Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vildttyveri - Wildungen - Vild Vin - Vildæsel - Vile - Wilejka - Vilenkin-Minskij, Nikolaj Maksimovitsch - Wilfrid - Vilhelm - Vilhelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vildtet for at konstatere Forbrydelsen maa være
i nogens Besiddelse. V. foreligger saaledes, naar
Vildtet findes i indelukkede Dyrehaver eller
det paa anden Vis er berøvet sin naturlige
Frihed paa saadan Maade, at det samtidig er
blevet underkastet Andenmands Raaden (Vildt
fanget i Faldgruber, Vildtsakse). Mangler den
sidstnævnte Betingelse, medens den første er til
Stede (Vildtet fundet dødt paa Andenmands
Jagtgrund), foreligger kun ulovlig Omgang med
Hittegods. Vildt, fundet dødt paa offentlig Vej,
betragtes som herreløst og kan ustraffet
tilegnes af enhver. V. straffes som andet Tyveri.
A. Gl.
I Norge kan Jagt, hvorved nogens Ret
forsætlig krænkes, strafles med Bøder op til 5000
Kr. til Statskassen. Saadan Forseelse paatales
ikke af det Offentlige uden efter Begæring af
nogen Fornærmet. (Straffelovens §§ 407 og
408).
K. Ø.
Wildungen [’veldoŋən], Badested i
Fyrstendømmet Waldeck, Station paa Linien
Wabern—Wildungen, der er en Sidelinie paa Linien
Giessen—Kassel. W. ligger smukt i en bjergrig
Egn, 300 m over Havet. Kilderne, som har en
Temperatur af 9—11° C., hører til Kalkvandene
(se Mineralvande), delvis med
Kogsaltindhold, og desuden findes en Jernkilde. Der
benyttes baade Drikke- og Badekure. W.
besøges aarlig af c. 9000 Badegæster, især for
Sygdomme i Urinorganerne (kronisk Nyre- og
Blærebetændelse; Grus og Sten;
Prostatalidelser) og for saakaldt urinsur Diatese. Sæsonen
varer fra sidst i April til midt i Oktober; men
mange bruger Kur hele Aaret rundt.
(Lp. M.). E. F.
Vild Vin, se Ampelopsis.
Vildæsel, se Heste, S. 386.
Vile, i nordisk Mytologi en Form for den
tredobbelte Odin: Odin-V.-Ve. Navnet betyder
»Vilje«.
G. K-n.
Wilejka [vi’læ^ika], By i det nordøstlige
Polen, Wojewodi Nowogradek, ligger 107 km Ø.
f. Wilno paa højre Bred af Wilja. 5000
Indbyggere. V. driver Landbrug og Flodskibsfart.
N. H. J.
Vilenkin-Minskij [vi’ljenkin-’miinskij],
Nikolaj Maksimovitsch, russisk Digter,
f. 1855, fulgte i sine første Digte i Nekrasov’s
Fodspor, indtil et pludseligt Omslag bragte
ham over i Dekadenternes Rækker. Under
Revolutionen 1905 sluttede han sig til det
socialdemokratiske Parti og udgav sammen med
Gorkij Bladet »Novaja žizn« (»Nyt Liv«). I de
senere Aar har han levet i Vesteuropa og i
Skrift og Tale med Voldsomhed bekæmpet den
sidste russiske Revolution. V.-M.’s Betydning
som Digter har aldrig været stor og er
efterhaanden svundet mere og mere.
H. C-e.
Wilfrid, engelsk Biskop, f. i
Northumberland 634, d. 710, kom i sine unge Aar til Rom
og blev begejstret for den romerske
Kristendom. Med stor Iver søgte han derfor ved sin
Tilbagekomst til England at indføre de romerske
Skikke og skyde de herskende keltiske til Side.
