Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm II, tysk Kejser og Konge af Preussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han selv Ledelsen og lod store Rytteroptog
udføre, som saa glimrende ud, men ellers
næppe havde Betydning. Ikke uden Grund er V. II
ogsaa blevet kaldt for »Talekejseren«; han holdt
mange opsigtsvækkende Taler, og i en Samling
af »Kejsertaler« mangler end ikke den Rubrik:
»Kejseren som gejstlig Taler«. Han kunde
forme ikke blot klingende Fraser, men til Tider
ogsaa rammende Slagord. Ogsaa her manglede
han imidlertid den fornødne Takt, og
Slagordene slog ofte tilbage og ramte ham selv og
Tyskland. Hans Broder, Prins Heinrich, fik
1897, da han sendtes med Flaaden til Kina,
Anvisning paa at bruge »den pansrede Næve«
imod dem, der vilde krænke Tysklands Ret,
og de Soldater, der 1900 sendtes til Kina, fik
Paalæg om at optræde med Hunnerne som
Forbillede; flere Gange blev det indprentet
Soldaterne, at de i Tilfælde af Oprør uden
Betænkning skulde skyde paa deres Fædre og
Brødre. Alt saadant virkede udæskende, og
paa det grusomste kom Begivenhederne til at
gøre de Ord til Skamme, som han fremsatte
i sin første Tale som Kejser: »Vi (Hæren) vil
hellere se alle vore 18 Hærkorps og vore 42
Millioner Indbyggere ligge paa Valpladsen end
afstaa en eneste Sten af, hvad min Fader og
Prins Friedrich Karl har vundet«. Med
mærkelige Følelser maatte hans Folk i bitre Nødaar
tænke tilbage ogsaa paa et andet Løfte af
den unge Kejser: »Jeg fører eder frem mod
herlige Tider«.
V. II, der ofte i personlig Adfærd over for
andre kunde vise et groft Overmod, viste saavel
i tyske Statsforhold som over for Udlandet
en mærkelig Mangel paa politisk
Forstaaelse af, hvad han kunde tillade sig. Da Bayerns
Landdag 1902 nægtede en Bevilling til et
kunstnerisk Formaal, blandede han sig med stødende
Iver i dette indre bayerske Anliggende. Han
tog Parti i en Strid om Tronfølgen i
Lippe-Detmold, men led Nederlag ved Rigsrettens
Kendelse i 1905. I Forholdet til England var
hans Optræden alt andet end gavnlig for
Tyskland og dets Anseelse. Efter Jameson’s
mislykkede Indfald i Transvaal 1896 sendte han et
opmuntrende Telegram til Præsident Krüger,
men lod alligevel ganske Boererne i Stikken
under den Krig, de senere kom til at føre
mod England; han modtog ikke engang
Præsident Krüger 1900, og efter Krigens Slutning
gav han de engelske Feltherrer nye
Udmærkelser. 1908 kunde det engelske Blad Daily
Telegraph i Form af Interview bringe den
Udtalelse af ham, at han havde afslaaet
Opfordringer fra Frankrig og Rusland om fælles
Skridt over for England for at standse dets
Krig i Sydafrika og i Stedet 1900 havde ladet
udarbejde og oversende til den engelske
Regering (eller Dronning) en Plan for den videre
Krigsførelse mod Boererne. For første Gang
rejste sig nu den offentlige Mening i Tyskland
mod den uforsigtige Kejser, og der blev
endelig i Rigsdagen stillet Krav om, at
Rigskansleren som den ansvarlige Leder af Rigets
Politik skulde gøre Skridt for at hindre
Gentagelse af saadan Optræden. Den Brist ved
V. II’s Karakter og Adfærd, som Dronning
Victoria havde set paa med bedstemoderlig
Overbærenhed, blev vurderet mere kritisk af
Onklen, Edvard VII, men det gaar naturligvis
ikke an at betragte den engelske
»Indkredsningspolitik« over for Tyskland som den ene
Fyrstes personlige Modtræk mod den anden.
At Kejseren var, som han selv gerne vilde
anses for, en »Fredskejser«, maa anerkendes,
for saa vidt som han dog nok ikke ønskede at
føre Tyskland ind i den store Krig, der kom
til at afslutte hans Regering. Et af hans
Slagord lød ganske vist: »Tysklands Fremtid ligger
paa Havet«, og han støttede kraftig den
Flaadebygning, der fandt Sted under Ledelse af
Stor-Admiral von Tirpitz; men deri behøver man
ikke at finde andet end et Ønske om at være
beredt til Krigen, ikke om selve Krigen. Hans
pludselige Besøg i Tanger i Marokko 1905 var
en Demonstration mod Frankrig, men næppe
dikteret af Krigslyst. Han viste sig som en
tro Forbundsfælle af Østerrig og lod Tyskland
stille sig ved dets Side i »skinnende Rustning«
under den bosniske Krise i 1908. I den
skæbnesvangre Juli Maaned var han først ivrig for,
at Østerrig skulde optræde saa haardt som
muligt mod de serbiske »Fyrstemordere«, men
arbejdede for Fredens Bevarelse i de sidste
Dage, før den Verdenskrig udbrød, der skulde
stille hans Karakter paa den afgørende Prøve.
Han stillede sig straks efter Krigsudbruddet
som Nationens Enhedsmærke: »Jeg kender ikke
Partier mere, men kun Tyskere«. Imidlertid
blev hans Magt som »øverste Krigsherre« ikke
gavnlig for Hærledelsen, og over for den
indrepolitiske Udvikling, der fulgte med Krigen,
viste han heller ikke tilstrækkelig Forstaaelse.
Det kejserlige »Paaskebudskab« af 7. Apr. 1917
om demokratiske Reformer tilfredsstillede ikke
den stærke Opposition og maatte suppleres
med en ny Erklæring 12. Juli. 14. Juli afløstes
Bethmann Hollweg som Rigskansler af
Michaelis, men allerede ved Hertling’s
Udnævnelse til dette Embede 2. Novbr maatte V. II
tage Hensyn til Rigsdagens Krav om
Indflydelse paa, hvem der skulde være Regeringens
Chef. 3. Oktbr 1918 udnævntes Tysklands
første parlamentariske Regering under Ledelse af
Prins Max af Baden; 28. Oktbr fastsloges i et
kejserligt Reskript en ny Forfatningsordning,
hvorved »de grundlæggende Rettigheder«
skulde være overflyttet fra Kejseren til Folket.
Dette Systemskifte, der først kom som en
Følge af Tysklands militære Sammenbrud, kunde
ikke besværge den Revolutionsaand, der nu
havde rejst sig i det tyske Folk, men mest
skæbnesvanger for Kejseren blev Stemningen i
de fjendtlige Lande, hvor man vilde lægge hele
Ansvaret for Krigen over paa ham. »Fem
Verdensdele fordrede en eneste Mands Afgang«,
og Præsident Wilson’s Noter til den tyske
Regering indeholder et næsten direkte Krav herom.
Tvunget af sine Omgivelser, men efter megen
Nølen og raadvild Vaklen nedlagde V. II
endelig 9. Novbr 1918, paa den tyske Revolutions
afgørende Dag, sin Krone. Han flygtede
derefter til Holland, hvor han først tog ind paa
Slottet Amerongen i Provinsen Utrecht og i
Foraaret 1920 købte Slottet Doorn i samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
