Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Viborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
længe efter fandtes Rester af Voldene) og gav
den Privilegier. Det var ogsaa her, at Valdemar
fremstod med Anklagen mod Svend efter hans
troløse Overfald i Roskilde. Efter at Erik
Menved 1313 havde dæmpet det jyske Oprør,
opførte eller ombyggede han det befæstede Slot
paa Borgvold (se ovenfor), som vistnok
oprindelig Svend Grade havde ladet rejse; men snart
efter er det sandsynligvis blevet nedbrudt for
bestandig ifølge Bestemmelsen i Christoffer II’s
Haandfæstning, der blev udstedt i V. Efter at
Christoffer af Bayern i 1440 var bleven hyldet
i V., bekræftede han Byens gamle Privilegier,
de ældste, man kender, og viste den sin Gunst
paa andre Maader, bl. a. ved at give den
Toldfrihed. Det var i V., at den jyske Adel og
flere jyske Bisper rejste Oprørsfanen mod
Christian II og udstedte det bekendte
Opsigelsesbrev. Frederik I blev hyldet her, ved hvilken
Lejlighed han udstedte sin Haandfæstning og
lod Christian II’s Love brænde som skadelige
og stridende mod gode Sæder. Den var en af
Landets ældste Handelsstæder og Nørrejyllands
vigtigste Mødested lige fra Knud den Store’s til
Christoffer II’s Tid. Det er dog særlig det stærke
kirkelige Liv, der prægede V. i Middelalderen,
og faa andre danske Byer har haft saa mange
Kirker og Klostre.
Den vigtigste kirkelige Institution var
Domkapitelet, Skt. Marie eller Vor Frue Kloster, der
organiseredes som saadan ved Bispesædets
Oprettelse 1065 og bestod som et
regelmæssigt, meget indflydelsesrigt Klostersamfund
indtil 1440, da det omdannedes til almindeligt
Domkapitel. Et Skt Budolfi Kloster nævnes allerede
i 1. Trediedel af 13. Aarhundrede, men var alt
nedlagt i Slutningen af 15. Aarhundrede. Et
Skt Hans Kloster (»Korsbrødregaarden«) for
Johanniterne stammede vistnok fra Slutningen
af 12. Aarhundrede; Kirken blev efter
Klosterets Nedlæggelse en Tid brugt til Domhus for
Landstinget; 1578 bestemtes, at Kirke- og
Klosterbygningerne, der laa mod N. i Byen, skulde
nedbrydes. Sortebrødreklosteret, hvis Kirke nu
er Byens anden Sognekirke, skal være stiftet
c. 1227. Et Graabrødrekloster, stiftet c. 1235,
blev efter Reformationen omdannet til
almindeligt Hospital (se ovenfor), medens Kirken blev
Sognekirke og først nedlagdes 1809; 1896
afdækkedes dens Fundamenter i »Tausens Minde«,
og lave Væksthække angiver nu dens Plads og
Grundplan. Foruden disse Klosterkirker havde
Byen i den katolske Tid mindst 12 Sognekirker
(og nogle Kapeller), der alle bestemtes til
Nedbrydning i 1529, men hvoraf der stod Rester
længe efter, samt flere milde Stiftelser.
