Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Villa Nueva - Villanueva de la Serena - Villa nueva de la Vera Cruz - Villanueva del Grao - Villanueva y Geltrú - Villarceau, Antoine Joseph François Yvon - Willard, Frances Elizabeth - Villard de Honnecourt - Villa Real - Villareal - Villa Real de São Antão - Villaret, Foulques - Villari, Pasquale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
2250 m over Havet paa Vestsiden af Sierra
Palomas. 8000 Indbyggere, i Nærheden interessante
indianske Bygningsværker og Klippeskulpturer.
(H. P. S.). M. V.
Villanueva de la Serena [wilja’nuæwa-
ðæ-la-sæ’ræna], By i det vestlige Spanien,
Provins Badajoz, ligger 102 km ØNØ. f. Badajoz
300 m over Havet og ved Banen fra Madrid til
Lissabon. (1920) 13500 Indbyggere. V., der er
Hovedbyen i Landskabet La Serena, er anlagt
af Alcantara-Ridderordenen, til hvilken
Ferdinand IV havde skænket det omliggende Land.
(H. P. S.). C. A.
Villa nueva de la Vera Cruz
[’wilja-’nuæwa-ðæ-la-’wæra-’krus], se Vera cruz.
Villanueva del Grao [wilja’nuæwa-ðæl-’graå], El Grao, se Valencia.
Villanueva y Geltrú [wilja’nuæwa-i-kæl’tru],
Villanova, By i det nordøstl. Spanien, Prov.
Barcelona, ligger 40 km VSV. f. Barcelona 13
m over Havet ved Bredden af Middelhavet og
ved Banen fra Barcelona til Reus. (1920) 15500
Indbyggere. V. y G. driver Sæbe- og
Kniplingsindustri. I Omegnen drives stor Vinavl, og fra
Havnen, der ligger i Kvarteret Geltru, udføres
Vin.
(H. P. S.). C. A.
Villarceau [vilar’so], Antoine Joseph
François Yvon, fransk Astronom, f. 15.
Jan. 1813 i Vendôme, d. 23. Decbr 1883, rejste
som St.-Simonist til Ægypten, men vendte 1837
tilbage til Paris, studerede Matematik ved École
Centrale, ansattes 1846 ved Observatoriet i
Paris, blev 1855 Medlem af Bureau des longitudes
og 1867 Medlem af Akademiet i Paris. V. har
hovedsagelig beskæftiget sig med Problemer
vedrørende den teoretiske Astronomi; saaledes
har han fra 1849 i Paris-Akademiet meddelt en
Række Afhandlinger vedrørende Beregningen
af Dobbeltstjernebaner. I Annales de
l’Observatoire de Paris, Bind III (Paris 1857)
offentliggør han Afhandlingen: Détermination des
orbites des planètes et des comètes og anvender
sin heri fremstillede Metode, der i Princippet
er den samme, som Laplace havde anvendt i
Løsningen af det samme Problem, til Beregning
af Elementerne for adskillige af de smaa
Planeter. Han var den første, der paaviste, at
d’Arrest’s Komet var periodisk, og den blev
fundet igen paa Cap efter V.’s Efemeride.
Foruden astronomiske Afhandlinger, hvis Tal er
over 100, har han publiceret enkelte mekaniske,
som Arches de ponts (Paris 1882), konstrueret
Ækvatorialer, Meridianinstrumenter, undersøgt
Gang og Kompensation af Kronometre (Annales
de l’Observatoire, Bind VII) og bestemt
Længden af en hel Del Punkter i Frankrig i Forhold
til Paris (Bind VIII og IX). Sammen med
Magnac har han skrevet: Nouvelle navigation
astronomique [Paris 1877]).
J. Fr. S.
Willard [’wi£əd], Frances Elizabeth,
amerikansk Socialreformator (1839—98), blev
1873 Præsident og Professor ved det kvindelige
Northwestern University, virkede ivrig for
Afholdssagen som Formand i store kvindelige
Sammenslutninger til dette Formaal, kæmpede
ligeledes energisk for Kvindebevægelsen, skrev
mange Artikler og Afhandlinger og udgav et
Par store Tidsskrifter.
