- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
94

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vidnes, Jacob Laurentius Knutzon - Widnmann, Max (Maximilian) von - Widor, Charles Marie - Vidrik Verlandsøn - Widsith - Vidsteen, Christian Bang - Widström, Ulrika Karolina - Vidtsköfle - Vidua - Widukind - Widukind

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

»Social-Demokraten« i Oslo, fra hvilken Stilling han traadte
tilbage, da den radikale Retning inden »Det
norske Arbejderparti« sidstnævnte Aar kom til
Magten. Fra 1919 er han Chef for det
nyoprettede Pressekontor i Udenrigsdepartementet. V.
har deltaget i flere internationale Konferencer.
Wt. K.

Widnmann [’vedenman], Max
(Maximilian) von
, tysk Billedhugger, f. 1812 i
Eichstätt, d. 1895 i München. W., Elev af Eberhard
og Schwantaler i München, under et treaarigt
Ophold i Rom nær knyttet til Thorvaldsen,
kom efter Bosættelsen i München 1839 (1849
Akademiprofessor) til at spille en stor Rolle for
denne Bys Monumentalskulptur. Hans større
Værker, som Mindesmærkerne over Goethe og
Schiller, Rauch-Statuen (Glyptoteket),
Statuerne af Orlando di Lasso (1848) og Westenrieder,
Rytterstatuen af Ludvig I (1862),
Kolossalfigurerne Kastor og Pollux (Kunstakademiet), alle i
München, o. a. (Monumentet over Biskop Julius
i Würzburg etc.) er dog i deres Klassicisme lidt
tamme i Opfattelsen og udviskede i
Karakteristikken. Større Friskhed præger
gennemgaaende hans Buster og mindre Arbejder.
A. Hk.

Widor [vi’då.r], Charles Marie, fransk
Komponist og Orgelspiller, f. i Lyon 24. Febr
1845, Elev af Musikteoretikeren Fétis og
Organisten Lemmens, blev 1870 Organist ved
St.-Sulpice-Kirken i Paris, senere Orgellærer (efter
César Franck) og Kompositionsprofessor ved
Paris’ Konservatorium. W., som Orgelspiller en
af Frankrigs kendteste Musikere, har et stort
Navn som Pædagog og er ogsaa en anset
Komponist, i første Række af Orgelværker (Koncert
med Orkester, Sonater), men endvidere
symfonisk og anden orkestral Musik,
Kammermusik, Klaverværker og Sange samt Teatermusik:
Ballet, komisk Opera og de »store« Operaer
Nerto, Les pécheurs de St. Jean. — W., der
har Fortjenesten af Opførelsen af Bach’s
Matthæus-Passion i Paris, er ogsaa optraadt som
Musikskribent, bl. a. med et moderne
Supplement til Berlioz’ Instrumentationslære og som
Udgiver af Samlingen L’orgue moderne. (Litt.:
Reynaud, L’oeuvre de Ch. M. W. [1900]; E.
Rupp
, Ch. M. W. [1912]).
W. B.

Vidrik Verlandsøn, Sagnhelt fra
Didrik-Kredsen, oprindelig en østgotisk Helt fra
Folkevandringstiden Vidigoia, men tidlig knyttet
til Didrik af Bern (ɔ: Theodorik den Store),
optræder stadig som den ungdommelige og
eventyrlystne. Omtales i Digtningen som Søn
af Smeden Velend (nordisk Vølund). (Litt.:
O. L. Jiriczek, »Deutsche Heldensagen«, I,
S. 292 f.).
(A. O.). H. El.

Widsith [’wi.dsiþ], gammelt engelsk Digt,
betyder »den vidt omstrejfende«, og Digtet, der
gaar under dette Navn, forherliger de
forskellige Hoffer og Herskere, som den omrejsende
Forfatter har besøgt. Den fornemste af disse
er Hermanric, Østgoternes Konge c. 375. Digtet
er da rimeligvis blevet til i den første Del af
det 5. Aarhundrede. W. taler i Digtet om sit
Samliv med Østgoterne paa den Tid, da de
sloges med Aetla’s (= Attila’s) Skarer, men
Attila blev først Konge 433, saa Attila’s Navn er
rimeligvis en senere Tilføjelse. Digtets Interesse
ligger naturligvis først og fremmest i dets
Ælde, men dog ogsaa i det Billede, vi faar af
Skjalden, der drager fra Hof til Hof, høstende
Ære og Gaver allevegne for sin Skjalderos.
I. O.

