Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wiedewelt, Johannes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dygtighed, W. havde erhvervet sig i Paris,
skød han efter Winckelmann’s Raad helt til
Side, for at søge Antikkens Simpelhed, der
betragtedes som stik modsat alt Naturstudium.
Desværre lykkedes det kun i de allerbredeste
Træk W. at tilegne sig Antikkens Figurstil, men
intet af dennes fine Formfølelse. 1758 gjorde
W. en Udflugt til Napoli for at se
Udgravningerne af Pompeji og Herculanum, og vendte
derefter hjem til Danmark. Et halvt Aar efter
sin Hjemkomst blev han, 1759, optagen som
Medlem af Akademiet, to Aar efter Professor
og senere gentagne Gange dets Direktør. Tillige
blev han Hofbilledhugger og fik fri Bolig og
Værksted i Materialgaarden ved Frederiksholms
Kanal. Straks 1759 gav Kongen ham Bestilling
paa en Sarkofag for Christian VI, og det
følgende Aar paa en hel Række figurlige og
dekorative Arbejder til Fredensborg Slotshave, som
Jardin havde omlagt. Sarkofagen blev færdig
1768 og Arbejderne til Slotshaven Aaret efter.
I disse Arbejder anslog W. efter Evne den nye
antikiserende Stil og betegner derved
Begyndelsen til det Afsnit af dansk Kunst, som naaede
sin Højde ved Thorvaldsen og sin Afslutning
ved Freund og Constantin-Hansen. Lidt
Mindelse af den franske Lærdom og af italiensk
Senrenaissance (Carracci) kan vel spores, men
hans Forsæt var at holde sig strengt til den
antikke Smag; dog mærkes det føleligt, at
Forbillederne nu var komne ham paa Afstand, og
ved Afsværgelsen af Naturstudiet maatte hans
Arbejder derfor i den nærmere Gennemførelse
uundgaaelig komme til at lide af en vis
Almindelighed, der kunde blive baade tom og plump.
Selv mistede han efterhaanden Synet herfor,
saa meget mere som man i Hjemlandet tog
kritikløst og taknemmeligt mod alt, hvad der kom
fra hans Haand, overbevist om, at her havde
man den »rene Smag« for sig. W. udgav 1762 et
lille Skrift: »Tanker om Smagen udi Konsterne
i Almindelighed«, hvori han i et ubehjælpsomt,
snurrigt Sprog søgte at fremstille
Winckelmann’s Meninger. Han lægger Hovedvægt paa
Tankeindholdet (Winckelmann havde en
Svaghed for »Allegorier«). Klassicismens Formsyn
udtryktes senere af Aug. Hennings (Essai
historique sur les arts en Dannemare, 1778) som »en
ideal Skønhed, hvis blødt rundede Kød og næppe
angivne Ledemod synes at udviske Køn og
Alder og frembringer de ophøjede Former, der
kun har saa megen Afhængighed af Stoffet,
som er nødvendigt for at gøre dem synlige«.
Ingen tog da Anstød af, at Antikkens
Formhelhed hos W. blev til en udblødet Almindelighed,
saa meget mere som han var en udmærket
Kompositør og, naar det drejede sig om
arkitektoniske og ornamentale Former, i Besiddelse af
stor Finsans. Disse to Sider af hans Kunst
mærkedes alt i Christian VI’s Sarkofag (1777
opstillet i Harsdorff’s Kapel ved Roskilde
Domkirke), hvor han tillige gjorde et Forsøg paa
at finde tilbage til Antikkens klare Reliefstil.
Og de mærkes yderligere i Arbejderne til
Fredensborg. Disse skal, for at opfattes rigtigt, ses
som ligelig Enhed af Fodstykke og Figur,
saaledes at Helheden hersker og gør
Enkelthederne underordnede. Navnlig Monumenterne over
»Danmark« og »Norge« er af en ikke
almindelig Storladenhed og Pragt. Foruden disse
Bestillinger fra Hoffet udførte W. en Mængde
andre Arbejder af dekorativ Art, Gravmæler
trindt om i Landets Kirker, Holberg’s Sarkofag
i Sorø, 1778—84 ikke mindre end 50
Mindestøtter for fortjente Danske og Norske til
Jægerspris, o. m. a. Men alene Mængden af slige
Arbejder voldte, at W. selv i væsentlig Grad
maatte indskrænke sig til at give
Kompositionen (Modeller og Tegninger) og føre Tilsyn,
medens selve Udførelsen skete ved hans
Medhjælpere i Værkstedet. Han havde en rig
Opfindsomhed og en sikker Stilfølelse, og det har
utvivlsomt været ham en Glæde at frembringe.
Son gout le plus décidé est le goût des fêtes
siger Hennings. Men det er let at forstaa, at
saa travl en Virksomhed yderligere maatte
hindre W. i at fordybe sig i figurligt Formstudium.
Ogsaa hans aabenbare Ukendskab med
Anatomien maatte gøre ham blind for Formens
Mangler. 1768—69 gjorde han sammen med Jardin
en Rejse til Paris og London, men den franske
Kunst var han nu fremmed og afvisende
overfor. Ved sin Hjemkomst fik han Bestilling paa
et Gravmæle for Frederik V. 1778 udstilledes
Gipsmodellen dertil paa Akademiets Salon (i
Østfløjens Kuppelsal), og samme Aar blev
Sarkofagen og Søjlen opstillet i Kapellet ved Roskilde
Domkirke, medens Figurerne først kom paa Plads
1825. Dette Gravmæle gjorde et meget stærkt
Indtryk paa Samtiden, og ikke ufortjent; dets
arkitektoniske Dele har en ædel Skønhed, stor
Renhed og Klarhed i Forhold og Form;
Relieffets Stil er sikrere end paa Christian VI’s
Sarkofag; og Samspillet af alle Forhold og Linier,
Figurernes og Sarkofagens, er udsøgt og
behersket med fin Smag og Følelse. Ganske vist er
Draperiet kluntet, tungt og filtagtigt, sikkert
en velment omend ubehjælpsom Protest mod
Rokokoens Forkærlighed for den blanke og
knitrende Silke og den virtuosmæssige
Behandling. Ogsaa Figurerne er ubestrideligt svage,
bløde og ubestemte i Legemsformen, men de er
gode i Stilling og Bevægelse, og deres Udtryk
af Sorg er smukt og ægte. Trods Manglerne er
dette maaske dog det smukkeste Gravmæle, dansk
Kunst har frembragt i det 18.—19. Aarhundrede
(Thorvaldsen fraregnet). 1765—66 havde W.
modelleret en Mængde, til Dels rent dekorative
Arbejder til Christiansborg; de brændte 1794
med Slottet. Til Frederik V’s Ligfærd og til
Christian VII’s Kroning gav W. Tegning til
store Dekorationer paa Slotsholmen, udførte i
Træ og udspændt Lærred; de gjerde stor Lykke.
Fra W.’s senere Aar er endnu at nævne
Statuen »Troskab« paa Frihedsstøtten, som blev
opstillet 1797, mest maaske berømt ved
Oehlenschlæger’s Digt. Af sin Samtid blev W. meget
beundret som Tegner, og dette Ry holdt sig
helt op gennem det 19. Aarhundrede, maaske
fordi efterhaanden næsten ingen kendte dem.
Nu forekommer denne Beundring os
uforstaaelig. Hans Mangel paa Formbegreb er her lige
saa stor som hans Mangel paa Smag (den
væsentlige Del af disse Tegninger findes nu i
Kunstakademiets Bibliotek). Under Christian
VII ophørte efterhaanden helt Hoffets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
