Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm - Vilhelm, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg - Vilhelm, Prins af Glücksborg - Vilhelm - Vilhelm I Erobreren, Konge af England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kastede han sig modig i Kampen for Retten,
men viste i sin Fanatisme en Hensynsløshed,
der førte ham selv ind i Uretten. Hans
Velynder, Pave Alexander III, kunde derfor ikke
fri ham for Klosterstraf, men kun mildne den
noget. Da kaldtes han til en ny Virksomhed,
hvor der var Brug for hans Ildhu. Under sine
Studier i Paris havde Absalon lært V. at kende
og ønskede ham nu til Danmark, for at han ved
sin iltre Energi kunde bidrage til den danske
Kirkes Fremme. V. og 3 andre Augustinere fra
Genoveva-Kirken kom da til Danmark (1165),
og Absalon satte ham i Spidsen for et lille
udartet Kannikesamlag paa Eskils-Ø i Roskilde
Fjord. V. udfoldede sin sædvanlige Reformiver,
men Vanskelighederne viste sig overmægtige.
De danske Kanniker hadede ham, ja stod ham
efter Livet, især da han anlagde Have og gav
dem Grønt i Stedet for Kødspiser; Klostret var
saa ringe, at det holdt haardt at skaffe det
nødvendige; man døjede Sult og Kulde, og tit
kunde man ikke komme i Forbindelse med
Sjælland; V.’s Landsmænd brød snart op, og
han selv var fortvivlet. Da grundlagde Absalon
Æbelholt Kloster (Vest for Hillerød) for V. (c.
1175), og nu begyndte en ny Tid. Æbelholt blev
snart et af de største Klostre i Danmark, og
stadig modtog det store Gaver fra Absalon og
hans Frænder. V. udfoldede imidlertid en saa
vidtstrakt Godgørenhed, at han oftere kom i
Nød, men saa tyede han til Absalon og
overhængte ham, indtil han opnaaede ny Gaver.
Til Gengæld var han Absalon en god Støtte i
hele hans politiske og kirkelige Virksomhed.
Da Biskop Valdemar’s Anslag mod
Fædrelandet blev slaaet ned, stod V. ved Absalon’s Side
og skrev et indtrængende Brev til Paven om
Straf over den formastelige Prælat. Og i
Kulturforbindelsen mellem Danmark og Frankrig,
der særlig var Absalon’s Værk, var V. det
vigtigste Bindeled; hvad han paa dette Omraade
udrettede for sit ny Fædreland, er sikkert
meget betydeligt. Mindre heldig var han, da han
udstrakte Forbindelsen til det politiske.
Væsentlig bidrog han til Filip August’s Ægteskab
med Ingeborg (s. d.), og da han var med i den
Sendefærd, der bragte Kongedatteren til
Frankrig, følte han sig som Sejrherre. Men da Filip
August straks forskød sin Brud, kom Sorg og
Ydmygelse uventet over V., og al hans Kamp
for at skaffe Ingeborg Oprejsning var forgæves.
Paa de kirkelige Omraader virkede han
derimod med Held. Særlig ivrede han for
Klostertugt, og han traadte i Skranken for Kirkens
Frihed over for enhver som helst; krævede en
pavelig Legat Afgifter af Kirken, stemplede V.
det som Simoni. Hans kirkelige Syn var saare
ensidigt. Kong Sverre i Norge var for ham kun
en djævelsk Tyran; han modtog de landflygtige
norske Bisper og bidrog til Dannelsen af
Baglernes Parti, der blev Sverre’s farligste Fjender.
