Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wiertz, Anton (Antoine), Joseph - Vierwaldstätter-Søen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Wiertz [vi.rts], Anton (Antoine),
Joseph, belgisk Maler, f. 22. Febr 1806 i Dinant,
d. 18. Juni 1865 i Bryssel. W., der fik sin
Uddannelse under Herreyns og van Bree i Antwerpen
og derefter paa et 5 Aars Stipendium i Rom
(1832—36), er en af den moderne Malerkunsts
besynderligste Skikkelser. En Gigantnatur, der
i vældige Lærreder vilde overbyde Michelangelo
og Rubens (hans nærmeste Forbillede) i Kraft
og Flugt (»Kampen om Patroklos’ Lig« [1839,
Museet i Liège, Gentagelse 1845, W. Museet],
»Englenes Fald« [1842, Museet i Liège, Replik
1847, W. Museet], Hovedværket »Kristi Triumf«
[1845] etc.), en Aand af mægtig Fantasi, hvis
Visioner og sære Indfald i hans senere Tid gav
sig Udslag i et Tendens- og Tankemaleri, der
kunde være genialt og glimrende i Indhold og
Form, men ogsaa ofte forfalder til ukunstnerisk
Sensation og Mystik: »Et afhugget Hoveds
Tanker og Visioner«, »Et Sekund efter Døden«,
»Den skindødes Opvaagnen«, »Selvmorderen«.
En tung og pessimistisk Aand raader i den
Menneskehedens Tragedie, saa mange af hans
Værker kredser om: »Aarhundredets
Civilisation« (en By plyndres), »Kanonføde«, »De
forældreløse«, »Scene i Helvede«, »Sult, Vanvid,
Forbrydelse«, »Djævelens Spejl« etc. Efter
Rejsen i Italien levede W. en Tid i Liège, fra 1848
i Bryssel, hvor Staten 1850 byggede ham et
stort Atelier. Han ernærede sig som
Portrætmaler og malede sine Allegorier, Tankemalerier
etc. con amore uden at ville sælge dem. De
forblev samlede efter hans Død i det nysnævnte
Atelier, der nu som Musée W. hører til Byens
Seværdigheder (Catalogue du Musée W. [1873]).
Foruden de alt nævnte Værker skal anføres:
Triptychon med Kristus i Graven, »Eva og
Satan« (1839), »Golgathas Fyr«, »Kristus og
Partiernes Kamp«, Genrebillederne
»Romanlæserinden og Djævelen«, »Den unge Heks«, »Ung
Pige ved Toilettet«, »Den skønne Rosine« (ung
nøgen Kvinde og et Skelet med Paaskriften »Den
skønne Rosine«) etc. Som Maler var W. en
ivrig Eksperimentator og opfandt Peinture mate,
hvori han søgte at forene Olie- og
Freskomaleriets Fordele og skabe et refleksfrit mat Maleri.
Han forfattede Prisskriftet Éloge de Rubens
(1840) og et Værk om flamsk Malerkunst,
desuden Peinture mate o. a., samlede i Æuvres
littéraires de A. W. (1869). W. var tillige
Billedhugger: fire Marmorgrupper, forestillende
Menneskeslægtens Historie: »Lidenskabernes
Fødsel« (Adam og Eva), »Kampenes Fødsel«
m. v. (Litt.: Labarre, Antoine W. [1866];
Claessens, W. [1883]).
A. Hk.
Vierwaldstätter-Søen [fi.r’valt∫tætər-], fr.
Lac des quatre Cantons eller Lac
de Lucerne, schweizisk Alpesø, der er
berømt for sin Naturskønhed, ligger mellem de
4 Skovkantoner Uri, Schwyz, Unterwalden og
Luzern og er en udpræget Alpesø med høje
Bjerge paa alle Sider. Dens Spejl ligger 437 m
over Havet, og dens største Dybde er 214 m.
