Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vigne, de - Vignemale - Vignet - Vignet - Vignettering - Vigneulles les Hattonchâtel - Vignoble - Vignola - Vignoles, Charles Blacker - Vignon, Noémie Cadiot - Vigny, Alfred de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aarhundrede« (Museet i Gent), »Børn i
Vinkælderen«, »Abrocomas og Anthia« (Museet i
Bryssel) etc. og skrev om Kunst (den gotiske
Bygningskunst i Belgien, forsynet med hans
egenhændige Kobberstik). Desuden udgav han det
store Værk Recueil des costumes du
moyenâge (med c. 1000 Raderinger, udførte af ham
selv). 2) Broderen Pieter de V.,
Billedhugger (1812—77), har udført en Del større
plastiske Arbejder: Bronzemonumentet over
Artevelde (Gent); Basrelieffet »Leyes Forening med
Schelde« o. a. 3) P. de V.’s Søn Paul de V.,
f. 1843 i Gent, d. 14. Febr 1901 i Bryssel (i
Sindssyge), var ligeledes Billedhugger. Efter
at have vundet Rom-Prisen slog han sig ned
i Firenze og drev her indgaaende Studier i
italiensk Renaissance; Resultatet heraf var en
Række Arbejder, han sendte hjem, og som satte
Skel i belgisk Kunst ved deres klare, sikre
Formstudium, samtidig med, at de med plastisk
Skønhed og ædel Opfattelse ogsaa greb et
større Publikum. Saaledes Gruppen »Kunstens
Kroning« (i øvrigt udarbejdet under et
Studieophold i Paris) paa Kunstmuseets Façade i
Bryssel, udmærkede Buster (Volumnia, 1875),
Statuen »Udødelighed« (til Minde om L. de
Winne), der ligesom Statuen »Poverella« (1878)
kom til Museet i Bryssel; andre Værker:
Mindesmærket for Breydel og de Coninck (1888,
Brügges Torv), den forsølvede Bronzebuste
L’Immortalité (Luxembourg-Museet i Paris),
»Psyche«, »Domenica«, Marmorstatuen
»Søndag« (Antwerpens Museum) etc.
A. Hk.
Vignemale [vinjö’mal], Bjergparti i
Pyrenæerne, ligger 15 km VNV. f. Gavarnie-Passet
paa Grænsen mellem Frankrig og Spanien og
hæver sig indtil 3298 m over Havet i Grand
V. eller Pique Longue. V. er klædt med
evig Sne og sender 3 Gletschere ned paa den
franske Side. Den højeste Top besteges 1834
for første Gang af en Jæger Jean Latapie.
(H. P. S.). C. A.
Vignet [vin’jæt] (fransk), udskaaret Maske
til Fortoning af Fotografier.
C. E. A.
Vignet [dansk vin’jæt], egentlig vignette
(fransk) [vi’njæt], af vigne, Vinranke,
betyder en ornamental Forsiring i en Bog,
anbragt i dens Begyndelse (øverst paa Siden)
eller til Slutning, undertiden ved et Kapitels
Begyndelse eller Slutning. En Slutnings-V.
kaldes ofte Cul de lampe. V. findes i
Almindelighed udførte i Træsnit, men der haves
ogsaa kobberstukne og andre V. Det er fra
omtrent 1500, man begynder at bruge V. i
trykte Bøger.
E. G.
Vignettering [vinjæ’te’reŋ], se
Fortoning.
Vigneulles les Hattonchâtel
[vi’njöl-lez-atan∫a’tæl], Landsby i det nordøstlige Frankrig,
Dept. Meuse, 31 km NØ. f. Commercy, 783
Indbyggere i 1914. Delvis ødelagt under
Verdenskrigen, hvor den var besat af Tyskerne
22. Septbr 1914-13. Septbr 1918.
E. St.
Vignoble [vi’njåblö], se Neuchâtel.
