Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm den Tavse, Prins af Oranien - Vilhelm II, Prins af Oranien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
frygtelige Opstand af de tøjlesløse spanske
Tropper, der ikke havde faaet deres Sold, og
det Myrderi, den spanske Soldaterstyrke
anrettede i Antwerpen 4. Novbr 1576 (»den spanske
Furie«), bragte de sydlige Stater til at slutte
sig til V. Det syntes, at hans Foreningsplan
mod Spanien skulde lykkes, thi ved
Pacifikationen i Gent 8. Novbr 1576 sluttede alle
Nederlandene (undtagen Luxembourg) sig sammen
om at uddrive Spanierne og ved
Generalstænderne at genindføre de gamle Friheder. Det
var det bedste Øjeblik i Frihedskampen, og
den ny Statholder, Don Juan d’Austria, der
samme Dag kom til Nederlandene, slog ind paa
en mildere Politik og lovede i Febr 1577 ved
»det evige Edikt« de spanske Troppers Afmarch
og Opfyldelse af de i Gent-Pacifikationen
udtalte Frihedsønsker. Don Juan beholdt dog de
spanske Tropper, brød snart med
Generalstænderne og besatte Namur. Opstanden begyndte
igen, og V. kaldtes af Brabants Stænder til
Ruwart (Regent med diktatorisk Magt), medens
Don Juan erklæredes for Fædrelandets Fjende
(Decbr 1577). V. gjorde alt for at holde alle
Stater i Nord og Syd sammen og fandt sig for
Frihedssagens Skyld i, at han ikke selv blev
Staternes Overhoved, idet den misundelige
Storadel indkaldte Ærkehertug Matthias af
Østerrig, der blev gjort til Generalstatholder 1578,
om end V. selv beholdt den egentlige Ledelse
af Statsanliggenderne. I den fornyede Krig
viste det sig imidlertid vanskeligt for V. at holde
baade Nord- og Sydstaterne sammen, og
Uheld stødte til. Frihedspartiet tabte Slaget ved
Gembloux Jan. 1581, og Matthias og V. maatte
fra Bryssel drage til Antwerpen, og saa store
var Modsætningerne mellem Staterne, at de
sydlige indkaldte den franske Konges Broder
Hertugen af Alençon for at redde sig selv. Det
var under disse Forhold, at Don Juan døde
Oktbr 1578, og V.’s farligste Modstander, den
geniale Hertug Alexander Farnese, blev spansk
Statholder. Farnese forstod straks at benytte
sig af Spændingen mellem Provinserne til at
bringe de sydlige Stater over paa sin Side.
V. maatte nu opgive sin Plan om alle Staters
Forening. Men de nordlige Staters
Sammenhold sikrede han. 23. Jan. fik han sluttet
Unionen i Utrecht mellem de fem nordlige Stater,
Holland, Zeeland, Utrecht, Gelderland og
Groningen, hvortil hurtig Overyssel og Friesland
sluttede sig, og Grunden blev lagt til
Republikken »De forenede Nederlande« og til disses
Uafhængighed og Religionsfrihed. Imidlertid
sluttede de sydlige Provinser Artois, Hennegau,
Namur og Lüttich sig til Alex. Farnese, og vel
holdt endnu Flandern og Brabant ved
Forbindelsen med det nordlige Frihedsparti, men det
syntes, at Farnese ogsaa skulde vinde dem.
Under alt dette arbejdede V. ihærdig for at
holde Friheden oppe, og han viste sin Storhed
ved ikke at stræbe efter at grunde et Monarki
for sig selv. Da Ærkehertug Matthias havde
forladt Nederlandene, underordnede han sig
Hertugen af Alençon (Anjou), hvem Staterne
valgte til Protektor, fordi han mente, det var
nødvendigt for at sikre sig Frankrigs Hjælp.
