Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - West Virginia - Westwood, John Obadiah - Vesuv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Læderindustri. Jernbanenettet er paa c. 11000
km og sætter W. V. i Forbindelse med
Pennsylvania og den atlantiske Kysts store Industri-
og Handelscentre. W. V.’s egne Byer er ret
smaa. Kun 25 % af W. V.’s Indbyggere lever
i Byer. Hovedstaden er Charleston. Staten
er delt i 55 Counties og styres af en Guvernør
og en lovgivende Forsamling, bestaaende af to
Kamre (30 Senatorer, 94 Delegerede). Til U. S.’
Kongres sender W. V. 2 Senatorer og 6
Repræsentanter.
Historie. Før Borgerkrigen hørte W. V. til
Virginia. Det var svagt befolket, men skarpt skilt
fra Hovedlandet ved de appalachiske Bjerge.
Derfor havde Omraadet mere Forbindelse med
Staterne ved Ohio end med det atlantiske
Kystland, og da der desuden ikke fandtes Plantager
og kun faa Negre, havde det ingen Interesse
i Slavespørgsmaalet. Disse Forhold gav
Anledning til stadige Stridigheder mellem de to
Statshalvdele. Allerede 1776, under den
nordamerikanske Frihedskrig, arbejdedes der i W. V. for
Løsrivelse fra Virginia; og da Virginia 1861
vedtog at skille sig ud fra Unionen, erklærede de
vestlige Distrikter sig imod dette Skridt og
dannede en ny provisorisk Stat. Denne blev
1863 optaget i Unionen. Længe vægrede W. V.
sig ved at overtage nogen Del af Virginias
Statsgæld; men da U. S.’s Højesterets Kendelse var
gaaet W. V. imod (1911 og 1915), maatte W. V.
gaa ind paa at overtage c. 12,4 Mill. Doll. af
Virginias Gæld.
(H. P. S.). G. Ht.
Westwood [’westwud], John Obadiah,
engelsk Zoolog (1805—93), virkede fra 1861 som
Professor i Oxford. Han var en af sin Tids
berømteste Entomologer og beherskede i en
ualmindelig Grad denne Videnskabsgrens uhyre
Stof, et Forhold, der tydeligt viser sig i hans
endnu værdifulde Introduction to the
classification of insects (1839—40). Endvidere har han
udgivet en lang Række smukt illustrerede
Monografier over forskellige Insektgrupper, f. Eks.
de engelske Sommerfugle, og sammen med
Spence Bate History of british sessile-eyed
Cruslacea 1861—69.
R. H. S.
Vesuv (italiensk Monte Vesuvio, latinsk
Vesuvius), den eneste virksomme Vulkan paa
Europas Fastland, ligger 15 km ØSØ. f. Napoli
som et stort isoleret Bjerg, hvis sydvestlige
Fod beskylles af Middelhavet, medens det i
øvrigt hæver sig jævnt fra Campaniens Slette.
Formen er som en Kegle, der foroven deler sig
i to Toppe; den fælles Grundflade er næsten
kredsrund og 16 km i Tværmaal. Af de to
Toppe udgør den sydvestlige, det egentlige V.,
en regelmæssig formet Askekegle med lidt over
30° Skraaning; i Spidsen findes Krateret,
hvorfra der næsten altid stiger en Dampsøjle til
Vejrs. Den anden Top, Monte Somma,
naar en Højde af 1137 m o. H. og danner en
halvkredsformet Ryg, der omgiver Askekeglen
paa Nord- og Østsiden; mellem det egentlige V.
