Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vinci, Leonardo da - Vinckboons, David - Vincke, Georg von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Anna med Maria og Kristusbarnet), som nu er
i Akademiets Samling (Burlington House) i
London, og malede den noget ændrede
Komposition, som findes i Louvre. 1502—03 tjente han
Cesare Borgia som Fæstningsingeniør; en Del
af hans Tegninger omhandler Krigsmaskiner og
sligt. 1503—06 malede V. i Firenze, paa
Byraadets Bestilling, et kæmpemæssigt Vægbillede i
Raadhusets store Sal, fremstillende
Rytterkampen ved Anghiari 1440. Der er ikke Spor heraf
tilbage. Af Beskrivelser, af hans skriftlige
Optegnelser og af en Tegning efter en
Hovedgruppe, Kampen om Fanen, som senere Rubens
gjorde (i Louvre), kan man skønne, at V. her
har villet drive Udtrykket for Kampens
Lidenskab og Voldsomhed op til den højeste
Spænding ved Hjælp af den voldsomste og mest
sammensatte ydre Bevægelse, samtidig med at
gennemarbejde Opgavens rent maleriske Side
(Lyset, Støvet, Fortoninger o. s. v.) med en
Naturiagttagelse, der gik grumme langt ud over
det hidtil sete. Enkelte Tegninger af Heste og
Ryttere synes at være Forarbejder til dette
mærkelige Maleri. Michelangelo’s personlige
Skinsyge og Had gjorde V. Opholdet i Firenze
utaaleligt; han vendte tilbage til Milano og gav
sig i Tjeneste hos den franske Konge Ludvig
XII, men da denne 1512 havde maattet opgive
Milano, søgte V. 1514 til Rom, hvor imidlertid
baade Michelangelo og Rafael stod ham haardt
imod. Fra denne Tid stammer mulig den
Undermaling af en S. Hieronimus, som nu findes
i Vatikanet. Da Frants I kom til Italien,
opsøgte V. denne, blev modtaget med aabne Arme
og fulgte 1516 med til Frankrig, hvor han fik
Ophold paa Slottet i Amboise; der døde han
1519.
Af V.’s Kunst har vi forholdsvis faa Malerier
og en Del Tegninger tilbage. Forsøget paa at
tillægge ham et Par Relieffer og en Buste er
forfejlet. Rundt om i Museerne hænger endnu
under hans Navn en Række Billeder, som i
Virkeligheden skyldes Elever eller Efterlignere,
saaledes i Louvre Portrættet af La belle
Ferronnière (malet af Boltraffio), »Døberen« og en
»Kristus som Dreng, i Berlin det til Dels ret
svage »Kristi Opstandelse«, i Petrograd Madonna
Litta (Barnet maaske af V.), i München en
Madonna o. fl. a. Portrættet af »Damen med
Hermelinen« (i Krakow) er dog troligvis af V.;
det har hans drejende Bevægelsesrytme og stor
Finhed i Linier og Udtryk. Dameportrættet i
Galleriet Lichtenstein (Wien) er ikke af V.,
snarere maaske af Verocchio.
V.’s Virke som Billedhugger og Arkitekt har
man ikke Midler til at dømme om; der er intet
bevaret. Som Maler var han en af de største,
en Foregangsmand, der stillede Problemerne
paa ny Maade og gav dem en forhen ukendt
Dybde og Rækkevidde. Hele Højrenaissancen
staar paa hans Skuldre. Ikke i den Grad ny,
men altid fremhævet, er hans overordentlig
fine Forstaaelse af kvindelig Sjæl og Skønhed.
