- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
211

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vind (Adelsslægt) - Vind, Oluf (Ole) - Vindaks - Windau - Vindbestøvning - Vindbrud - Vindbøjtel - Vindbøsse - Vinde - Vinde - vinde - Vindebom - Vindebomme - Vindebro - Vindel - Windelband, Vilhelm

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

deltaget i Slaget ved Sehested (1813), efter hvilket
han hædredes med Ridderkorset, blev Fader til
Gehejmekonferensraad, Kammerherre Carl
Rudolph Emil V.
til Bækkeskov
(1829-1906), som 1868 udnævntes til Gesandt i
Petrograd og 1884 i Berlin, hvor han repræsenterede
Danmark til 1902, og til Kammerherre,
Hofjægermester, Cand. jur. Sophus Gustav
Holger V.
til Sanderumgaard (1842-1913),
kendt som en fremskreden og dygtig
Landmand. Sidstnævnte har efterladt Afkom. I den
kendte Liste over Adelens Tilnavne tales om
»de kække« V.’er.
P. B. G.

Vind, Oluf (Ole), dansk Præst, f. 1590 i
Hyllinge ved Roskilde, d. 18. Aug. 1646, var
Sognepræst ved Helligaandskirken i Kjøbenhavn
og vandt sig et Navn ved sin djærve og
frimodige Prædikemaade (jfr. Grundtvig’s »Mester
Ole Vind«). 1642 kaldtes han til Vor Frue, og
tre Aar efter blev han Hofprædikant.
A. Th. J.

Vindaks, se Hvene.

Windau [’venda^u], litauisk Venta, lettisk
Vente, russisk Vindava, Flod, der
udspringer i det nordvestl. Litauen, strømmer med
hovedsagelig nordvestlig Retning ind i den
lettiske Provins Kurzerne (Kurland) og
udmunder ved Byen Venta i Østersøen. W., der er
309 km lang og afvander 11229 km2, er kun
sejlbar i sit nedre Løb. 1825—31 arbejdede man
paa W.-Kanalen, et storartet Anlæg, der skulde
forbinde W. med Nemunas (Njemens) Biflod
Dubysa (Dubissa) ved en 15 km lang Kanal;
men Arbejdet er ikke blevet fuldendt. 1913
foretoges nye Undersøgelser m. H. t. Kanalen. 2)
se Ventspils.
(H. P. S.). N. H. J.

Vindbestøvning (botanisk), se
Bestøvning, S. 121.

Vindbrud kaldes den Afbrydelse i et
Træsamfunds Kronetag, som er fremkaldt derved,
at Stormen har væltet eller knækket flere, ved
Siden af hinanden staaende Træer. I Danmark
forekommer V. mest i Rødgran og har her
ofte et saadant Omfang, at hele den skadelidte
Afdeling maa forynges snarest muligt; V.
optræder især i bakket Terrain, hvor enkelte
Vindstød, ved at svøbe omkring Bakkerne, kan
ramme Træer, som ellers staar i Læ.
C. V. P.

Vindbøjtel, tysk Windbeutel (=
Vindpung), bruges som Betegnelse for en
upaalidelig opblæst Person.

Vindbøsse, se Luftbøsse.

Vinde, se Flatulens.

Vinde, se Hejseværk.

vinde. I Jagtsproget bruges dette Udtryk,
naar Vildtet gennem Lugtesansen bliver
opmærksomt paa Jægeren.
(H. F. J.). S. F.

Vindebom (Søv.), en svær Egetræs Stage,
der bruges, naar Spillet skal drejes om;
Vindereb, et svært Tov, hvori Stængerne hejses.