665 blev W. Biskop af York; men da han rejste
til Gallien for at blive indviet der og blev for
længe borte, fandt han en anden Mand paa
Bispestolen ved sin Tilbagekomst. Han fik dog denne
fjernet og arbejdede nu en Stund ivrigt for sit
Stifts Vel. Benediktinerordenen og Indførelsen
af den gregorianske Sang tog han sig meget af.
Han kom imidlertid i Strid med Ærkebiskop
Theodoros af Canterbury, som vilde dele hans
Stift, og W. appellerede til Paven, hvilket var
et hidtil ukendt Skridt i Englands Kirke. Han
vilde selv føre sin Sag i Rom og drog derfor
derned, overvintrede undervejs hos de
hedenske Friser ved Zuidersøen, for hvem han
missionerede, og vandt ogsaa sin Sag i Rom. Men
i England vilde man ikke godkende hans Ret,
han blev først kastet i Fængsel og derefter
jaget bort. I Sussex, som næsten var helt hedensk,
missionerede han i 5 Aar, saa lykkedes det ham
686 at komme tilbage til York, men blev atter
fordrevet. Han døde som Biskop af Hexham.
(Litt.: G. F. Browne, Theodore and
Wilfrith [1897]).
A. Th. J.
Vilhelm, Biskop i Roskilde, d. 10. Maj 1074,
er særlig bleven berømt i Historien som Svend
Estridsøn’s Ven. Han var Tysker og oprindelig
Klerk i Bremen, men blev Biskop i Roskilde
(1060). Kongemoderen Estrid skænkede hans
Kirke en meget stor Gave af Jordegods, og V.
kunde paabegynde Opførelsen af en prægtig
Stenkirke, der senere fuldendtes af hans
Efterfølger, Svend Nordmand; dermed indledes de
danske Stenkirkers Tidsalder. Overleveringen
i Roskilde mindedes V. som en kæmpestærk og
viljekraftig Mand, der var myndig og frygtløs
og baade heftig og skaanselløs, naar han blev
vred. Af yngre Oprindelse er dog den berømte
Fortælling, hvorefter V. skal have tvunget Kong
Svend til ydmygende Kirkebod, fordi han havde
ladet nogle Mænd dræbe paa viet Grund, og
ikke des mindre fremdeles var saa inderlig
knyttet til ham ved Venskabs Baand, at han ikke
kunde overleve Kongen, men ved Budskabet om
hans Død lod grave en Grav til sig jævnsides
den Grav, hvori Kongens Lig skulde sænkes.
Der har hersket meget delte Meninger mellem
Forskerne om, hvorvidt denne hos Saxo
bevarede Fortælling er sagnagtig eller i sine
Hovedtræk stemmer med Sandheden. I hvert Fald
er Venskabet mellem Konge og Biskop Symbolet
paa den danske Kirkes Opsving i Svend’s
Kongetid. (Litt.: »Historisk Tidsskrift«, 6. Række,
III, 602 ff.; 8. Række I, 1 ff.; H. Olrik, »Konge
og Præstestand« [I, 2. Udgave, Kbhvn 1905]).
(H. O.). J. O.
Vilhelm, Abbed i Æbelholt, f. c. 1127 i Paris,
d. 6. Apr. 1203 i Æbelholt, er en af
Valdemar-Tidens mærkeligste Skikkelser. V. var af fransk
Adelsslægt og blev Kannik ved Genoveva-Kirken
uden for Paris. Ved sin munkeagtige, asketiske
Levevis vakte han Uvillie hos sine mere
verdslig sindede Medkanniker, og det blev endnu
værre, da han ved Begunstigelse forfremmedes
til Diakon; V. levede nu i stadig Strid med sine
Omgivelser. En Triumf var det ham, at Paven
og Kong Ludvig VII omdannede
Kannikesamfundet, saa det blev et regelbundet Kapitel af
Augustinere (1147); men Ungdomskampene
havde saaledes gennemglødet hans af Naturen
fyrige Sind, at han fremdeles altid var Kirkens
kampivrige Stridsmand. Hvor han vejrede Uret,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