Den fremragende Plads, som Byen indtog i
den katolske Tid, hævdede den ogsaa under
Reformationen, da den blev den første By i
Landet, hvor den ny Lære førtes frem af Hans
Tausen. Ogsaa Grevens Fejde har upaatvivlelig
været bevægede Tider for V.; Borgerne stod
vistnok paa Christian II’s Side, og Skipper
Clement havde en Tid, før han trak sig tilbage til
Aalborg, sit Hovedkvarter her; hans
Henrettelse skal være foregaaet i Byen. Dens
Storhedstid varede helt op til Enevældens
Indførelse; Danske Atlas siger, at den før 1660 var
Jyllands betydeligste By baade med Hensyn til
Velstand og Indbyggerantal. Her opholdt ofte
Kongerne sig og holdt Retterting, Tronfølgerne
hyldedes her (den sidste var Christian V.,
1655), og her samledes den jyske Adel for at
forhandle om sine Interesser eller for at fejre
Bryllupper og andre Fester; Tilstrømningen var
især stor ved Landstingstider, og navnlig ved
Snapstinget, det første og fornemste Landsting
i Aaret, der tillige var Omslagstermin for hele
Jylland og Marked (senere rykkedes det
længere hen i Aaret, nu holdes det som almindeligt
Marked i Juni uden dog at have den fordums
Betydning). Dog begyndte Byen alt at gaa
tilbage i denne Tid; dels hærgedes den af store
Brande, saaledes 1567 og 1615, dels lod Krigene
i 17. Aarhundrede den ikke gaa Ram forbi;
navnlig led den meget under Svenskekrigen
1657—60. Men efter 1660, da Adelens Møder
ophørte, begyndte Ulykkerne for Alvor. 1667
brændte en stor Del af Byen, navnlig
Graabrødre Sogn; under den Skaanske Krig, da den
maatte udrede et stort Krigsudstyr, var
Tilstanden saa slet, at Gaardene, hvoraf mange laa
øde efter Branden, solgtes for en Trediedel af
Tagstenenes Værdi. Den største Brand var 25.
Septbr 1726, da over Halvdelen af Byen med
de fleste offentlige Bygninger (i alt 149 Gaarde
og Huse) gik op i Luer. Byen fik
Konsumtionsfrihed for 12 Aar, og til dens Genopbyggelse
udskreves der en Skat i Danmark og Norge;
men endnu langt op i 19. Aarhundrede saas
øde Pladser efter Branden. I 18. Aarhundrede
sygnede Byen hen; medens der endnu 1672
havde været c. 2700 Indbyggere, var Tallet 1769
knapt 2000, hvoraf 300 var under Fattigvæsenet.
I 19. Aarhundrede er den dog atter gaaet jævnt
fremad. Vel var det et Tab for den, da
Landstinget ophævedes 1805, men den fik Erstatning
derved, at Landsoverretten for Nørrejylland fik
Sæde her og atter gav den Præget af
Landsdelens Hovedstad, noget, som yderligere
styrkedes, da den jyske Stænderforsamling traadte
sammen her 1836. 1848 var V. stærkt med i
Frihedsbevægelsen, og i Martsdagene holdtes
her samtidig med Valget af de »erfarne Mænd«
et Folkemøde, hvor der vedtoges lignende
Beslutninger som paa Casino-Mødet i Kjøbenhavn.
Af det, der yderligere har bidraget til
Fremgangen, maa nævnes Oprettelsen af et eget
Toldsted 1841, og at den blev Garnisonsby 1865,
endvidere Jernbaneanlæggene, de store
Hedeopdyrkninger i Omegnen, Lejrsamlingerne ved
Hald 1868—80 m. m. Derimod blev det ikke til
noget med at gøre Byen til et Centrum for
videnskabelig Uddannelse i Jylland ved
Oprettelsen af en højere Læreanstalt, en Tanke, som
allerede Christian III og Frederik II syslede
med, og som ogsaa var oppe i 1840’erne saavel
som i Nutiden. — Af Mænd, der er fødte i V.,
nævnes Biskop Jørgen Sadolin (1499),
Historieskriveren Vitus Bering (1617),
Nationaløkonomen O. C. Olufsen (1764) og Marineminister C.
Zahrtmann 1793). (Litt: Chr. Erichsen,
»V. Byes Beskr.« [Kbhvn 1727]; A. C. Krog,
»Saml. Efterretn. om V. Bye« [Viborg 1779]; M.
R. Ursin, »Stiftsstaden V.« [Kbhvn 1849]; A.
Heise, Diplomat. Vibergense [Kbhvn 1879];
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
