Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wilson, Thomas Woodrow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Verdens Forbavselse talte gennem hans Mund
det neutrale Amerika, Forretningslivets og
Kapitalmagtens Rige mere end noget andet Land
paa Jorden, atter og atter Ord af den højeste
og mest uegennyttige Fredskærlighed.
»Neutralitetens Grundvold«, erklærede W., er »ikke
Ligegyldighed og heller ikke Egenkærlighed.
Neutralitetens Grundvold er Sympati for
Menneskeheden. Det er Upartiskhed i Aand og i
Dom«. Han fastslog paa et tidligt Tidspunkt
Maalet for Freden: »Freden kan alene
genopbygges paa de gamle og anerkendte folkeretlige
Principer, alene paa de Ting, som minder
Folkene om deres Pligter mod hinanden, og, hvad
der er dybere endnu, om deres Pligter over for
Menneskeheden og Menneskeligheden. Amerika
har en stor Sag, som ikke er begrænset til det
amerikanske Fastland. Det er selve
Menneskelighedens Sag«. Hvad der maatte tilstræbes var,
»at Nationerne for Fremtiden maa styres ud
fra de samme høje Æresbegreber, som vi
kræver af de enkelte Individer«. Folkeforbundets
Idé er allerede udtrykt i en Tale af 2. Septbr
1916: »Ingen Nation maa tvinges til at tage
Parti i nogen Strid, der ikke berører dens egen
Ære og Uafhængighed og dens eget Folks
Lykke; men til Gengæld maa ingen Nation forblive
neutral over for nogen forbryderisk
Forstyrrelse af Verdens Fred«. — Som den Mand, der
holdt Amerika uden for Krigen, genvalgtes W.
7. Novbr 1916 til Præsident med 276
Valgmandsstemmer mod 255. Da til sidst Amerika
ved Tyskernes uindskrænkede
Undervandsbaadskrig førtes ind i Verdenskrigen, var det under
denne Erklæring af W. i en Tale til Kongressen
af 2. April 1917: »Vi tjener ingen selviske
Formaal, vi ønsker ingen Erobringer, intet
Verdensherredømme. Vi søger ingen
Skadeserstatning til os selv, ingen materiel Oprejsning for
de Ofre, som vi frivillig bringer. Vi er kun en
af Forsvarerne for Menneskenes Rettigheder og
vil være tilfredse, naar disse Rettigheder er
sikrede saa godt, som Tro og Love og
international Frisind formenes at sikre den«. I en
Skrivelse til Paven udtalte W. sig bestemt mod
»Erstatninger, der har Karakter af Straf,
Sønderlemmelse af Rige, Oprettelsen af selviske
og eksklusive Handelstraktater«. I en Tale til
Kongressen af 8. Jan. 1918 fremførte han sit
store, udarbejdede Fredsprogram: de berømte
»14 Punkter«, hvoraf det 14. omhandlede »en
almindelig Sammenslutning af Nationerne« med
det Maal at skabe Garantier for baade smaa
og store Nationers Uafhængighed. — Det var
de amerikanske Soldater, der ved deres
Optræden paa Vestfronten medførte den Vending
i Krigen, som betød Tysklands militære
Sammenbrud, men Tilliden til Forsoningstanken i
de »14 Punkter« kom til at paavirke og præge
det tyske Folks Holdning under
Forhandlingerne om Vaabenstilstand i Efteraaret 1918. 5.
Oktober henvendte den tyske Regering sig til W.
med en Bøn om Fred paa Grundlag af de »14
Punkter«; under den derefter følgende
Noteveksling stillede W. ret tydeligt Krav om Kejser
Vilhelm’s Afsættelse; 5. Novbr modtog han paa
de Allieredes Vegne Tysklands Fredstilbud, men
med et Forbehold over for to af de »14
Punkter«, nemlig dem, der drejer sig om Havenes
Frihed og om Fritagelse for Skadeserstatning.
Allerede paa dette Tidspunkt havde det altsaa
vist sig umuligt for den amerikanske Præsident
at gennemføre sit idealistiske Standpunkt fuldt
ud, naar det skulde være paa tværs af
Englands og Frankrigs Interesser. I Amerika
betragtedes han stadig af det republikanske Parti
som demokratisk Partipolitiker, og da han i
Novbr 1918 udskrev nye Valg til Kongressen,
faldt de ud til Fordel for Republikanerne til
Trods for eller maaske netop paa Grund af,
at W. havde anbefalet at stemme paa de
demokratiske Kandidater som den bedste Støtte
for ham som Nationens Leder under en
international Krise (hvilket maatte synes mange
Vælgere en utilbørlig Udnyttelse af Situationen
til Fordel for hans eget Parti). Trods alt nød
W. paa dette Tidspunkt blandt de
krigshærgede Folk en enestaaende Berømmelse og
Tillid som den store Fredstifter, Verdens Fører
og Verdens Dommer, af hvis personlige
Autoritet man ventede den afgørende Indsats for de
store Ideer, der havde fundet Udtryk i de 14
Punkter: Folkenes Selvbestemmelsesret og
Folkenes Forbund.
W. besluttede personlig at repræsentere
Amerika paa Fredskonferencen. Han gik i Land i
Brest 13. Decbr 1918 og naaede Paris 14. Decbr,
kom til London paa Besøg 26. Decbr, til Rom
3. Jan. 1919. Mellem de mangfoldige
Hyldesttelegrammer, han modtog ved sit Komme til
Europa, var ogsaa et fra den danske Rigsdag.
— Imidlertid kom W.’s Optræden ved
Fredsforhandlingerne i Paris ikke til at svare til de
højt spændte Forventninger. Det viste sig, at
hans politiske og diplomatiske Behændighed
ikke stod paa Højde med hans Idealisme.
Ukyndig i europæiske Forhold, stillet over for
Mænd som Clémenceau og Lloyd George, der
sammen med ham og Italieneren Orlando kom
til at udgøre »de fires Raad«, blev han »fanget
i den gamle Verdens Snarer« og maatte paa
afgørende Punkter finde sig i, at det blev
Clemenceau’s og ikke hans Aand, der satte Præg
paa Fredsslutningen. Men idet han opgav at
have Indflydelse paa mange specielle
Spørgsmaal, samlede han sin Energi om Tanken om
Folkeforbundet, hvis Oprettelse
Fredskonferensen vedtog i Princippet 25. Januar. 14.
Februar vedtoges et Udkast til Forbundets
Forfatning, og samme Aften forlod W. Paris
for at tilbringe nogle Uger i Amerika med
Regeringsforretninger. 14. Marts var han atter
tilbage i Paris. Sammen med Lloyd George
bekæmpede han de franske Tanker om Anneksion
af gamle Omraader og Oprettelse af en
selvstændig vesttysk »Stødpudestat«. En Tid synes
Uenigheden herom at have været nær ved at
faa Forhandlingerne til at briste, og W. fandt
7. April Anledning til at true med Hjemrejse,
idet han sendte Bud efter den Damper, der
havde ført ham over Atlanterhavet, men kom
dog ikke til at gøre Alvor af sin Trussel. 23.
April offentliggjorde W. sine Motiver til
urokkelig Modstand mod Fiumes Indlemmelse i
Italien. Derimod fandt han sig til sidst i, at
Japanerne fik overdraget den gamle tyske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
