Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm II Rufus (den røde kong), Konge af England - Vilhelm III af Oranien, Konge af Storbritannien og Irland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
heftig Tvist udbrød mellem ham og Anselm, der
vilde bringe Kirken paa Fode. Til sidst, 1097,
maatte Ærkebispen fly til Rom, og V. tog alt
hans Gods; først efter V.’s Død vendte Anselm
tilbage. I øvrigt var hans Kongetid rig paa
Fejder baade med hans Brødre Robert og
Henrik og med Skotland. V. ejede vel samme Kraft
og Voldsomhed som Faderen, men ikke hans
Udholdenhed og opgav ofte heldig begyndte
Foretagender paa Halvvejen. Den røde Konge
(kaldt saaledes efter sin Ansigtsfarve) kom brat
af Dage, 2. Aug. 1100 red han ud paa Jagt i
New Forest, om Aftenen fandtes hans Lig
gennemboret af en Pil. Ved sin Grumhed og
Usædelighed havde V. gjort sig meget forhadt
blandt Folket, men om hans Død skyldtes et
Mord eller et ulykkeligt Fejlskud, er aldrig
blevet opklaret. (Litt.: Freeman, The Reign
of William Rufus [Oxford 1882]).
(J. L.). H. J-n.
Vilhelm III af Oranien, Konge af
Storbritannien og Irland
(1689—1702), Arvestatholder i Nederlandene, f. i Haag
4. Novbr 1650, d. i Kensington 8. Marts 1702,
var Søn af
Vilhelm II,
Statholder af
Holland, og
Henriette Maria
Stuart, Datter
af Karl I af
England. V.’s
Opvækst blev
trange Aar; thi
otte Dage før
hans Fødsel var
hans Fader død,
efterladende sig
en stor Gæld,
og den mægtige
Købmandsstand
nyttede nu
Lejligheden til at
frigøre sig fra
Huset Oraniens Regimente. Fra 1653
styredes Unionen af Raadspensionæren for
Holland, Jan de Witt. Denne og hans
Tilhængere maatte i V. se en stadig Fare for deres
Regering, og hans Opdragelse kom derfor
under de Witt’s Kontrol, da V.’s Moder, som
hidtil havde ledet den, var død 1661. I øvrigt blev
V. vel oplært, især i Statskunst og Sprog, han
talte let Engelsk, Tysk og Fransk og forstod
Latin godt. Men nøje bevogtet som han var
fra alle Kanter, blev han tidlig klog, og hans
Væsen blev tavst og fornemt, han var noget
svagelig og stille, og legemlig Idræt, paa nær
Jagt, brød han sig ikke om. Fremtiden syntes
ikke at aabne ham Vej til Storhed, da
Statholderposten, Huset Oraniens hollandske
Fyrstestilling, ophævedes 1667. Det blev først Ludvig
XIV’s Overfald paa Holland i Hævnkrigen 1672,
der bragte V. Magten. Han blev nu paa een
Gang Statholder, Generalkaptajn og
Storadmiral. De Witt myrdedes, og V. høstede al Æren for
Fædrelandets Frelse. Tilkom den ham end ikke
i eet og alt, saa var det dog hans Sjælsstyrke
og Udholdenhed, der i den lange Kamp holdt
Folket oppe. Vel var V. ikke nogen stor
Feltherre og tabte oftest over for de franske
Hærførere, men han ejede Evnen til altid efter et
Nederlag at bringe sin Styrke paa Fode igen
og berøve Modstanderen Fordelen af hans Sejr.
Saa dygtigt førte han Kampen, at Holland ved
Freden i Nijmegen 1678—79 gik ud af den uden
Tab. Størst af hans Evner var dog hans
diplomatiske Begavelse, ved den kom han til at
virke bestemmende paa hele Europas
Fremtidspolitik og blev den, der standsede Ludvig XIV’s
Overvælde. Under Krigen havde han opnaaet
et mægtigt Forbund med den tyske Kejser
Leopold, med Spanien, Lothringen og
Brandenburg, da han 1677 for ogsaa at kunne faa
England med mod Frankrig drog derover og
ægtede sin Kusine Marie, Datter af Hertug Jakob
af York og paa det Tidspunkt den sandsynlige
Arving til England. 15. Novbr stod Brylluppet,
der hilstes med Bifald af det engelske Folk,
men længe ikke syntes at skulle faa de
forventede politiske Følger. Medens Karl II
vedblev at være vaklende i sin Politik over for
Frankrig, sluttede Jakob II, V.’s Svigerfader,
efter sin Tronbestigelse 1685, sig afgjort til
Ludvig XIV. Dog modarbejdede V. Ludvig XIV’s
Planer med usvækket Udholdenhed. 1686 fik
han i Augsburg dannet et stort Forsvarsforbund
mod Frankrig bestaaende af Kejseren, Spanien,
Sverige, Kurfyrsterne af Brandenburg, Sachsen,
Bayern og flere tyske Fyrster. Snart skulde
ogsaa Jakob II’s vilkaarlige og katolske Regimente
bringe V. i Forbindelse med Oppositionen i
England. Her brast baade Toryernes og
Whigernes Taalmod over for Kongens Overgreb, da
10. Juni 1688 en Kronprins blev født, der
sikkert vilde blive opdraget i den katolske Tro, og
7 højtstaaende Politikere af begge de nævnte
Partier opfordrede V. til at lande med en Hær
for at forsvare Englands Frihed. Efter nogen
Nølen modtog V. Opfordringen, og 5. Novbr
1688 stod hans Flaade ind til Torbay, og han
landede i god Behold ved Brixham. Forladt af
alle flygtede Jakob til Frankrig 18. Decbr,
samme Dag som V. drog ind paa Whitehall Slot.
22. Jan. 1689 traadte et Konventionsparlament
sammen. Det vedtog, at Jakob ved sine
Handlinger og sin Flugt selv havde frakendt sig
Regeringen, og Tronen erklæredes for ledig. Ved
Declaration of Rights fastsloges derpaa Folkets
Ret over for Regenten, og V. og Marie blev
erklærede for Konge og Dronning af England
tilsammen, saaledes at V. skulde føre Regeringen
til sin Død, medens Marie kun skulde regere, i
Fald hun overlevede ham. Hun døde imidlertid
1694. I Skotland blev de anerkendte April 1689,
og et Oprør af skotske »Jakobiter«, som
Tilhængerne af Huset Stuart kaldtes, kuedes
1690—92. V.’s Tronbestigelse blev af største
Betydning for Magtstillingen i hele Europa. Ludvig
XIV havde begyndt en ny Erobringskrig mod
Tyskland, den pfalziske Krig 1688—97. Nu førte
V. England ind i Augsburg-Forbundet, der, da
Savojen ogsaa traadte til, udvidedes til den
store Wien-Alliance 1689. England blev nu ved
V.’s Statskunst fra at have været en
Andenrangsmagt og afhængig af Frankrig til en
ledende Stormagt i Europa. Da Jakob II var
landet i Irland og havde ladet sig udraabe til
 |
| Vilhelm III. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
