- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
156

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm II, tysk Kejser og Konge af Preussen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ønskede at bekæmpe med ethvert Middel, og
hertil kom Uenighed mellem ham og Kejseren
paa det udenrigspolitiske Omraade, især med
Hensyn til Rusland. Det afgørende var dog
utvivlsomt, at den unge magtlystne Kejser ikke
kunde finde sig i at have en trods al sin
Kongetroskab saa selvraadig »Tjener«. Da Bismarck
ikke vilde gaa med til at ophæve en kgl.
preussisk Ordre af 1852, hvorefter Ministrene før
deres Referat for Kejseren skulde have sikret
sig Ministerpræsidentens Godkendelse, blev han
opfordret til at indgive sin Afskedsbegæring,
der blev bevilget 20. Marts 1890. I det sidste,
som Manuskript efterladte Bind af sine
Erindringer fastslaar Bismarck, at V. mangler sine
Forfædres Sans for at lade Forholdet mellem
Herre og Tjener bestaa som gensidig Troskab,
at han hellere vil gaa paa Forlig med sine
Fjender end stole paa sine Venner, at han
begunstiger Stræbere og mangler Sans for
Tingenes og Menneskehedens sande Natur.
Bismarck blev efter sin Afskedigelse ikke mere
raadspurgt om Rigets Styrelse, men var ikke
bange for at lade sin Kritik komme frem over
for Offentligheden. Til Gengæld berømmede V.
paa Bismarck’s Bekostning sin egen
Bedstefader, »Vilhelm den Store«, og fastslog, at
Bismarck for ham blot havde været en »brav,
dygtig Raadgiver«, »hans ophøjede Villies
Værktøj«. Bismarck’s Efterfølger som Rigskansler
blev General Caprivi, der snart søgte sin Støtte
hos det ene og snart hos det andet Parti, og
som i Oktbr 1894 pludselig afskedigedes, da
Kejseren nu ønskede at faa en Rigskansler,
der knyttede sig fast til de Konservative for
at føre en kraftig antisocialistisk Politik. Den
Forsoningsaand over for Socialdemokratiet, der
havde været Bismarck i særlig Grad imod,
holdt sig ikke ret længe hos V., som herefter
i forskellige Taler stemplede de kristelig-sociale
Bestræbelser som vanvittige, blæste til Kamp
mod Omstyrtningspartierne og kaldte
Socialdemokraterne »fædrelandsløse Fyre«
(vaterlandslose Gesellen). Caprivi fulgtes af den
gamle Fyrst Hohenlohe, der fraatraadte p. Gr. a.
Alder i Oktbr 1900 og afløstes af Bernhard von
Bülow, der gjaldt for V.’s særlige Yndling,
men trak sig tilbage i Juli 1909, da de
Konservative og Centrum tilsammen havde dannet
en ny Flertalsblok i Rigsdagen. Bülow’s
Efterfølger, Tysklands sidste Rigskansler før
Verdenskrigen, blev den preussiske
Udenrigsminister v. Bethmann Hollweg. — Det var
Kejseren, der efter sin fri Villie bestemte, hvem
der skulde være Rigskansler, og nogen
parlamentarisk Statsskik var ikke anerkendt, men
Hofintriger har i rigt Maal kunnet gøre sig
gældende. Kejseren har bestandig lyttet til
private Raadgivere; 1907 maatte han skilles ved
sin bedste Ven, Fyrst Philip von Eulenburg,
Midtpunktet i den saakaldte Tafelrunde, en
Kreds af Kejserens adelige Omgangsfæller, som
det lykkedes Journalisten Maximilian
Harden at skandalisere ved et Angreb paa dem
for Homoseksualitet.

I flere Henseender, ikke mindst paa
Udenrigspolitikken, har det været muligt for V. II
at øve en væsentlig Indflydelse, der maatte være
saa meget mere farlig, som han nærede aldeles
overdrevne Forestillinger om sin egen, sin
Slægts og sit Kalds Storhed og Værdighed.
Han foragtede Republikker og ansaa heller
ikke parlamentariske »Skyggedampe« for sine
Ligemænd. »Os kristelige Konger og Kejsere«,
skrev han til Tsaren, »er der af Himlen
paalagt en hellig Pligt til at forsvare det Princip,
at det er af Guds Naade, vi har vor Magt«.
Han var ikke bange for offentlig at udtale,
at »den Kurs, han havde givet, var den rette
og vilde blive holdt«, og at »Kongens Villie er
den højeste Lov«. Ved en Fest, som han
sammen med Kejserinden overværede i
Studenterkorpset Borussia i Bonn, udbredte han sig om
det enestaaende i, at »den første
Landsfyrstinde« var kommet til Stede for at overvære en
Sammenkomst af Studenter, og tilføjede: »Jeg
haaber og venter, at alle unge Borusser, paa
hvilke Hendes Majestæts Øjne i Dag har hvilet,
maa have faaet en Indvielse for selve Livet«.
Saaledes var bestandig V.’s Tone, naar han
berørte Monarkiets Forhold til Undersaatterne.
Hans Tro paa Fyrstefamiliernes Betydning i
Folkenes Liv vidnede om politisk Naivitet, men
knyttede sig tillige til indgroede Forestillinger
hos den tyske Nation, der i enestaaende Grad
var vant til Underdanighed over for sine
Fyrster. Det maa ved retfærdig Vurdering af V.’s
Person tages i Betragtning, at han paa alle
Kanter var omgivet af Smiger og Forgudelse.
Selv Tysklands ypperste Historiker, Lamprecht,
hyldede 1912 begejstret Urtidsaanden,
»Villiekraften i den kejserlige Personlighed«. I
Virkeligheden manglede Kejseren i høj Grad en
stærk og fast Villie. Hans Temperament var
ustadigt, svigende og lunefuldt, og de rastløse
Farter i Ind- og Udland, der gav ham Navn af
»Rejsekejseren«, var ikke blot Udtryk for hans
Lyst til at vise sin Storhed, men utvivlsomt
ogsaa for Trang til Adspredelse. 1898 foretog
han en opsigtsvækkende Rejse, der gik over
Konstantinopel til Jerusalem. Med særlig
Forkærlighed gjorde han Udflugter til Norges Kyst.
Danmark besøgte han 1888, 1890, 1903 (da han
over for Christian IX betegnede sig som »Søn
af Huset«), 1906 (ved Christian IX’s Bisættelse)
og 1907.

V. II gav utvivlsomt mange Vidnesbyrd om
Begavelse. Han digtede og komponerede, »talte
Fransk som en Pariser«, viste en meget alsidig
Lærenemhed og Modtagelighed, der lod ham
blænde sine Omgivelser ved »Indsigt« paa vidt
forskellige Omraader, og som ganske særlig
synes at have været udviklet paa tekniske
Felter. Kun den mest Skarpsindige saa, at han
først og fremmest ejede eet Talent,
Skuespillerens, og uheldigvis yndede han selv at
optræde som Fagmand i alt, og han greb
vilkaarlig og taktløst ind i mange Forhold. Han vilde
foreskrive Grænser for den bibelkritiske
Forskning, søgte i det hele at paanøde Folket sin
Opfattelse og Smag, blandede sig i Spørgsmaal
om Berlins Gader og Bygninger og afgjorde
Mindesmærkers Form og Udsmykning. I Decbr
1899 foreskrev han paa egen Haand, at det ny
Aarhundrede skulde regnes fra Jan. 1900 i
Stedet for 1901. Ved de store Manøvrer tog

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:06:32 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/25/0166.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free