Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Winther, Rasmus Villads Christian Ferdinand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alvilde Müffelmann, til hvem han skrev flere
Digte, deriblandt det navnkundige »Flyv Fugl,
flyv —«. Ogsaa andre af hans mærkelige
Poesier blev til i denne Periode, saaledes foruden
adskillig ren Lyrik flere af »Træsnittene«.
»Kongens Skygge«, »Rankens Datter« og
»Elskovsseglet«. Disse Digte gjorde stor Lykke i
vide Kredse, naar de enkeltvis eller
lejlighedsvis fremkom; først 1828 overvandt W. saa vidt
sin naturlige Skyhed for Offentligheden, at han
kunde beslutte sig til at udsende et lille Bind
Digte. Bogen gjorde stor Lykke, dels ved sin
skære Lyrik, dels og endnu mere ved de
Poesier, hvori der indeholdtes et episk Moment,
allermest ved »Træsnittene«, hvoraf der nu
forelaa 10. Men Digteren selv satte ikke stor
Lid til sin Fremtid i Kunstens Tjeneste. Det
var hans Hensigt at prøve en Virksomhed som
Præst, og 1830 holdt han sin Dimisprædiken.
Men saa hændte det, at han kom i Besiddelse
af 25000 Daler (50000 Kr.) som Arv efter en
Morbroder; straks bestemte han sig til at
foretage en længere Udenlandsrejse, og i Septbr
1830 drog han Syd paa, overalt førende sig
som grand seigneur og øsende Penge ud med
begge Hænder. Efter at han i Novbr var
kommet til Rom, vedblev han der med at leve i
Herlighed og Glæde, færdedes i Selskab med
de Rigeste og Fornemste, købte, hvad han
havde Lyst til, var en overdaadig Vært og meget
gavmild; intet Under derfor, at hans Pung,
da han efter et Aars Fraværelse tog hjem, ikke
var synderlig vægtig. Men i andre Henseender
førte han et rigt Udbytte med sig; han havde
fyldt sin Sjæl med en Mangfoldighed af
Indtryk, der direkte og indirekte maatte komme
hans Digtning til gode, og under dem var han
vokset i rigt Maal som udøvende Kunstner.
Kort efter sin Hjemkomst forlovede W. sig
med en ædel og fintfølende ung Pige, Sophie
Hansen, og søgte endog Præstekald for at blive
i Stand til at ægte hende. Men ustadig som han
var, fortrød han snart Forholdet, og da hun,
drevet af sin Pine ved at føle, hvor lidet han
i Virkeligheden elskede hende, afæskede ham
en fornyet Erklæring, svarede han ved at
sende hende Digtet »Ravnens Kvide«, i hele hans
Produktion et af de stærkest personlige i sin
Kraft og Formskønhed, men fuld af en
Bitterhed, der nødvendig maatte drage Skilsmisse
efter sig. Ogsaa i Digterens Bryst har Bruddet
sikkert efterladt en Brod; i alt Fald er netop
de betydeligste af de Poesier, han i den
nærmest efterfølgende Tid udsendte, saaledes i
Samlingen »Nogle Digte« (1835) (Hovedværket
»Annette« o. s. v.), helt mørke, delvis endog
beske i Stemning og Tone.
Trods alt blev W. ved med at leve et
udvortes set stærkt bevæget Liv, ikke mindst i sin
Egenskab af den københavnske Dameverdens
Yndling. De Forhold, hvori han blev indviklet,
var dog i Almindelighed af saare let Natur og
løstes hurtigt, som de knyttedes; kun et enkelt
blev af varig Betydning for ham. Genstanden
for hans Forelskelse var denne Gang Datteren
af en rig og anset kjøbenhavnsk Borger,
Murermester Lütthans, og gift med teologisk
Kandidat, senere Præst Werlin. Til hende
rettede han den største og betydeligste Suite af
sine Elskovsdigte, »Til Een«, hvori han giver sin
Kærlighed et saa rigt og mangfoldigt Udtryk,
at den danske Litteratur næppe før eller
senere har set noget tilsvarende. Helst havde
W. uden Tvivl set, at Forholdene havde føjet
sig saadan, at hans Elskedes Ægteskab straks
havde kunnet blive opløst, og hun og han
havde kunnet gifte sig med hinanden, men herfor
laa vægtige Hindringer i Vejen, ikke mindst
den, at W. var ganske ude af Stand til at
forsørge en Familie. Hvad han tjente ved sin
Digtning, var kun lidt, og noget fast Erhverv
syntes det ham umuligt at faa, skønt han ikke
alene søgte Ansættelse ved Kjøbenhavns
kommunale Skolevæsen, men ogsaa Embedet som
Klokker ved Frue Kirke. 1841 saa det ud til,
at han skulde faa Præstekald; men da aabnede
der sig en anden Udvej af de værste
Forlegenheder. Prinsesse Mariane af
Mecklenburg-Strelitz, der var blevet forlovet med Kronprins
Frederik (den senere Frederik VII), skulde
have Undervisning i Dansk, og til at meddele
hende denne blev W. udset; udstyret med en
Professortitel drog han da ned til Neu-Strelitz,
hvor han et Par Maaneder levede et saare
behageligt Liv. Efter den nævnte Tids Forløb
læste han omtrent et Aar med Kronprinsessen
her i Danmark. Medens W. var i Neu-Strelitz,
og efter at han var vendt tilbage til Danmark,
holdtes den skriftlige Forbindelse med Julie
Werlin, hvis Mand imidlertid havde faaet
Præstekald i Aarhus-Egnen, stadig vedlige. Da
Pastor Werlin opdagede dette, blev han forbitret
og fremtvang en Separation; der gik dog endnu
ikke faa Aar — til 1848 —, før hans Hustru
og W. giftede sig. Da stod W. over for den
almindelige Bevidsthed som en af sit
Fædrelands ypperste Digtere og kunde se tilbage paa
en ikke ganske ringe Produktion; foruden de
alt nævnte Samlinger havde han nu udgivet
»Sang og Sagn« (1839, heri »En Novelle«),
»Haandtegninger« (1839), »Digtninger« (1843,
heri de første af Digtene »Til Een«) samt sine
»To Fortællinger« (»Et Rejseeventyr« og
»Hesteprangeren«) (1839) og de »Fire Noveller«
(1843), blandt hvilke særlig »En Aftenscene«
staar højt i Kraft af en ved ganske smaa og
stilfærdige Midler opnaaet Virkning. I det
væsentlige afslutter han Samlingen »Til Een« i
»Lyriske Digte« (1849); den vakte, i
Sammenhæng med at man kendte dens Oprindelse,
Forargelse i ret vide Kredse, men ved Siden
heraf ogsaa Beundring og fik vid Udbredelse.
Og langtfra alle disse Privatpoesier blev
udgivne. I Jul. Clausen’s »Chr. W.’s Digtcyklus
»Til Een«« (1918) er saaledes meddelt 51, mere
eller mindre vægtige Digte til hans Julie, ikke
forhen udgivne. Hverken denne eller nogen
anden af hans lyriske Suiter kunde dog væsentlig
bidrage til at bringe Digterens forfaldne
Pengesager paa Fode. Da han giftede sig, havde
hans Svigerfader betalt det af hans Gæld, W.
gjorde ham bekendt med, men en ikke ringe
Del af den havde han lagt Skjul paa, fordi den
var stiftet hos Aagerkarle, og allerede et Par
Aar efter Brylluppet var denne Rest igen vokset
op til noget saa betydeligt, at den truede hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
