Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vidne - Vidneførsel - Vidnepligt - Vidnepsykologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
snævert og omfatter kun saadanne V., som
personlig fremstiller sig for en Domstol for at
afgive Forklaring til Oplysning i en mellem
andre verserende Retssag. De af Parterne selv
afgivne Forklaringer er saaledes ikke
Vidneudsagn. — Vidnepligten er en almindelig
Borgerpligt; enhver, der af Retten indkaldes
som V., er i alle Tilfælde pligtig at fremstille
sig, og Overtrædelse heraf medfører Bøder,
eventuel Erstatning og Fængsling. Under visse
Omstændigheder kan V. imidlertid begære sig
fritaget for at afgive Forklaring; i Straffesager
kan Vidnesbyrd saaledes nægtes, naar
Forklaringen vilde udsætte V. selv for Tab af
borgerlig Agtelse eller Velfærd; i Sager, der ikke
forfølges som Straffesager, strækker Fritagelsen sig
endnu videre, idet V. her kan nægte at udtale
sig, ikke blot naar Besvarelsen af et
Spørgsmaal vilde udsætte V. selv for Tab af Agtelse
eller Velfærd eller for et væsentligt Formuetab,
man ogsaa naar lignende Følger derved kunde
ramme V.’s Ægtefælle, Børn eller Forældre;
indbyrdes Meddelelser mellem Ægtefæller har
en særlig Beskyttelse, idet en gift Person altid
(bortset fra Straffesager) kan nægte at vidne
desangaaende, saafremt Skade derved kunde
opstaa for en af Ægtefællerne. For
Vidnepligten i Pressesager gælder specielle Regler, der
bl. a., dog med visse Forbehold, berettiger
Redaktører o. l. til at nægte Oplysning om Kilden
til Bladmeddelelser. I Forhold, hvor Loven
paalægger Tavshedspligt, har man forbudt
Vidneførsel angaaende Forhold, der har Krav
paa Hemmeligholdelse; dette kommer bl. a. til
anvendelse paa Vidneforklaringer, afgivne af
Embedsmænd, Rigsdagsmænd og andre
Indehavere af offentlige Hverv, Præster, Sagførere
og Funktionærer ved Fødselsstiftelsen i Kbhvn,
dog kun indenfor de i Loven angivne Rammer.
— Vidneførslen foregaar saavidt muligt
umiddelbart for den Ret, der skal dømme i
Sagen, og finder meget ofte Sted i Forbindelse
med selve Domsforhandlingen, men
Undtagelserne fra dette Princip er dog ikke faa og
skyldes navnlig den Omstændighed, at Retssagerne
ifølge vor Retsplejes System hyppig forberedes
ved en anden Domstol end den, der sluttelig
fælder Dommen. Afhøringen af Vidner foretages
i Reglen af Partiernes Sagførere (eller Parterne
selv), men saaledes at Retten har Myndighed
til at gribe ind og stille Spørgsmaal til V.
Forinden Afhøringen formanes V. af Retten til at
tale Sandhed; efter Afhøringen edsfæstes V.,
hvilket i Straffesager i Almindelighed er
obligatorisk, men i andre Sager kun finder Sted efter
Parternes Begæring. Børn under 15 Aar,
Aandssvage og visse Forbrydere maa ikke tages i Ed.
Uberettiget Vægring ved at aflægge Ed eller
afgive Vidneforklaring medfører Bøder,
eventuel Erstatning og Fængsling. — For sit Møde
i Retten har V. Krav paa en mindre kontant
Godtgørelse som Vederlag for Tidsspilde samt
som Erstatning for Rejseudgifter.
K. Hch.
I Norge bestemmer Lov om
Rettergangsmaaden i Tvistemaal § 205: Uden Samtykke af
den, som har Krav paa Hemmeligholdelse, maa
Retten ikke tage imod Vidnesbyrd af Præster
i Statskirken og andre anerkendte
Trossamfund, Sagførere, Forsvarere i Straffesager,
Læger, Apotekere og Jordemødre om noget, der
er dem betroet i deres Kald, undtagen naar de
efter Lov er pligtige til at aabenbare det. Det
samme gælder ifølge Straffeproceslovens § 178;
men her bortfalder Forbudet ogsaa, naar
Vidnesbyrdet trænges for at forebygge, at nogen
uskyldige bliver straffet. Fritagne for
Vidnepligt er Sigtedes Ægtefælle, Slægtninge i ret
op- eller nedstigende Linie, Søskende og lige
saa nær besvogrede, Adoptivforældre og
Adoptivbørn (for saa vidt Adoptionsbevillingen var
givet før Handlingens Forøvelse) samt
Forlovede (Straffeproceslovens § 176). I
Civilprocessen gælder nærmest de samme
Fritagelsesregler for en Parts nærmeste Slægtninge.
Ethvert V. er fritaget for at besvare Spørgsmaal,
hvis Besvarelse kan forudsættes at ville udsætte
ham eller de nævnte Personer for Straf eller
Tab af den borgerlige Agtelse. Ifølge
Rettergangslovens § 209 kan et V. nægte at svare
paa et Spørgsmaal, naar det ikke kan svare
uden at aabenbare en Forretnings- eller
Driftshemmelighed.
K. Ø.
Vidneførsel, se Vidne.
Vidnepligt, se Vidne.
Vidnepsykologi. Medens man altid har
vidst, at Vidner af og til for Retten afgiver
løgnagtige Forklaringer, og dels ved at
udelukke visse mistænkelige Vidner fra at afgive
Forklaring (straffede Personer, Børn under en
vis Alder, Nærpaarørende m. fl.), dels ved at
give visse Vidner Ret til at nægte at afgive
Forklaring, har søgt at sikre sig herimod, er
det først i den sidste Menneskealder gennem
Forsøg og Eksperimenter bleven videnskabelig
fastslaaet, i hvilken Grad Fejltagelser er en
konstant Del af det menneskelige
Perceptionsapparats Udbytte, og i hvilket Omfang her
baade indre og ydre Fejlkilder gør deres
Indflydelse gældende. Den tidligere Tro paa, at de
menneskelige Sanser, særlig Øjet, virker som
et Fotografiapparat, der med eller uden
Iagttagerens Bevidsthed tager alt det synlige med,
som det derefter kun gælder om — eventuelt
ved Forhørets Kunst — at fremkalde, maa
karakteriseres som en Misforstaaelse. Kun det
forholdsvis lille Udsnit af det Passerede, imod
hvilket Opmærksomheden særlig har
været rettet, opfattes af Iagttageren, det
saaledes sete er endda langtfra fuldstændigt, er
Genstand for talrige Fejlfortolkninger og
Misforstaaelser og forfalskes i stort Omfang ved,
at Iagttageren uophørlig supplerer det med
Sanserne opfattede efter Ideassociationernes og
Logikkens Love med, hvad han venter at se,
tror at have set, gaar ud fra som en
Selvfølge, kort sagt med Udbyttet af sine, i
Reglen ganske ubevidste Ræsonnementer over det
Sete, over dets Sammenhæng eller Logik,
Ræsonnementer, der som rent subjektive ofte vil
være ganske urigtige og i hvert Fald ligger
udenfor, hvad Vidnebeviset sigter til at faa
oplyst. Denne saakaldte »Trang til
Udfyldning« har dernæst Tendens til efter
de samme Love at brede sig fra det virkelig
Iagttagnes Omraade ogsaa til de Dele af
Begivenhederne, mod hvilke Opmærksomheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