og Somma ligger (c. 600 m o. H.) Dalen Atrio
del Cavallo. Somma-Ryggen er en Rest af
Ringvolden omkring et Krater fra forhistorisk
Tid; den nu virksomme Askekegle opbyggedes
første Gang i Aaret 79 e. Kr., da Vulkanen
atter vaagnede til Liv. I Form og Højde er
Askekeglen variabel; ved hvert stærkt Udbrud
bliver Keglens Højde forringet og dens Top
afstumpet, idet Krateret udvides; under den
langvarige Tilstand af svag Virksomhed, som gerne
følger efter Udbrudene, bygges Keglen atter
højere. Dens Gennemsnitshøjde er c. 1250 m;
1749 var den kun 1040 m, og før det sidste
større Udbrud (1906) var den lidt over 1300 m,
men er nu kun 1182 m. Navnet Askekegle er
for øvrigt lidet betegnende, idet Keglen
væsentlig er opbygget af de grovere kokslignende
Udbrudsprodukter, medens den fine Aske af
Vinden er spredt over hele Omegnen. Alle
Udbrudsprodukterne bestaar af Leucittefrit og
fremkommer ved hvert Udbrud baade i Form
af Lavastrømme og som løst udkastede Masser
(Bomber, Grus og Aske).
V.’s Fod bebos af en talrig Befolkning (over
80000) og bærer paa Vest- og Sydsiden Byerne
Portici, Resina, Torre del Greco, Torre dell’
Annunziata, Boscoreale; noget højere oppe
ligger San Giorgio, Massa, San Sebastiano,
Boscotrecase; paa Nord- og Nordøstsiden Sta.
Anastasia, Somma og Ottajano. Den frugtbare
Jordbund bærer Vinhaver (herfra den bekendte
Vin Lacrymæ Christi), Frugthaver og
Sædmarker; mellem de dyrkede Partier strækker sig
smalle ufrugtbare Dale, hvis Bund dækkes af
de gamle Lavastrømme. Højere oppe er
Bjerget goldt og hærget af Udbrudene, kun paa
enkelte Steder findes her Kastanje- og
Frugthaver. Den egentlige Askekegle er helt nøgen.
Ved dennes Fod, paa en lille fremspringende
Høj, ligger (676 m o. H.) det 1844 byggede
Observatorium, hvor den vulkanske
Virksomhed i Bjerget nærmere studeres. Fra Resina
fører en (1903 aabnet) Tandhjulsbane til
Observatoriet og til den nederste Station for den 1880
aabnede, 820 m lange Tovbane, som fører
Turisterne næsten helt op til Kraterranden
(Banen ødelagdes delvis ved Udbrudet 1906). En
anden i Siksak anlagt Vej fører fra Pompeji op
til Toppen.
V. forholdt sig i Oldtiden som en udslukt
Vulkan indtil Aar 79 e. Kr., da et overordentlig
voldsomt Udbrud 24. Aug. begravede Byerne
Pompeji, Herculaneum og Stabiæ. Fra den Tid
af har stærke og svage Udbrud fundet Sted
med korte Mellemrum, kun i Tiden 1139—1631
var der en længere Hvileperiode. De
betydeligste Udbrud efter 79 fandt Sted i Aarene 203,
472, 512, 685, 982, 1036, 1139; efter den nævnte
Hviletid kom 1631 et Udbrud, der var næsten
lige saa heftigt som det i 79; ny Udbrud fulgte
1638, 1660, 1680, 1790; 1794 blev ved et særlig
stærkt Udbrud Torre del Greco ødelagt, og flere
Tusinde Mennesker omkom. I 19. Aarhundrede
har der været anselige Udbrud een eller flere
Gange i hvert Decennium, og selv mellem
Udbrudene har der næsten aldrig været Ro;
betydeligst var Udbrudene 1822 og 1872; ved det
sidstnævnte omkom 300 Mennesker, som havde
vovet sig op i Atrio del Cavallo, og en
Lavastrøm ødelagde en Del af Byerne Massa og San
Sebastiano. Endelig har 1906 (7.—10. Apr.) et
særlig heftigt Udbrud ødelagt Boscotrecase og
delvis Ottajano. Et vulkanologisk Institut, der
særlig har til Opgave at studere V.’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
