Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm I, Konge af Preussen og tysk Kejser - Vilhelm II, tysk Kejser og Konge af Preussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med Moltke som Stabschef; han var til Stede i
Slagene ved Gravelotte og Sedan — »hvilken
Vending ved Guds Førelse« hed det i hans
Telegram til Dronningen — saavel som under
Paris’ Belejring. Under Krigen sluttedes Aftaler
om en Genforening af Nord- og Sydtyskland til
et nyt tysk Rige, og 18. Januar 1871 udraabtes
han i Versailles, omgiven af en Mængde tyske
Fyrster og Prinser, til tysk Kejser — en
Værdighed, han selv ikke syntes om at modtage.
Næste Maaned sluttedes Krigen, og 1. Marts
holdt han med en Del af Hæren et
Paradeindtog i Paris. Snart efter forlod han Frankrig og
blev paa Hjemvejen gennem Tyskland overalt
hilset med Jubel, især ved Tilbagekomsten til
Berlin og ved den store Sejrsfest (16. Juni),
da Tropperne holdt deres Indtog i Tysklands
ny Hovedstad.
6.-8. Septbr 1871 fornyede V. paa et Møde
i Salzburg med den østerrigske Kejser det
tidligere venskabelige Forhold, og 5.—12. Septbr
1872 kom baade Østerrigs og Ruslands
Herskere i Berlin til »Trekejsermødet«. I Maj 1873
besøgte han Kejser Alexander II i Petrograd og
i Oktbr 1875 Kong Victor Emanuel i Milano, til
Gengæld for dennes Besøg i Berlin Aaret i
Forvejen. Paa gentagne Rejser gennem
Sydtyskland fik han tilstrækkelige Beviser paa,
hvorledes man ogsaa her hyldede »Helteoldingen«,
»den sejrrige Kejser«. Derimod blev han 11.
Maj og 2. Juni 1878 Genstand for Mordforsøg af
Socialdemokraterne Hödel og Nobiling, og ved
det sidste alvorlig saaret og 1/2 Aar uskikket til
at varetage sine Regentpligter. Efter
Helbredelsen samledes i Tyskland 1 3/4 Mill. Mark til en
velgørende Stiftelse med hans Navn. 1879
fejrede han sit Guldbryllup med Augusta (f. 30.
Septbr 1811, d. 7. Jan. 1890), Datter af
Storhertug Karl Frederik af Sachsen-Weimar, og
1886 sit 25 Aars Konge jubilæum; men endnu
større Deltagelse vistes ham dog 1887 paa hans
90 Aars Fødselsdag fra hele Tyskland til Tak for
den Magt og Anseelse, det under hans Styrelse
havde vundet. Hans Død vakte ogsaa stor
Bevægelse uden for Tyskland. V. stod ved sin Død
som Fyrsternes Patriark i Europa. Til det
sidste havde han lagt omhyggeligt Arbejde i sin
Gerning. Hans Sind var trofast og vennesælt,
og fremfor alt var hans Karakter præget af
Pligt- og Æresfølelse. »Den ideale Type paa en
preussisk Officer« har Bismarck kaldt ham, og
hans Moder havde allerede 1810 karakteriseret
ham med Ord, der bestandig kom til at passe
paa ham: jævn, sober og forstandig (einfach,
bieder und verständig). — V. havde kun een
Søn, Frederik, der fulgte ham i Regeringen
som Frederik III og endnu s. A. i Graven, og
en Datter Luise (1838—1923), gift 1856 med
Storhertug Frederik I af Baden. Talrige
Mindesmærker er rejst over ham rundt om i
Tyskland. (Litt.: E. Marcks, »Kaiser W. I«
[Leipzig 1897, senere i flere Oplag]; W.
Oncken, »Das Zeitalter des Kaisers Wilhelm« [2
Bind, 1888-92]; W. Hahn, »W., der erste
Kaiser« [1888]; W. Müller, »Kaiser W.
1797—1877« [1877]; L. Schneider, »Aus dem
Leben Kaiser W.’s« [3 Bind, 1888]; Arch.
Forbes, Life of Emperor William of Germany
[London 1888]; E. Simon, L’Empereur
Guillaume et son règne [1887]; »Politische
Korrespondenz Kaiser W.’s I« [1890]; Bismarck,
»Gedanken und Erinnerungen«; Marcus
Rubin, »Tysklands Historie fra 1848 til Nutiden«
[1912]).
(E. E.). H. J-n.
Vilhelm II, tysk Kejser og Konge af
Preussen fra 1888 til 1918, er født 27. Jan. 1859 som
ældste Søn af den senere Kejser Frederik III
(s. d.) og altsaa Sønnesøn af Kejser V. I samt
Dattersøn af
Dronning
Viktoria af
England. Med Dr.
Hinzpeter (s.
d.) som
ledende civil Lærer
opdroges han
ret alsidig,
besøgte 1874—76
Gymnasiet i
Kassel, senere i
2 Aar
Universitetet i Bonn,
blev ogsaa sat
til at arbejde
lidt i den
civile Forvaltning, men
uddannedes, skønt
født med en forkrøblet venstre Arm, dog
først og fremmest til Militær og kom til
i udpræget Grad at føle sig som »Soldat«. Han
var sin Bedstefaders Yndling, men stod i et
noget fjernere Forhold til Forældrene. Da han
efter sin Faders kortvarige Regering besteg
Tronen (15. Juni 1888), ansaas han ikke blot
for reaktionær, militaristisk og antisemitisk,
men ogsaa for en Tilhænger og Tilbeder af
Bismarck, som det skulde vise sig, at han ikke
ret længe formaaede at samarbejde med.
Allerede ved Tronbestigelsen var hans Forbindelse
med »kristelig-sociale« Kredse blevet kraftig
misbilliget af den gamle Rigskansler, der til
sin store Fortrydelse fik at se, hvorledes den
unge Kejser af »uansvarlige« Raadgivere, bl. a.
Hinzpeter, lod sig føre i Retning af den sociale
Politik, der var kommet paa Dagsordenen i
Europa, og som stred afgørende mod den hidtil
i Tyskland forsøgte Undertrykkelse af
Socialdemokratiet. Kejser og Kansler stod her over
for hinanden som Repræsentanter for
forskellige Tidsaldre. 1889 fik V. ved sin personlige
Paavirkning Rigsdagen til at vedtage
Invaliditets- og Alderdomsforslaget, samme Aar
modtog han en Deputation for strejkende westfalske
Bjergarbejdere, i Febr 1890 lod han
offentliggøre to Reskripter, i hvilke han erklærede det
for en Statsopgave at regulere det hele
Lønarbejdes Varighed og Art under Hensyntagen
til Arbejderens Sundhed, Sædelighed,
økonomiske Fornødenheder og lovmæssige
Ligeberettigelse og kundgjorde sin Beslutning om at
indbyde forskellige Stater til en international
Arbejderbeskyttelseskonference, som derefter i
Marts Maaned fandt Sted i Berlin. Bismarck
saa i alt dette kun en Svækkelse af Regeringen
og en Styrkelse af Socialdemokratiet, som han
 |
| Vilhelm II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
