Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vindmotor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hovedvindretningen. Denne gamle Mølletype skal
endnu findes paa Øen Gozzo ved Kreta og
enkelte andre Steder i Sydeuropa (Fig. 1). I Nord-
og Mellemeuropa er særlig udviklet to Typer af
Træ, nemlig Stubmøllen (Fig. 2), hvor hele
Møllehuset drejes om en Tap for at stille
Vindfanget op mod Vinden, og den hollandske Mølle
(Fig. 3) med en drejelig Hat, i hvilken
Vindfangets Aksel er lejret. Den ældste Tegning af
en Stubmølle er fra 1430 og stammer fra
Tyskland. Ogsaa Aksler og Hjul forfærdigedes af Træ.
Vindfangsakslen beklædtes dog i Reglen med
Jernstykker, de saakaldte Sølflikker, for at
formindske Sliddet i Lejet, Sølstenen. Stubmøllen
har tidligere været ret almindelig, men træffes
nu meget sjældent. Den sidste Stubmølle i
Kjøbenhavn, nemlig den saakaldte Luciemølle i
Kongens Enghave, brændte Skt. Hansaften 1914.
For et Par Menneskealdre siden fandtes der
flere Stubmøller paa Kjøbenhavns Volde — en
af disse: Grønlands Møllen ved Østerport,
væltede i 1828, fordi Stubben knækkede —, men
de har langsomt veget Pladsen for den
hollandske Mølle, der skal stamme fra 1439, efter
andre Kilder er den konstrueret af Leonardo
da Vinci omkring Aar 1500 — og nu er ogsaa den
hollandske Mølle med den stigende
Elektrificering stærkt paa Retur. Ret almindelige er
endnu de nyere Former: Vindroser og V.
Vindroserne (Fig. 4) fremkom første Gang paa
Udstillingen i Philadelphia i 1876 og har et Vindfang,
der bestaar af mange smalle Vinger. Medens
Afsejlingen — Svikningen —, naar det blæser
for stærkt, ved de ældre Typer sker ved at
standse Møllen ved Hjælp af en særlig Bremse:
Persen, og saa mindske Sejl, saa sker
Svikningen ved Vindroserne enten ved, at de enkelte
Tremmer vendes mere og mere med Kant mod
Vinden, eller ved at hele Vindfanget eller Dele
af det drejes ud af Vinden. Ved andre V., f.
Eks. de her i Danmark ret almindelig anvendte
Klapsejlere (Fig. 5), og ved nyere holl. Møller er
Vingerne delt i en Slags Jalousier eller
Klapper, der drejer sig om en Akse vinkelret paa
Vingearmen, saaledes at der bliver mere eller
mindre Gennemstrømningsareal, efter som det
blæser stærkere eller svagere. I de fleste
Tilfælde sker denne Regulering automatisk,
ligesom »Krøjningen«, d. v. s. Vindfangets Stillen
i Vinden, sker automatisk ved Hjælp af to smaa
Krøjevindfang, som ligger bag det store
Vindfang, og som gaar i Gang, saa snart de ikke
ligger i Læ af dette. Vandrette Vindfang med
lodret Aksel, hvis Nyttevirkning altid er ret
daarlig, anvendes i Europa kun i Form af
Skaalkorsanemometret. De har været brugt i
Europa paa Trediveaarskrigens Tid, og der er
— mest af ukyndige Opfindere — gjort en hel
Del Forsøg paa at fremstille saadanne
Vindfang, fordi de ikke behøver at blive stillet i
Vindens Retning, men da Erfaringerne altid har
vist, at de havde en daarlig Nyttevirkning, er
det stadig blevet ved Modelforsøg. Det eneste
Sted, hvor man nu træffer saadanne Vindfang, er
vistnok i Kina — baade i Sydkina og oppe ved
Tientsin træffer man endnu Vindfang, der f.
