Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wetterling, Alexander Klemens - Wetterlund, Fredrik Maurits - Vettern - Wetterstedt, Gustaf af - Wettin - Vettisfossen - Vettoner - Wettstein, Johann Jakob - Wettstein, Richard, Ritter von Westersheim
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adskillige ret tørre Slagbilleder og historiske
Figurbilleder (»Slaget ved Dennewitz«, »Karl
Johans Møde med de allierede Monarker« m.
v.) og Smaabilleder med Heste.
Nationalmuseet i Sthlm ejer en større Samling af hans
Tegninger, deriblandt Karikaturer.
A. Hk.
Wetterlund [’vætərlund], Fredrik
Maurits, svensk Forfatter og Kritiker, f. 10. Oktbr
1865, Dr. phil. 1900, Docent 1902—10 i Lund,
1911—18 i Sthlm. 1896 debuterede han med
Digtsamlingen »I dagens stunder«, der fulgtes
af »I gråbergsbaner« (1896) og den af Lyrik
og Kritik optagne »Studier och dikter« (1901).
Paa det Tidspunkt var han allerede langt inde
i Studiet af Atterbom’s Digtning; »Atterboms
sagospel Fågel blå« (1900—02) fulgtes af
»Atterboms sagospel Lycksalikhetens ö« (1924), og
Aarene derimellem havde han været optaget
kritisk af Virksomhed ved »Aftonbladet«, hvoraf
en Del atter optryktes i hans forskellige
Essayssamlinger. Hans Lyrik blev dog stadig ved at
strømme, ikke rigt, men ejendommeligt
vemodig og drømmende, lidt i Slægt med den
romantiske Tid, som han har viet sit
litteraturhistoriske Forfatterskab. 1925 tildelte »De nio«
ham Selskabets store Pris: 10000 Kr.
O. Th.
Vettern, se Vättern.
Wetterstedt, Gustaf af, svensk Diplomat,
f. 29. Decbr 1776, d. 15. Maj 1837. Han var
1802—05 Sekretær i Udenrigsministeriet og derefter
som Kabinetssekretær Redskab for Gustaf IV’s
Udenrigspolitik. Efter Kongens Afsættelse 1809
blev han Hofkansler og tjente senere lige saa
føjelig Kronprins Karl Johan (senere Karl XIV);
fulgte ham 1812 til Mødet i Åbo med Kejser
Alexander I og 1813—14 paa Felttogene i
Tyskland, Holsten og Frankrig. Han sluttede 1814
Freden i Kiel, saavel som i Paris, og blev i
Septbr samme Aar en af de 6 Kommissærer,
der forhandlede med Stortinget om Norges
fremtidige Stilling til Sverige. I denne Sag viste
han stor Smidighed til at mægle, men liden
Sans for at opnaa klare og bestemte Afgørelser.
Endvidere var han Regeringens Talerør paa
Ridderhuset og dens Tilsynsmand med Pressen;
han brugte eller rettere misbrugte i høj Grad
Inddragningsretten over for de frisindede
Blade. 1824 blev W. Udenrigsminister og forblev i
denne Stilling indtil sin Død; han afsluttede en
Række vigtige Handelspagter, men paadrog ved
sin ligegyldige Forvaltning Kabinetskassen stor
Gæld. Som ypperlig Taler var han 1811 blevet
Medlem af det svenske Akademi; ophøjedes
1806 til Friherre og 1819 til Greve.
(E. E.). G. C.
Wettin [væ’ti.n], By i preussisk Provins
Sachsen, Regeringsdistrikt Merseburg, 15 km
NV. f. Halle ved Saale, har (1925) 2615
Indbyggere. Amtsret; Kurvefabrikation, Mølledrift,
Porfyrbrud. Paa en Klippe oven for Byen findes
Greverne W.’s Stamslot (opført 1123—56), der
nu er Invalidehjem. Efter denne Borg opkaldte
sig den wettinske Slægt, fra hvilken de indtil
1918 i Sachsen og i de sachsiske Hertugdømmer
regerende Huse samt Kongehusene i Belgien
og Portugal nedstammer. Som Stamfader til
denne Slægt nævnes Grev Dedo, d. 957, hvis
Søn Dietrich af Buzici 982 faldt i Kalabrien i
Otto II’s Slag mod Saracenerne og Grækerne.