Hans »Smil«, dets særegne Ynde, Finhed og
»Mystik« er berømt, uagtet det i Virkeligheden
kun forekommer i et Par af hans Billeder. I
Billedkompositionen er han den, der fuldt
klarer Forholdet mellem Billedfladen og
Billeddybden (Rummet) og frigør dem begge. Han
aabner nye Dybder og Vidder i Udtrykket for
Sjæl (Følelse og Vilje). I Kunstens Teknik er
han den store Eksperimentator, selv om han
ikke her naaede sikre Resultater; derimod blev
han grundlæggende for Anatomi- og
Modelstudiet. V.’s Skrifter er fulde af Iagttagelser om
Lyset, Refleksen, Farven og over Bevægelsens
Udtryksevner. Han opfatter Landskabet mere
malerisk end før. V. var ikke blot Kunstner,
men et Geni, der omfattede en Mængde af
Tidens aandelige og videnskabelige Interesser; i
Naturvidenskab, Ingeniørkunst, Matematik og
Fysik var han langt forud for sin Tid, anede
Problemer (Flyvning f. Eks.), som først vor Tid
har løst. Men denne Spredthed har selvfølgelig
voldt, at han egentlig fik forholdsvis faa
færdige Resultater. Hans efterladte Skrifter er
meget omfattende, og kun en Brøkdel deraf
angaar Kunst. Men netop fordi saa meget deri
var nyt og for Samtiden næppe forstaaeligt,
kunde det ogsaa være farligt, om det blev
bekendt. Det gik Kættere ilde. Derfor vænnede
han sig til at skrive omvendt og med venstre
Haand (Spejlskrift). Den Tegning, som
almindelig gaar for hans Selvportræt, forestiller ikke
ham og er næppe engang tegnet af ham. (Litt.:
Uzielli, »L. da V.« [1896]; E. Müntz [1899];
W. Seidlitz [1909]; O. Sirén [1911]; Jul.
Lange, Udvalgte Skrifter II; W. Bode,
»Studien über L. da V.« [1921]. — Om V.’s Skrifter:
»Buch von der Malerei, herausg. von H.
Ludwig« [1882]; J. P. Richter, L.’s litteray
works [1883]; L. Beltrami, Il codice
Trivulzio [1891]).
P. J.
Vinckboons [’feŋkbo.ns] (Vinckbooms).
David, flamsk Maler og Raderer, f. 1576 i
Mecheln, d. 1629 i Amsterdam, Elev af Faderen
Philip V. Fra 1591 var han bosat i Amsterdam,
og gennem ham indføres den fra Pieter
Breughel den Ældre stammende Landskabsstil i
hollandsk Kunst. Han har ofte i sine
Landskabsbilleder benyttet religiøse Optrin til Staffage
(Gangen til Golgatha, Pinakoteket i München),
oftere dog folkelige Genrescener (Kermesser,
Bønder- og Soldaterscener o. l., som f. Eks. i
Museerne i Antwerpen, Hamburg, Braunschweig
og Dresden). Hans Billeder gengaves af Tidens
bedste Stikkere; han udførte ogsaa
Glasmalerier. I Kunstmuseet i Kjøbenhavn anføres under
V.’s Navn »Skovlandskab«, »Selskab i et
Lysthus« og »Uddeling af Levnedsmidler fra et
Kloster«; et lignende Maleri i Stockholms
Nationalmuseum; i Gaunø-Samlingen ses i V.’s Stil
»Døberen Johannes’ Prædiken«. (Litt.: H.
Coninkx, »D. V.« [Anvers 1908]).
(A. R.). A. Hk.
Vincke [’feŋkə], Georg von, Friherre,
tysk Politiker, f. 15. Maj 1811, d. 3. Juni 1875.
Hans Fader var 1815—44 Overpræsident i
Westfalen; han selv var 1837—48 Landraad og
1843—45 Medlem af Westfalens Provinsialstænder,
men ejede senere et Gods i Hannover. 1847
valgtes han til den preussiske forenede
Landdag og hævdede her med Dygtighed og
Veltalenhed Folkets Retskrav paa en fri
Forfatning i Henhold til Kong Frederik Vilhelm III’s
Løfter 1813—15; imod den feudal-stænderske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
