Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wichern, Johann Hinrich - Wichert, Ernst - Wichfeld - Wichita - Wichmand - Wichmann, Adolf Friedrich Georg - Wichmann, Karl Friedrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Drenge, og til denne hans første Hovedtanke
sluttede sig snart en anden, nemlig at genoplive
det gamle Diakonat og uddanne unge Mænd
til at tage en tjenende Gerning op i Menigheden.
Den første Hovedtanke fik han hurtig
realiseret. Allerede den 31. Oktbr 1833 kunde han
flytte ind i et lille Hus, som var skænket ham
til Drengehjem, det senere saa berømte Rauhes
Haus (egentlig Ruge’s Haus, efter den forrige
Ejer). Her samlede han da flere og flere
Drenge, som han opdrog, underviste og uddannede,
og Rauhes Hus blev et Mønsterhus for saa
godt som hele den civiliserede Verden.
Princippet var Familiesystemet, ɔ: Drengene boede
sammen i smaa Afdelinger, »Familier«, hver
Familie i sit lille Hus, med sin Husførelse og
med sin Husfader. Paa den Maade søgte W. at
værne om Individualiteterne. Børnene blev
oplærte til at hjælpe sig selv i alle Henseender og
til at arbejde med i Haven og Huset.
Efterhaanden fik han ogsaa sin anden Hovedtanke
realiseret. Han fik tilkaldt unge Mænd som
Hjælpere ved Arbejdet med Børnene og
uddannede dem saa til Diakoner gennem
praktisk og teoretisk Undervisning. Som
Diakonhjem blev Rauhes Hus ogsaa et Mønsterhus.
Men W. kom til at optræde paa en større
Skueplads. 1848 sammenkaldtes en Kirkedag i
Wittenberg for at samle de kirkeligsindede og
danne en Modvægt mod Tidens revolutionære
Bevægelser. Ved den Lejlighed holdt W. en
mægtig Tale, som med eet Slag skabte den tyske
indre Mission. Han kaldte nemlig Menigheden
frem til at øve Troens og Kærlighedens
Gerninger i Folket og derigennem læge Tidens
Brøst, og hans Ord vandt begejstret Tilslutning
hele Tyskland over. Den ene kristne
filantropiske Institution rejste sig efter den anden.
Frederik Vilhelm IV af Preussen kaldte W. til
Berlin og gav ham 1857 en ledende Stilling i
den øverste kirkelige Styrelse, og med
utrættelig Energi kastede W. sig ind i nye store
Arbejder for den indre Mission, samtidig med at
han beholdt Ledelsen af Rauhes Hus. I de
tre Krige, 1864, 1866 og 1870—71, organiserede
han en Feltdiakoni. Men da brødes hans Kraft,
han maatte trække sig tilbage til Rauhes Hus,
og de sidste 7 Aar af hans Liv var en fortsat
legemlig og aandelig Lidelsestid. Sine Drenge
slap han dog aldrig. Da han paa Grund af
Sygdom hverken kunde taale at læse eller
skrive, sad han og strikkede Strømper til dem. W.
skrev meget. Han grundlagde 1845 Tidsskriftet
»Fliegende Blätter aus dem Rauhen Hause«, der
er fortsat lige op til vor Tid, og som er et
Hovedorgan for den tyske indre Mission og dens
Kærlighedsgerninger. (Litt: Fr.
Oldenberg, »J. H. W.« [1884]; N. Dalhoff, »Gak
hen og gør du ligesaa« [1900]).
