Kammerater, som her skabte sig et selvstændigt
Organ. I Opfattelsen af W. var der ingen
Forandring foregaaet i denne Klike; naar de nu
traf ham som Leder af Landets værste
Smudsblad, fandt de heri kun en Bekræftelse paa
Spaadommen, de for længst havde udtalt. At
»Statsborgeren« under hans Redaktion var
blevet et ganske andet Blad, hvor den tidligere
sjofle Angivertrafik fuldstændig var ophørt,
gjorde i saa Henseende hverken fra eller til.
»Statsborgeren« var »Statsborgeren«, og W.
var Pøbelens naturlige Høvding. 1836—37 kom
den politiske Kamp væsentlig til at staa mellem
»Statsborgeren« og »Den Constitutionelle«. I
Sagen var de to Blade væsentlig enige, begge
misbilligede Kongens og Svenskernes Optræden;
desto uenigere var de om Maaden, hvorpaa
Kampen burde føres. »Den Constitutionelle«’s
Ledere var Jurister og forsigtige Mænd; W.
derimod busede efter sin Vane paa uden at
tage Hensyn til nogen Side, og han lod sig ikke
nøje med det Publikum, han kunde naa
gennem sin Avis, men forfattede ved Siden af en
Række flammende Flyveblade (»For
Menigmand«), som han lod udstrø paa Gader og
Stræder, og udsendte to ophidsende Farcer
»Stockholmsfareren« Nr. 1 og 2; derved
udartede Kampen efterhaanden til en rent
personlig Strid med W. som Midtpunkt. I Løbet
af 1837 døde dog Krigen hen. Karl Johan
gjorde Indrømmelser og blev populærere end
nogen Sinde. Men det følgende Aar brød der ud
en ny Kamp om W.’s Navn, ikke mindre
voldsom, men paa en ny Arena. Det var den
saakaldte »Campbellerfeide«, der udbrød som
Følge af en Pibekoncert til Ære for W.’s (nok saa
tarvelige) Skuespil »Campbellerne« (se
Welhaven). Samme Aar (1838) forlovede W. sig
med Sophie Bekkevold, hengav sig med Jubel
til sin ny Følelse, førte i Triumf sin elskede
hjem til Ejdsvold og skrev en Række
Poesier, varmblodige Udtryk for en mandig
Erotik. Det gjaldt nu mere end nogen Sinde at
faa en Stilling; men efter »Statsborgeren«,
Flyvebladene, »Stockholmsfarerne« var
Udsigterne til et Embede mørkere end nogen Sinde;
men saa traadte Kongen personlig til og
skaffede Udvej. W.’s Forhold til Karl Johan var
ganske ejendommeligt; W. var jo radikal og
Republikaner og havde aldrig lagt Skjul paa
sine Meninger, men samtidig havde han fra
Barndommen af gennem sin Fader lært at elske
Kongen, og Bernadotte’s Afstamning fra den
franske Nation, hans Sammenhæng med
Revolutionen, hans Bedrifter under Kejserdømmet,
hans vidunderlige Løbebane — alt dette
vævede sig i W.’s Sind sammen til et Heltebillede,
han trofast vedblev at dyrke hele sit Liv. Da
Karl Johan Vinteren 1838 holdt sit Indtog i
Oslo, skrev W. sit bekendte Digt »Kongens
Ankomst«, og hvad enten nu Kongen virkelig blev
rørt, eller han fandt det klogt at binde en
farlig Modstander til sig med Taknemmelighed —
nok er det, han gav W. et formeligt Løfte paa
et Kapellani, og da det ved W.’s Uforsigtighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