Eks. benyttes til Vandpumpning i Saltværkerne,
og som er fremstillet af Bambusstænger. Paa
et vandret Hjul sidder 8 Master, der hver
bærer et Sejl; Diameteren er ret stor, og
Omdrejningstallet er derfor lavt (Fig. 6).
Indtil Dampmaskinen for c. 100 Aar siden
blev den dominerende Kraftmaskine, var
Vindmøllen Genstand for omhyggelige Studier, og
til Vindfangets Teori har Matematikere som
Daniel Bernoulli, Maclaurin, d’Alembert, Euler,
Lambert, Smeaton og Coulomb givet vægtige
Bidrag. Lige saa simpelt det var at fremstille
et Vindfang, der gav en efter Datidens
Forhold betydelig Trækkekraft, lige saa vanskeligt
viste det sig at være ad teoretisk Vej at
forfølge Vindens Virkning paa et Vindfang.
Opfindelig mente man, at Vingernes Skraahed,
»Smig«, burde være 45°, og man regnede med
Vindens Virkning som et elastisk Stød. D.
Bernoulli gjorde i 1738 opmærksom paa, at man
maatte regne med den relative Vindhastighed
og ikke med den absolutte, naar Vingen
bevægede sig, og han beregnede det Smig, der
skulde give det største Stødmoment. I 1742
kom et Arbejde af lignende Art af Maclaurin.
D’Alembert viste i 1744, at man ikke kunde
regne med Vindens Hastighed som uendelig i
Sammenligning med Vingens. I 1752 kom
Euler’s første Afhandling om dette Emne i
Berliner Memoirerne. Han finder den Effekt,
Vindfanget kan give, proportional med Vindfangets
Areal, med Vindhastigheden i 3. Potens og med
Sinus af Smiget. I 1756 kom der samme Sted en
ny Afhandling af Euler: Recherches plus
exactes sur l’effet des moulins à vent. I
denne bemærker han, at Stødteorien ikke er
fyldestgørende, der maa være en
Luftfortynding paa Læsiden, som forøger Udbyttet —
det viser sig nemlig, at Vindmøllerne giver op
til 3 Gange saa meget, som de skulde efter
Beregningen, men denne Anskuelse blev ikke
paaagtet og ikke optaget paa ny før over 100 Aar
senere af Danskeren H. C. Vogt. Et af de
Forsøgsresultater, Euler omtaler, er fra Professor
Lulof i Leyden. En Mølle med 4 Vinger, hver
43 Fod lange og 5 1/2 Fod brede løftede ved en
Vindhastighed af omkring 30 Fod pr. Sekund
1500 Kubikfod Vand pr. Minut med en
Løftehøjde paa 4 Fod, skønt den efter Euler’s første
Teori kun skulde løfte 757 Kubikfod Vand
i Minuttet (se ovennævnte »Recherches«, Kap.
VIII); Smeaton, der var Ingeniør, anstillede faa
Aar senere Forsøg med Vindfang i kunstig
Vind, fordi den naturlige var for ustadig. I
1821 kom en Afhandling af Coulomb om hans
Iagttagelser med over 50 Vindmøller i
Nærheden af Lille, men man havde stadig ikke
Overensstemmelse mellem Beregning og Forsøg, og
imidlertid havde Dampmaskinen taget hele
Interessen. Vindmøllerne blev stadig bygget,
som man ad praktisk Vej havde fundet dem
bedst. I 1890’erne begyndte saa en dansk Mand,
Fysikeren Poul la Cour, et stort anlagt Arbejde
paa at finde Overensstemmelse mellem
Beregning og Forsøg i Vindmølleteorien (se
»Ingeniøren« Nr. 10 [1897] og Bogen
»Forsøgsmøllen« [Kbhvn 1900]). La Cour
begyndte fra Bunden ved at undersøge
Vindtrykket paa forskellige Pladeformer, og han fandt
her navnlig to Ting af Vigtighed, nemlig at
Vindtrykket ikke er vinkelret paa Vingefladen,
hvad man hidtil havde regnet med, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