A. Th. J.
Wichert [’vekərt], Ernst, tysk Dramatiker
og Novelleforfatter, f. 11. Marts 1831 i
Insterburg, d. i Berlin 21. Jan. 1902. Han studerede
Historie og Jura i Königsberg og Berlin, blev
1860 Kredsdommer i Prökuls, 1863
Byretsdommer i Königsberg, udnævntes 1887 til
Kammerretsraad i Berlin og tog 1896 sin Afsked som
Geheime-Justitsrath. Jævnsides sin
Embedsgerning udfoldede W. en betydelig
Forfattervirksomhed. Hans første Arbejde var det
patriotiske Drama »Unser General York« (1858), der
efterfulgtes af Lystspil som »Hinterm Rücken«,
»Ein Schritt vom Wege« og »Ihr Taufschein«, af
Tragedien »Der Withing von Samland« og
Dramaerne »Licht und Schatten« og »Aus eigenem
Recht« (1894), som dog ikke opnaaede samme
Held paa Scenen som hans underholdende
Romaner og Fortællinger hos Læseverdenen: »Aus
anständiger Familie«, flere Samlinger
»Litauische Geschichten«, »Ein häszlicher Mensch«,
samt de historiske Romaner »Heinrich Reusz
von Plauen« og »Der grosse Kurfurst in
Preussen«, Bøger, der viser ham som en behændig
og virkningsfuld Fortæller, uden større
kunstneriske Maal eller Hensigter. En meget
værdifuld Autobiografi udgav han inden sin Død:
»Richter und Dichter« (1900), »Kleine Romane«
(3 Bind, 1871), »Dramatische Werke« (1873),
»Gesammelte Werke« (18 Bind, 1896—1902).
(Litt: K. E. Franzos, »Geschichte des
Erstlingswerk« [1894]; E. Krause i
»Deutsche Dichtung«, III).
C. B-s.
Wichfeld [’vik-], dansk Adelsslægt, der
nedstammer fra Købmand i Nykjøbing paa Falster
Bertel Wichmand, som havde tjent sig
en Formue og købt Hovedgaarden Engestofte
(s. d.). Ved Patent af 23. Juli 1777 blev hans
to Sønner, Major, senere Oberst Thomas
Frederik Wichmand (1726—1803) og
Vicelandsdommer i Lolland og Falster, senere
Etatsraad Jørgen Wichmand (1729—97),
optaget i den danske Adel med Navnet W.
og følgende Vaaben: Skjoldet tværdelt af Sølv
og rødt, deri et kronet, naturligfarvet
Hundehoved, paa Hjelmen et lignende Hoved. Jørgen
W. overtog Engestofte og købte Ulriksdal
1776. Han var ugift. Ifølge hans Dispositioner
blev der 8. Novbr 1799 af de to Gaarde oprettet
et Stamhus, der først tilfaldt Brodersønnen,
Oberstløjtnant, Kammerherre Henning W.
(1767—1846), hvis Søn, Kammerherre Jørgen
W. (1800—88), var Medlem af Landstinget
1864—76. Sidstnævntes Søn, Kammerherre,
Hofjægermester Niels Henning Frederik W.
(1849-1907), blev Fader til cand. phil.
Jørgen Adalbert W. (f. 1885), der lod
Stamhuset afløse og derefter overtog de to Gaarde
som fri Ejendom.
P. B. G.
Wichita [’wit∫ita], By i U. S. A., Kansas,
ligger 207 km SV. f. Topeka ved Little
Arkansas Rivers Udløb i Arkansas River. (1920) 72217
Indbygg-ere. W. er et vigtigt
Jernbaneknudepunkt og det kommercielle Centrum for et rigt
Landbrugsdistrikt med stor Produktion af
Hvede, Majs og Kvæg.
G. Ht.
Wichmand, se Wichfeld.
Wichmann [rvelman], Adolf Friedrich
Georg, tysk Maler, f. 1820 i Celle, d. 1866 i
Dresden. W., der blev Elev af
Dresden-Akademiet under Bendemann (og nøje knyttet til
denne) og i øvrigt uddannede sig i Italien
efter de gamle Mestre, malede Historiebilleder
m. m.: »Den opfyldte Bøn« (1853, Münchens ny
Pinakotek), »Aretino og Tizian« (1865,
Dresdens Galleri) m. v.
A. Hk.
Wichmann [’vekman], Karl Friedrich,
tysk Billedhugger, f. 1775 i Potsdam, d. 1836
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