Vidsteen, Christian Bang, norsk Læge
og Sprogforsker, f. i Tysnes 11. Jan. 1832, d.
1915. Medicinsk Eksamen 1856, fra 1858
Distriktslæge i Sundfjord, fra 1863 i Ytre
Søndhordland. V. har under sin Lægepraksis og
særlig efter at have taget Afsked (1882)
syslet med sproglige Undersøgelser, i hvilket
Øjemed han ogsaa i et Aar opholdt sig paa
Island. Udgav 1882 »Oplysninger om
Bygdemaalene i Søndhordland«, 1885 »Oplysninger om
Bygdemaalene i Hardanger (med et Anhang
om Færøisk)«, 1884 »Oplysninger om
Vossemaalet« og endelig 1900 »Ordbog over
Bygdemaalene i Søndhordland«. Det sidste Arbejde, der
maa betegnes som V.’s Hovedværk, er den
første Detailbehandling af en enkelt norsk
Dialekt. Trods sine Mangler — særlig den mindre
fuldkomne Udtalebetegnelse — er det vel
skikket til at give et Billede af denne Dialekt, af
dens Ejendommelighed ligesom af Bogmaalets
Indflydelse paa den. Ogsaa har det beriget norsk
Leksikografi med en Række ny Ord. Det er
anmeldt af M. Hægstad i Arkiv f. nord. Fil.,
XIX, S. 190-195.
H. F.

Widström [’vi.dström], Ulrika
Karolina
, f. Forsberg, svensk Forfatterinde, f.
24. Novbr 1764, d. 19. Febr 1841. 1799 udkom
»Erotiska sanger«, der indeholder hendes for
sin Tid ejendommelige Lyrik, som Digterne
Leopold, Kellgren, Lidner og Thorild havde
anerkendt, og som endnu saa sent som 1840,
da »Samlade vitterhetsförsök« udgaves med
Fortale af Franzén, atter vandt Publikums
Interesse og Akademiets Lovprisning, som et
Minde fra den gustavianske Tids Dage. Hendes
lyriske Digte særtegnes ved deres kun i ringe
Grad franskprægede Tone og deres Inderlighed,
saaledes »Vid min sons död«, »Fjärilen« o. fl.
O. Th.

Vidtsköfle [’vit∫övlə], se Vittskövle.

Vidua, se Vidafinker.

Widukind [’vi.dukent] (Wittekind),
Sachsernes Fører under deres Krige med Karl
den Store. Efter Kampen 774 maatte W. redde
sig ved Flugt, ligesaa efter Opstanden 776; han
flygtede 777 til Danskerne, faldt senere ind i
frankisk Rhin-Land, nødtes atter til Flugt, men
tilføjede 782 den frankiske Hær et stort
Nederlag ved Weser. Karl hævnede sig ved
Drabet af 5000 fangne Sachsere. Nu rejste hele det
sachsiske Folk sig under W. og Albion. Medens
Slaget ved Detmold 783 forblev uafgjort,
lykkedes det snart efter Karl at knuse den
sachsiske Magt ved Hase (ved Osnabrück). W. faldt
nu til Føje, døbtes og skal af Karl være ophøjet
til Hertug af Sachsen med Engern som
Ejendom. W. faldt 807 i Krig med Hertugen af
Schwaben. (Litt.: Diekamp, »W., der
Sachsenführer« [1877]).
H. J-n.

Widukind [’vi.dukənt], sachsisk Munk og
Historieskriver, levede i Klostret Corvey i
Westfalen i Slutningen af 10. Aarhundrede og skrev
967 og følgende Aar Res gestæ saxonicæ i 3

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:12 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0102.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free