Den har et Areal paa 113 km2, dens største
Længde fra Luzern til Flüelen er 37 km, og
dens gennemsnitlige Bredde er c. 3 km; men
for øvrigt er V. meget uregelmæssig af Form
og bestaar i Virkeligheden af 7 forskellige
Søbækkener, af hvilke hvert enkelt har sit eget
Præg og sin egen Naturskønhed. Fra intet
enkelt Sted kan man overse mere end en
Brøkdel af Søen, hvorfor en Tur over den
frembyder stadig skiftende Landskabsscenerier. Det
sydligste Bassin er Urner-Søen, der
strækker sig fra S. til N. mellem nøgne, sønderrevne
Klippevægge, som hæver sig brat op af
Bølgerne. Langs Østsiden fører Axenstrasse fra
Flüelen til Brunnen; den er paa lange Strækninger
sprængt ind i Axenbergs Klipper. Paa et
fremspringende Klipperev (Tellsplatte) ligger
Tells-Kapellet. Paa Vestsiden hæver sig Sonnenberg
med Rütli (Grütli). Ved Urner-Søens Nordende
ligger Schiller-Stenen (en fritstaaende Klippe)
paa Vestsiden, og lige overfor aabner sig
Muota-Dalen, i hvis Munding ved Søen
Brunnen ligger. Det næste Bassin Buochser-
eller Gersauer-Søen gaar fra Øst til Vest.
Fra dens Nordside fører et 800 m bredt Stræde
mellem Untere Nase mod Vest og Obere Nase
mod Ø., der dannes henholdsvis af Bürgenstock
og Vitznauer Stock, til Weggiser-Søen,
der ligger mellem Rigi mod NØ. og
Bürgenstock mod S. Ved Østenden ligger Vitznau,
hvorfra Rigi-Banen udgaar. Fra Weggiser-Søen
udgaar mod N. Küssnacht-Søen, mod NV.
Luzern-Søen samt mod SV. Hergiswil-
eller Alpnach-Søen, der af Snævringen
ved Stansstad deles i to Bassiner, af hvilke det
sydlige eller den egentlige Alpnach-Sø er
næsten helt isoleret. Paa Alpnach-Søens vestlige
Bred hæver sig Pilatus. V. har et klart Vand,
der i Urner-Søen er af grønlig Farve, medens
det N. paa lidt efter lidt bliver mere blaat.
Den er fiskerig og i Særdeleshed rig paa
Foreller. Bundtemperaturen er 4—6° og
Overfladetemperaturen stiger om Sommeren til
18—25°. Helt tilfrosset har Søen ikke været i
historisk Tid. Ikke sjældent optræder
Føhnvinde over V. Syd fra optager den Sarner Aa,
Engelberger Aa og Reuss. Ø fra Muota. Ved Byen
Luzern flyder Reuss atter ud af Søen. V.’s
ejendommelige Form er et Resultat af dens
Tilblivelseshistorie. Oprindelig strømmede Reuss
fra Brunnen mod N. gennem Lowerzer-Søen
til Zuger-Søen; men efter Istiden indtraadte
der en ringe Hævning af Landet omkring
Zuger-Søen og samtidig en Sænkning i Egnen om
den nuværende V. Herved blev den Del af
Reuss-Dalen, der ligger mellem Flüeen og
Brunnen, omdannet til en Sø, og paa samme
Vis opstod den midterste Del af Søen, der
ligeledes oprindelig var en Floddal, hvorigennem
Stanser-Aa søgte mod Ø. til Reuss. I den
vestlige Del af V. betegner Alpnacher-Søens to
Bassiner og Küsnachter-Søen Sarner-Aas gamle
Løb paa en Tid, da den over Küsnacht
gennem »Hohle Gasse« udmundede i Zuger-Søen.
V., der i Oldtiden hed Lacus magnus,er af
historisk Interesse som Skuepladsen for det
schweiziske Forbunds Dannelse og dets ældste
Historie. Nutildags er den meget besøgt af
Turister, og den besejles af Dampbaade og
berøres af flere Jernbanelinier, foruden at den
gennem Skt-Gotthard-Banen, der langs
Østbredden følger Axenstrasse, er kommet til at ligge
ved en europ. Hovedfærdselsvej.
(H. P. S.). O. K.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