H. J-n.
Villard de Honnecourt [vi’la.r-dö-ån’ku.r],
fransk Arkitekt, c. 1225, har tegnet en Studie-
og Skitsebog med 33 Pergamentblade, der giver
levende Indtryk af en gotisk Kunstners
Arbejdsmaade, og som efter dens Opdagelse i
Paris-Biblioteket gentagne Gange er udgivet i
Faksimile. Bogen oplyser, at V. har arbejdet paa
Cambrai-Katedralens Kor (1230—51) og givet
Tegning til et Korkapel i Rheims, samt at han
paa sine Rejser er naaet til Schweiz og Ungarn.
Skitsebogens Tegninger er ikke blot
arkitektoniske, men ogsaa figurlige, livfuldt bevægede
og dog ofte indskrevne i geometriske
Liniesystemer.
C. A. J.
Villa Real [’vila-’r.a£], By i det nordlige
Portugal, Provins Traz-os-Montes, ligger 20
km ØNØ. f. Oporto ved den østlige Fod af
Serra de Marão. (1920) 7500 Indbyggere. V. R.
ligger smukt i frugtbare Omgivelser og er en
gammel By med et fra Maurertiden stammende
befæstet Slot. Byen er opstaaet omkring et
Kloster, der ligger paa en 300 m høj Klippe.
(H. P. S.). C. A.
Villareal [wiljaræ’al], se Villarreal.
Villa Real de São Antão [’vila-’ria£-də-
’sau-du’tan], By i det sydlige Portugal, Provins
Algarve, ligger 48 km ØNØ. f. Faro i Nærheden
af Guadianas højre Bred lige over for den
spanske By Ayamonte. (1920) 6170 Indbyggere. V.
R. d. S. A. anlagdes 1774 af Pombal, der
haabede, det skulde blive en stor By; men dens
Havn, der lider under vanskelige
Besejlingsforhold ved Guadianas Munding, spillede dog
kun en Rolle som Fiskerihavn, indtil man i 19.
Aarhundrede begyndte at eksportere
Kobbermalm fra São Domingo-Minerne ved Mertola.
(H. P. S.). C. A.
Villaret [vila’ræ], Foulques, Stormester
for Johaniterordenen, d. 1327, fulgte 1308 som
Stormester efter sin Broder Guillaume V.,
virkeliggjorde 1310 dennes Plan om fra
Venetianerne at erobre Rhodos, som han heldig
forsvarede mod Osmannerne, og som i 200 Aar
blev Ordenens Residens, var i øvrigt en
udsvævende Despot, en Tid derfor afsat, nedlagde
selv sin Stilling 1325.
H. J-n.
Villari, Pasquale, italiensk Historiker,
f. 1827 i Neapel, d. 1917. V. blev 1859 Professor
i nyere Historie ved Pisas Universitet, senere
(1862) ved Istituto di studi superiori i Firenze.
Han har deltaget i det politiske Liv som Medlem
af Deputeretkamret og af Senatet og 1891 som
Undervisningsminister i di Rudini’s Kabinet;
desuden har han været Formand i adskillige
Kommissioner og Raad, i Akademier og lærde
Selskaber. V. indtager en meget høj Plads i sit
Lands historiske Videnskabelighed.
Hovedværker af ham er Storia di G. Savonarola e dei
suoi tempi (1. Udgave 1859, 2. meget forandrede
Udgave, Firenze 1887—88, 2 Bind, 3. Udgave
1898; oversat paa Tysk, Engelsk og Fransk) og
Niccolò Macchiavelli e i suoi tempi (1. Udgave
1877—82, 2. ligeledes stærkt omarbejdede
Udgave Milano 1896—97, 3 Bind; oversat paa Tysk
og Engelsk), begge udmærkede, saavel hvad
Forskningen som hvad Fremstillingen angaar,
vidnende om overordentlig aandelig Modenhed
og kunstnerisk Evne. Af hans andre Arbejder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