Vindebomme, paa Jernbaner: bevægelige
Bomme, der i flere Lande, saasom Tyskland,
Sverige og Danmark, bruges ved de vigtigere
Vejskæringer for at afspærre Vejen fra Banen,
medens Tog passerer. V. træder i Stedet for
de ellers almindelige Led og har fremfor disse
det Fortrin at bevæges ved Spil, saaledes at
Afspærringen paa begge Sider af Banen kan
foretages fra samme Sted, og Ledvogteren ikke
af den Grund behøver at gaa over Sporet lige
foran Toget. Spillet maa anbringes saaledes, at
Ledvogteren derfra har Udsigt baade over
Banen og paagældende Vej, hvilket dog ikke altid
praktisk lader sig gennemføre. Af
Besparelseshensyn er to eller flere Vejskæringer
undertiden underlagt samme Ledvogterpost, og de
fjernere Bomme faar da længere Træk og
benævnes Afstandsbomme.

En V. bestaar af en Bjælke af Jern eller Træ
anbragt i et Stativ, drejelig om en vandret
Aksel og afbalanceret ved Kontravægt. Som
Regel anvendes kun en enkelt Bom i hver Side af
Banen, men ved bredere Veje bruges dog ofte
to Bomme, der drejer mod hinanden. Spillet er
hyppigst fritstaaende og bevæger Bommene ved
et i sig selv tilbageløbende Traadtræk, der, hvor
det krydser Spor og Vej, er ført underjordisk,
f. Eks. i et Støbejernsrør. Ved nyere Udførelser,
der navnlig stammer fra Tyskland, er
Bommene indrettede saaledes, at de i den oprette
Stilling, der er lodret, og i den sænkede Stilling
er mekanisk fastholdte — »aflaasede« —
saaledes at de kun bevæges ved Spillet. Dette
gælder dog ikke for Afstandsbomme, hvor man
maa regne med den Mulighed, at Bommene
fejlagtig kan blive sænkede, medens der befinder
sig et Køretøj paa Banen, og derfor maa kunne
skydes op med Haanden, saaledes at Køretøjet
kan komme af Banen for Toget. Til Advarsel
for de Vejfarende er Afstandsbomme gerne
indrettede med Forudringning, hvilket vil
sige, at de er forsynede med en Klokke, der
bevæges af Spillet og derved ringer et Antal
Gange, inden Nedlukningen begynder. Paa
Bommene er der som Regel anbragt en Lygte, der
i Mørke viser, om Overkørslen er fri eller
spærret, hvad imidlertid med vore Dages stærkere
Vejtrafik ikke kan anses for en betryggende
Ordning.
J. F.

Vindebro er en i tidligere Tiders
Befæstningskunst anvendt Brokonstruktion, hvorved
man, for at sikre sig en hurtig Afbrydning af
en Kommunikation over en Fæstningsgrav e. l.,
indrettede en Del af Brodækket til Ophejsning
ved Drejning om en, i Brodækkets Højde
beliggende horisontal Akse, saa at der fremkom en
Aabning af passende Bredde.
(A. G. N.). C. H. R.

Vindel, se Convolvulus.

Windelband [’vendəlbant], Vilhelm,
tysk Filosof (1848—1915), Professor i Zürich,
Strassburg, Heidelberg, har foruden en Række
historiske Værker og Afhandlinger skrevet
»Präludien« (1884, 8. Oplag 1921) og »Über
Willensfreiheit« (1904, 7. Oplag 1905) og »Einleitung
in d. Philosophie« (1914, 2. Oplag 1920); han
tilhører Ny-Kantianernes Kreds og slutter sig
til Marburger-Skolen i Afvisningen af
Ding-ansich, men adskiller sig fra den ved at
sammenfatte Erkendelsesteorien med Etik og
Æstetik til en Værdilære, hvorefter der ogsaa for
Tænkningen gælder en Vurderingspligt, der
fører til Afgørelsen af, om Dommene er rigtige
eller falske, hvilket er det samme som
Bestemmelse af, hvad der er værdifuldt. Desuden
opstillede W. en skarp Distinktion mellem
nomotetiske Videnskaber, som søgte at opstille
almengyldige Love, og idiografiske, der blot

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:12 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0221.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free