Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vincke, Georg von - Winckelmann, Johann Joachim - Winckler, Hugo - Vinçotte, Thomas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tankegang opstillede han den engelske
konstitutionelle Ordning. I den tyske
Nationalforsamling 1848 gjaldt han for reaktionær, fordi han
som frisindet Aristokrat modsatte sig det
yderlige Demokrati og tog Ordet for det arvelige
Kejserdømme, ligesom senere (1850) i
Folkehuset i Erfurt. Ligeledes bekæmpede han 1849
i Preussens andet Kammer baade Ministeriet og
Venstre og var i Underhuset 1850—54 og paa
ny 1858—63 det gammelliberale Partis
(»Gruppen V.«) Fører først imod Manteuffel’s
Reaktion, siden over for den ny Æras famlende
Ministerier. Endelig tog han 1866—68 paa ny
Del i det politiske Liv, saavel i Underhuset
som i den nordtyske Rigsdag, men Tiden var
gledet fra ham, og han øvede ingen Indflydelse
længere. Han er blevet kaldt en »Pryd for
Tysklands parlamentariske Liv«.
(E. E.). H. J-n.
Winckelmann [’venkəlman], Johann
Joachim, tysk Kunstarkæolog, f. 9. Decbr 1717 i
Stendal (Altmark), d. 8. Juni 1768 i Triest. W.
var Søn af en Skomager og voksede op i
trange Kaar. 1748
blev han, efter
at have
studeret i Berlin,
Halle og Jena
og været
Huslærer m. v.,
Bibliotekar hos
Grev Bünau i
Nöthnitz.
Nærheden ved
Dresden og
Samlivet der
med kunst- og
litteraturkyndige udviklede
og modnede
hans
kunstneriske
Interesser; han udgav
nogle endnu
ret famlende Skrifter, der vakte Opsigt,
Modsigelse, men ogsaa Anerkendelse, om græsk
Kunsts store heldbringende Indflydelse paa
Maleri og Skulptur. 1754 gik han over til
Katolicismen for at kunne overtage en Stilling som
Bibliotekar i Rom. 1755 kom han derned, og
under de bedste Konjunkturer: Gunst og Støtte
fra Kardinalerne Archinto, Albani (som havde
været hans Velynder i Dresden) og Passionei,
nært Forhold til Maleren Mengs (der øvede
W.’s Blik for antik Skønhed), overhovedet
Venskab og Imødekommenhed fra de stores og
Kunstmæcenernes Side baade i Rom og i
Hjemlandet, dyrkede han nu sin Arbejdsmark, der
blev et nyt Felt for Videnskab og Kunst, idet
den blev Grundlaget for klassisk
Kunstarkæologi. En gunstig Skæbne lod ham ogsaa kunne
følge paa nært og nærmeste Hold de
epokegørende Udgravninger ved Pompeji (1758, den
første af W.’s 3 Rejser til Neapel). Efter at
have været Bibliotekar og Inspektør ved
Albani’s Antiksamling fik W. 1763 Overopsynet med
alle Oldtidslevninger i og omkring Rom.
Katalogiseringen af Baron Stosch’s Gemmesamling i
Firenze havde affødt et Skrift 1760,
Udgravningerne ved Herculaneum og Pompeji flere (1762,
1764), Studier i antik Arkitektur:
»Anmerkungen über die Baukunst d. Alten« (1762),
kunstfilosofiske Forskninger: »Abhandl. v. d.
Fähigkeit d. Empfindung des Schönen in d. Kunst«
(1771) o. s. fr., men de grundlæggende Værker
blev dog især de to store Monumenti antichi
inediti (Rom 1767, 2 Bind med 268 Kobbertavler
og andre Tekstbilleder, ny Udgave 1821, i tysk
Oversættelse 1791—92) og »Geschichte der
Kunst des Altertums« (Dresden 1764, 7. Oplag
1776, suppleret 1767 med »Anmerkungen«). W.
ryddede hermed op i Arkæologiens
hidtilværende Pulterkammer (hvad der ikke var
lykkedes dygtige Forskere som Caylus); den
heldige Forening i W.’s Person af en Lærd, fuldt
fortrolig med Oldtidslitteraturen, og en
Kunstkender med Sans for Aanden i antik Kunst
gjorde ham til den banebrydende
Oldtidsforsker, hvis Inddeling og Tilrettelægning af
Stoffet (etrurisk Kunst, Kunstens Perioder etc.) for
lange Tider blev bestemmende for
Videnskaben, skønt han — som det er blevet sagt —
skrev den antikke Kunsts Historie uden at
kende den og for en væsentlig Del ved Intuition;
hans Mangel paa Blik for Farver (Form og
Kontur er ham det ædle) staar saaledes i
Forbindelse med Datidens svigtende Kendskab til
antik Kunst. W. døde brat; paa en Rejse blev
han dræbt i Triest af Italieneren F. Arcangeli.
Til Erindring om W. holdes der ved flere tyske
Universiteter og det arkæologiske Institut i Rom
W.-Fester 9. Decbr. W.’s samlede Værker
udgaves af Fernow i 8 Bind (1808—20), af
Eiselein (fuldstændigere, 12 Bind, 1825—29); flere
Samlinger af W.’s Breve er udgivne.
Marmormonument af W. (i Museet i Triest 1823); en
Buste i Rom i Pantheon (nu i Konservatorernes
Palads, Kapitol, Rom); Statuer (ved W.
Wichmann) i Stendal og i Altes Museum, Berlin;
Kolossalbuste af W. (ved E. Wolff) i Villa Albani,
Rom. (Litt.: Goethe, »W. und sein
Jahrhundert« [1805]; Justi, »W., sein Leben, seine
Werke u. seine Zeitgenossen« [2 Bind, Leipzig
1866-72]).
A. Hk.
 |
| J. J. Winckelmann. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