Vignola [vi’njåla], italiensk Arkitekt og
Forfatter, egentlig Giacomo Barozzi
(1507—73), f. i Vignola ved Modena. V. studerede
først Malerkunst i Bologna, opmaalte og
tegnede i Rom antikke Bygningsværker, tog 1537
med Primaticcio til Frankrig og virkede en
kort Tid ved det franske Hof; i Bologna
byggede han Casa Bocchi, ombyggede Portico de
Banchi og opførte i Bolognas Nærhed Taarnet
paa Palazzo Isolani i Minerbio; i Rom blev han
pavelig Arkitekt og arbejdede efter
Michelangelo’s Død paa Peters-Kirken (de to smaa
Sidekupler). Han har bl. a. skabt det
storladne, 5-hjørnede Slot Caprarola ved Viterbo,
Kirken il Gesu i Rom (med den høje, brede
Rejsning, Hovedskibets Tøndehvælving og
Sideskibs-Kapellerne, en forbilledlig Type, 1568,
fuldført af G. D. Porta 1575), den enkle
Kolossalbygning Pal. Farnese i Piacenza (ikke fuldført,
nu Kaserne), Oratorium S. Andrea uden for
Rom, den kolossale S. Maria degli Angeli ved
Assisi (anlagt 1569, men fuldført et Hundrede
Aar senere), endvidere i Rom Vigna di papa
Giulio (1550—55, sammen med Vasari), Porta
del Popolo (efter Michelangelo’s Udkast) m. v.
Hans Haandbog om Søjleordenerne (Trattato
degli ordini, Regolo delli cinque ordini
d’architettura [1563, udgivet i Paris fra 1815; ny
Udgave 1865]) fik overordentlig stor Betydning;
den blev Kanon for Forstaaelsen af Antikken,
som den indstrammede i en Række tørre
konstruktive Regler, og indvirkede stærkt paa de
følgende Aarhundreders Arkitektur.
A. Hk.
Vignoles [vin’jå£], Charles Blacker,
engelsk Jernbaneingeniør, f. 1792 i
Birmingham, d. 17. Novbr 1875 i Hythe ved
Southampton, navnlig bekendt som den, efter hvem de
almindelige Jernbaneskinner med bred Fod,
Vignolesskinner (se Jernbaner, S. 929), er
opkaldte. Disse Skinner er dog ikke opfundne
af V., men af Amerikaneren Stevens fra
Hoboken under et Ophold i England (1830); de
anvendtes første Gang paa den i 1832 aabnede
Bane Camden—Amboy i De Forenede Stater.
Derimod indførtes de i England (1836) af V. og
beholdt hans Navn ved deres videre Udbredelse
i Europa.
(A. O-d.). G. K.
Vignon [vi’njå], Noémie Cadiot, kendt
under Navnet Claude V., fransk
Forfatterinde og Billedhuggerinde (1832—88). Foruden
ved sine Skulpturer (bl. a. Basrelieffer i
Biblioteket i Louvre og paa St.-Michel-Fontænen i
Paris) skaffede hun sig Navn ved en Række
psykologiske Romaner i Balzac’s Retning,
hvoriblandt kan nævnes: Minuit, récits de la vie
réelle (1861), Les complices (1863), Un naufrage
parisien (1869), Château-Gaillard (1874), Les
drames ignorés (1876), Le mariage d’un
souspréfet (1884) o. fl. Hun var to Gange gift,
anden Gang med Ministeren M. Rouvier.
S. Ms.
Vigny [vi’nji], Alfred de, Greve, fransk
Digter, f. i Loches 27. Marts 1797, d. i Paris
18. Septbr 1863. V. tilhørte en gammel
kongetro Adelsslægt og traadte purung i
Bourbonernes Tjeneste, ledsagede 1815 Kongen et
Stykke paa hans Flugt og blev efter hans
Hjemkomst Løjtnant i den kgl. Fodgarde. Men
trættet af den ensformige Garnisonstjeneste tog han
1828 sin Afsked som Kaptajn for helt at hellige
sig Digtekunsten. Allerede 1822 havde han
udsendt en Samling Poèmes, 1824 det af Victor
Hugo lovpriste Digt Éloa. 1829 samlede han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