Mere frugtbringende var V.’s fredelige
Lærervirksomhed; Peder Sunesøn og andre af
Landets bedste unge Mænd var blandt hans
Lærlinge. Til Brug for dem samlede han et Udvalg
af sine Breve og føjede andre til, skrevne i
tænkte Øjemed, i Virkeligheden blot til
Læsning og til Mønster; disse Breve giver et godt
Billede af V.’s Personlighed, hans ildfulde
Temperament, franske Belevenhed og
overstrømmende Følelsesudbrud. Efter V.’s Død
valfartede man til Æbelholt, og der blev skrevet et
Helgenskrift om ham. Endelig helgendømte
Paven V. 1224. End mere søgte man til hans Grav,
da hans Ben overflyttedes til Æbelholts ny
Stenkirke (1238). (Litt: »Danske Helgeners
Levned« ved H. Olrik [Kbhvn 1893-94]).
(H. O.). J. O.
Vilhelm, Hertug af
Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg (indtil 1825 af S.-H.-S.-Beck),
se Glücksborg (IX, S. 817).
H. J-n.
Vilhelm, Prins af Glücksborg,
foregaaendes 3. Søn og altsaa Broder til Kong
Christian IX, f. 10. April 1816, d. 5. Septbr 1893.
Han traadte 1838 i østerrigsk Tjeneste som
Ritmester og udmærkede sig 1848 i Krigen i
Lombardiet, særlig ved Custozza, og 1849 i
Ungarn, hvor han vandt Ry ved sine dristige
Rekognosceringer og blev 7 Gange saaret. 1851
førte han en Brigade ved Besættelsen af
Holsten; viste 1859 særlig Tapperhed i Slaget ved
Solferino, tog Orlov under Østerrigs Krig mod
Danmark 1864, førte 1866 en Rytterdivision i
Krigen i Böhmen, hvor han efter Slaget ved
Königgrätz dækkede Hærens Tilbagetog. 1869
tog han Afsked som Generalløjtnant og bosatte
sig 1874 i Danmark, bisattes i Frederik V’s
Kapel i Roskilde. Han regnes blandt 19. Aarh.’s
dygtigste og kækkeste Rytterførere.
(E. E.). H. J-n.
Vilhelm, se Georg I (Grækenland).
Vilhelm I Erobreren, Konge af
England (1066—87), Hertug af Normandiet
fra 1035, f. 1027 eller 1028, d. 9. Septbr 1087 i
Rouen, var en uægte Søn af Hertug Robert II,
»Djævelen«, af Normandiet og en Garverdatter
fra Falaise ved Navn Arlotta. Han kaldtes
derfor ogsaa V. Bastard. Hele hans første
Ungdom gik hen med Fejder mod den oprørske
Adel. Han skaffede sig en Støtte i Kirken og fik
en god Raadgiver i Italieneren Lanfranc. Hans
Magt i Normandiet fæstnedes, og han fattede
den store Plan at blive Tronfølger i England,
hvis Kongehus var beslægtet med de
normanniske Hertuger. Han brugte til dette Maal alle
Midler. Da Jarl Harold Godwinson, der var
Angelsachsernes Fører og havde taget Magten
ved Kong Edvard Bekenderen’s Hof, paa en
Sørejse var dreven ind paa den franske Kyst,
fik Hertug V. ham udleveret og tvang Harold
til over et Helgenskrin at sværge en Ed, som
maaske skulde sikre V.’s Tronkrav, men som
Harold i alt Fald aldrig opfyldte. — Da
Edvard Bekenderen døde 1066, og Harold
Godwinson blev engelsk Konge, skyldte V. ham for at
have svoret Mened til ham, han gjorde Krav
paa Tronen som den Arving. Kong Edvard
havde indsat, og Pavens Støtte vandt han, fordi
Ærkebispen af Canterbury, en fransk Norman,
var bleven forjaget af Angelsachserne ved
Hoffet. Paven sendte ham et Banner som Kirkens
Stridsmand. Det kostede V. stor Vanskelighed
at faa de normanniske Baroner med sig, men
han forstod at drage Krigere til sig fra
Frankrig og Tyskland ved Løfte om rigt Bytte. Hele
Foraaret og Sommeren byggedes Skibe til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
