Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wieland, Christoph Martin - Wieland, Hans Beatus - Wielandt, Joachim
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med, og et lysere Syn paa Tilværelsen
udslettede de pietistiske Tilbøjeligheder i hans Sind
og lod ham naa til en gladere Livsopfattelse.
Han udviklede sig til en Verdensmand, der
med et frivolt Smil iagttog Tilværelsens Gang.
Han skrev nu, efter 1761 at have paabegyndt
en Digtning om Agathon, der fristes af den
græske Hetære Danae, det gratiøse Digt »Diana
und Endymion« (1762), den satiriske Roman
»Der Sieg der Natur über die Schwärmerey,
oder die Abenteuer des Don Sylvio von Rosalva«
(1764) og som Modstykke til dette Værk den
første tyske Dannelsesroman »Die Geschichte
des Agathon« (2 Bind, 1766—67), som han nu
gav en moraliserende Tendens. Dette Værk
bidrog til, at han 1769 blev udnævnt til
Professor i Filosofi ved Akademiet i Erfurt.
Forinden havde W. skrevet sit betydeligste
Digt »Musarion oder die Philosophie der
Grazien« (1768), hvor han søger at bestemme, hvad
den rette Livsførelse vil sige. Hans følgende
Bøger var Fortællingen »Cobambus« og det
komiske Digt »Der neue Amadis«. Paa en
Rhinrejse i Sommeren 1771 lærte han Merck og
Brødrene Jacobi at kende, men
betydningsfuldere for ham var det dog, at Regentinden i
Weimar, Hertuginde Anna Amalie, blev indtaget
af hans politiske Roman »Der goldene Spiegel
oder die Geschichte der Könige von Scheschian«
(1772), hvis Tendens henviser til Kejser Joseph
II’s Reformideer, og kaldte ham til Weimar
med Titel af Hofraad og en Gage paa 1000
Taler som Opdrager for hendes to Sønner. Her
udgav W. 1773—80 Tidsskriftet »Der teutsche
Merkur«, hvor hans kritiske Udtalelser var af
Betydning; fremdeles Syngespillet »Alceste«
(1773), Dramaet »Die Wahl des Hercules«, den
i græsk Klædebon indhyllede friske og djærve
Satire »Die Abderiten« og hans populæreste
Værk »Oberon« (1780—81), et Digt i 18 Sange,
hvis romantiske Tone og formfulde Behandling
af Stoffet vakte Beundring og fremkaldte
mange Efterligninger. Efter at Prinsernes
Opdragelse var tilendebragt, blev W., der
pensioneredes, boende i Weimar, hvor han forsonedes
med Goethe, der saa overgivent havde spottet
ham i sin Farce »Götter, Helden und W.« (1774)
og hurtig overstraalet ham i Indflydelse -
»Die zierliche Jungfrau von Weimar«, som han
kaldtes i »Die Xenien«. Af W.’s senere Værker
kan fremhæves »Auserlesene Gedichte« (7 Bind
1784—87), deriblandt »Gandalin oder Liebe nm
Liebe«, »Das Wintermärchen«, »Geron der
Adlige«, »Aristipp und einige seiner Zeitgenossen«
(4 Bind, 1800—02), hvor han vurderer den
antikke Verdensanskuelse, »Menander und
Glycerion« og »Krates und Hipparchia«. Sin
Oversættervirksomhed fortsatte han med
Horats’ Satirer og Lucian’s samtlige Værker og
udgav »Attisches Museum«, hvori Aristophanes’
Værker, og »Neues attisches Museum«. Han
købte 1797 Godset Osmannstedt ved Weimar,
hvor han levede til 1803, da han solgte det
efter sin Hustrus, Købmandsdatteren Anna
Dorothea Hillenbrand’s Død. Han blev bisat i
Godsets Have ved hendes Side. Og i