Da Anjou 1583 havde umuliggjort sin Stilling
og forladt Nederlandene, antog V. Titlen Greve
af Holland; paa Staternes Opfordring og
gennem denne Stilling vilde han sikkert være naaet
til at blive suveræn Hersker over de
uafhængige Nederlande og have faaet sikret den
Religionsfrihed, han kæmpede for, om han ikke
var blevet snigmyrdet. Men siden Filip II 1580
havde erklæret V. fredløs og sat en Pris paa
hans Hoved, et Skridt, som denne besvarede
med sit berømte Forsvarsskrift »Apologien«,
havde Snigmorderne luret om ham. Marts 1582
havde Jean Jauregui saaret ham haardt, og
kun V.’s kraftige Helbred og hans 3. Hustru
Charlotte’s Pleje havde frelst ham; men da han
i Delft 10. Juli 1584 gik ned ad Trappen fra sin
Spisesal, blev han skudt af den af Jesuitterne
hyrede Snigmorder Balthasar Gérard. Han
døde med Ordene: »Min Gud, hav Medlidenhed
med mig og det stakkels Folk«. 4 Gange var
V. gift. Med sin første Hustru, Anna af Egmont
(d. 1588) havde han en Søn, Greven af Büren,
f. 1554, d. 1618; med sin anden Hustru, Anna,
Kurfyrst Moritz af Sachsen’s Datter, skilt fra
V. 1575, d. 1577, flere Døtre og Statholderen
Prins Moritz af Oranien. I sit 3. Ægteskab med
Charlotte af Bourbon, Datter af Hertug Ludvig
af Montpensier, d. 1582, havde han 6 Døtre;
med sin 4. Hustru Louise, Datter af Admiral
Coligny, fik han Sønnen, Statholderen Prins
Frederik Henrik af Oranien. (Litt.: Groen
van Prinsterer, Archives de la Maison
d’Orange [Nassau 1835—47, Bind III og IV];
Gachard, Correspondance de Guillaume le
Taciturne [6 Bind, 1847—66]; samme,
Correspondance de Philippe II [1848—79]; Blok,
»Geschiedenis van het Nederlandshe Volk« [3.
Udgave 1823 ff.]; Molley, Rise of the Dutch
Republic [1856]; Ritter, »Deutsche Geschichte
im Zeitalter der Gegenreformation« [1887—1901];
Juste, Guillaume le Taciturne [1873]; Klose,
»Wilhelm I von Oranien« [1864]; Putnam,
William the Silent [1895]; F. Rackfal, »W.
von Oranien und der niederländische Aufstand«
[1906-08]).
(J. L.). H. J-n.
Vilhelm II, Prins af Oranien,
Statholder og Generalkaptajn i Nederlandene, f. 27.
Maj 1626 i Haag, d. 6. Novbr 1650, var eneste
Søn af Statholderen, Prins Frederik Henrik og
Amalie von Solms, og han var af politiske
Grunde blevet gift med Karl I’s ældste Datter,
Maria Stuart. Allerede da Prinsessen kun var
10 Aar, stod Brylluppet 1640. Under sin Fader
kæmpede derpaa V. mod Spanien og viste
sjældne Evner. Da Frederik Henrik døde 14.
Marts 1647, blev V., maaske den bedst
begavede af Oranierne, Statholder. Afslutningen af
den lange Krig mod Spanien var paa denne
Tid Nederlandenes Opgave. Skønt V. helst saa
Krigen med Spanien fortsat, modsatte han sig
dog ikke, af Frygt for Strid med det mægtige
Købmandsparti i Holland. Freden afsluttedes
da i Münster 1648. Men straks efter opkom en
heftig Tvist. Provinsen Holland forlangte nu
Krigstropperne, især de franske Tropper,
afskedigede. Dette modsatte V. sig, dels fordi han
ønskede en Hær til Krig mod England for i
Forbund med Frankrig at indsætte Karl II, dels
fcrdi han vidste, at en Forringelse af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