1288 blev Grevskabet W. afstaaet af Huset W.
til Ærkebispedømmet Magdeburg.
(Joh. F.). O. K.
Vettisfossen, bekendt Fossefald i
Jotunheimen i Aardal Herred (s. d.), Sogn og Fjordane
Fylke, med en Faldhøjde af 260 m; det dannes
af Elven Morka-Koldedøla, hvor denne styrter sig
ned i Utladalen. Ved kgl. Resolution af 8. Febr
1924 er Fossen fredet mod Ødelæggelse,
Beskadigelse eller Forandring af nogen Slags.
(N. S.). M. H.
Vettoner, Oldtidsfolk i det vestlige Spanien,
Ø. f. Lusitanerne og imellem Floderne Durius
og Tagus. Deres vigtigste Byer var Salmantica
og Capera.
H. H. R.
Wettstein [’væt∫ta^in], Johann Jakob,
schweizisk Teolog, f. i Basel 5. Marts 1693, d.
9. Marts 1754, vandt sig et stort Navn som
Tekstkritiker. Fra sin Ungdom af var han ivrig
interesseret for Studiet af det ny Testamentes
Tekst, og han foretog mange Rejser for sit
Studiums Skyld. En Tid havde han et gejstligt
Embede i Basel, men 1729 blev han beskyldt
for Socinianisme, delvis dog med Urette, og
han maatte flygte til Holland. 1732 kom W.
tilbage til Basel og fik paa ny sit Embede, men
atter blev han anklaget, og atter maatte han ty
til Holland, hvor han saa blev Professor ved
Remonstranternes Kollegium i Amsterdam. W.
var en betydelig Variantsamler. 1751—52 udgav
han en Tekstudgave af det ny Testamente, men
holdt sig forsigtig til den overleverede Tekst
og gav kun i Noter sine Læsemaader. I
»Prolegomena« (1730) har han givet vigtige Bidrag
til Tekstkritikken, og efter hans Død udgav
W. Bowyer hans Tekst (London 1763). W. fik
vel ikke Forstaaelse for den rette Vurdering
af Haandskrifterne, men han studerede og
sammenlignede et meget stort Tal af disse. (Litt:
L. W. Schat Petersen, »Indledning til
det ny Testamente« [1899]).
A. Th. J.
Wettstein [’væt∫ta^in], Richard, Ritter
von Westersheim, østerrigsk Botaniker,
er født 1863 i Wien, blev 1886 Privatdocent i
Botanik i Wien, 1892 Professor og Direktør for
den botaniske Have ved det tyske Universitet
i Prag; 1899 kom han i samme Stilling til
Universitetet i Wien og blev her Direktør for det
af ham grundlagte, botaniske Institut. 1901
foretog han en stor Forskningsrejse til
Sydbrasilien; Materialet er behandlet i »Botanische
Ergebnisse der Expedition nach Südbrasilien«
(1908). Af hans Skrifter kan nævnes:
»Untersuchungen über Wachsthumsgesetze der
Pflanzenorgane« (2 Dele, Wien 1884), »Morphologie
und Biologie der Cystiden« (1887),
»Monographie der Gattung Euphrasia« (1896), »Handbuch
der systematischen Botanik« (1901); ny Udgave
1911. Han er en fremtrædende Systematiker,
men har tillige givet vigtige Bidrag til
Kendskabet af biologiske Forhold hos Planterne;
saaledes grundlagt Læren om
Sæsondimorfisme (Optræden ti] forskellige Aarstider af
forskellige Former af een og samme Art).
Ogsaa arvelighedsbiologiske Spørgsmaal har W.
taget op til Behandling og udgivet »Der
Lamarckismus und seine Beziehungen zum
Darwinismus« (1903). Siden 1889 er W. Redaktør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