Wittumspalæet i Weimar holdt Goethe 18. Febr 1813 en
Sørgetale over den bortgangne Ven og gav en
glimrende Karakteristik af hans Betydning
baade for Weimars Aandsliv og for hele den tyske
Litteratur. De senere Tiders Dom over W. som
Digter og Personlighed har været højst
omskiftende. Hans yndefulde Rokoko-Talent, hans
elegante Form, hans glatte Lune forstaar
ogsaa vor Tidsalder at vurdere, men med den
tyske Litteraturs store Klassikere kan han ikke
stilles paa lige Fod. For Weimars Kultur
bevarer han dog sin Betydning — han er
Overgangsskikkelsen mellem Oplysningens
Tidsalder og Sturm-und-Drang-Epoken. »Sämtliche
Werke« (49 Bind, 6 Supplementsbind,
1784—1802), »Kritische Ausgabe der Preuss. Akademie
der Wissenschaft« (Berlin 1909 o. fl.), heri
ogsaa W.’s »Briefe«. Udgaver ved Pröhle,
Muncher, Klee u. Bölsche. (Litt:
Gruber, »Biographie W.’s« [2 Bind,
1815-16]; H. Döring, »C. M. W.« [1840];
Loebell, »C. M. W.« [1858]; H. Funck,
»Beiträge zu W.’s Biographie« [1882]; »Merker’s
Biographie« [Reclam 5499]; E. Stiligebauer,
»W. als Dramatiker« [1896]; B. Seuffert,
»Der Dichter des Oberon« [1900]; samme,
»W. und der junge Goethe« i »Zeitschrift des
Deutschen Altertums« [1882]; Ermatinger,
»Die Weltanschauung des jungen W.« [1907]; E.
Stadler, »W.’s Shakespeare« [1910]).
C. B-s.
Wieland [’vi.lant], Hans Beatus,
schweizisk Maler og Litograf, f. 11. Juni 1867
i Gallusberg (Kanton St. Gallen). W.’s
Uddannelse foregik paa Kunstindustriskolerne i Basel
og München og paa Münchens Akademi under
Loefftz, Lindenschmit m. fl. Hans Kunst er
meget skattet i Schweiz og er ogsaa havnet i
adskillige offentlige Samlinger: »Natten« (Museet
i Luzern), »Feltherrens Død« (Zürich),
»Hjemmet« (Glarus), »Rothenthurm« (Genève),
»Enken« (Soluthurn); endvidere »De tre Livsaldre«
m. m.
A. Hk.
Wielandt [’vi.lan’t], Joachim (Jochum),
dansk Bogtrykker og Bladudgiver, f. i Marts
1690 i Kbhvn, d. smst. 18. Decbr 1730. I den
danske Presses tidlige Historie er W.’s Navn
det mest fremragende. Som Student drev han
historiske og arkæologiske Studier, var en søgt
Lejlighedspoet; senere kom W. ind i Kancelliet
og gik den juridiske Embedsbane, hvilken han
endte som Justitssekretær ved Højesteret. Men
ved Siden af udfoldede han en mægtig
Virksomhed som Bogtrykker. Et rigt Giftermaal gav
ham den nødvendige Støtte, og i 1719 fik han
Privilegium som Bogtrykker. Hans Virksomhed
synes at have været særdeles omfattende;
særlig var det Folkelitteratur i stor Stil, han
dyrkede; men ved Siden af begyndte han paa ny
Udgivelsen af danske og tyske ugentlige Aviser
(»Extraordinaire Relationer«), idet Dan.
Paulli’s (s. d.) Privilegium fornyedes for W. W.’s
Aviser blev Grundlaget for »Berlingske
Tidende« (s. d.), og ved Siden af paabegyndte W.
»Nye Tidender om lærde Sager«, det første
danske kritiske Tidsskrift, der med noget ændret
Titel bestod indtil 1836. Ved Siden af denne
Virksomhed var W. interesseret i v. Osten’s
»Adressecontoir«, hvis Meddelelser han en kort
Tid lod trykke (Spiren til »Adresseavisen«). Det
lykkedes ogsaa den driftige Mand at faa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
