Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Viotti, Giovanni Battista - Vipaç - Viperider - Viperidæ - Wipla - Vippegalge - Vippegarn - Wipper - Vipstjærter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ophold i London. — V. er kaldt »det moderne
Violinspils Fader«; han besad de ældre
Italieneres Toneskønhed, Fylde, Sangbarhed og
Sikkerhed i Figuration og Passager og føjede
dertil en mere moderne Ildfuldhed, Glans og
Bravur. — Som Komponist skrev han uden streng
teoretisk Uddannelse sine klare, klassisk
formede og teknisk glimrende Koncerter (særlig
berømt er A-Mol-Koncerten), der vidner om,
hvad der nævnes som V.’s særlige Styrke som
Violinist: den sangbare, lidt elegiske Kantilene.
Andre Værker er Strygekvartetter og -trioer,
Violinsonater og -duetter og Divertissements for
Violin og Klaver. Bekendte Elever af V. er
Pierre Rode og Baillot. (Biografier af
Fayolle, Baillot, Miel og A. Pougin).
W. B.
Vipaç (Sanskrit vipaça), Navn paa en af
Floderne i Indus-Landet (Pendjab), som falder
i Sutlej. Dens nuværende Navn er Bias; det
er sandsynligvis Grækernes ῝Υπανις,
(Hyphasis).
D. A.
Viperider, se Slangegift.
Viperidæ, se Hugorme.
Wipla, den tekniske Betegnelse paa et
Kromnikkelstaal, der fremstilles af de
Krupp’ske Fabrikker i Essen, og som i de senere Aar
har fundet udstrakt Anvendelse til
Tandproteser, idet Metallet ikke ruster i Munden —
derfor ogsaa kaldet »rustfrit Staal« — og er meget
haardt og sejgt, hvorfor Proteserne kan
fremstilles meget tyndere end af noget hidtil
anvendt Materiale. Forbindelse af Dele af W. sker
ved elektrisk Svejsning, og det kan svejses
sammen med Guld og vulkaniseres til Kautsjuk,
hvorfor dette eller andet tandkødslignende
Materiale kan benyttes til Fastsættelse af kunstige
Tænder paa Wiplapladerne.
E. H-p.
Vippegalge, se Galge.
Vippegarn, se Fiskeredskaber, S. 152.
Figuren er misvisende, jfr. Dansk
Fiskeriforenings Medlemsblad 1896. S. 475, og
Ferskvandsfiskeribladet 1925, S. 85.
C. V. O.
Wipper [’vepər], Navn paa flere Floder i
Tyskland. 1) Flod i Pommern, udspringer,
omtrent hvor Polen, Pommern og
Posen-Westpreussen støder sammen, løber i Hovedsagen
mod NV. og udmunder efter et Løb paa 100 km
i Østersøen 3 km neden for Rügenwalde. — 2)
Flod i Thüringen, kommer fra Landskabet
Eichsfeld N. f. Thüringerwald, løber mod Ø.
og SØ. forbi Sondershausen og udmunder 18 km
neden for Sömmerda i venstre Bred af Saales
Biflod Unstrut. Dens Længde er 75 km. — 3)
Se Wupper.
O. K.
Vipstjærter (se farvetrykt Tavle
»Sangfugle«) (Motacilla) kaldes en Gruppe af smaa
Spurvefugle med spidst Næb, meget fladt
Hoved, middelhøje Ben og meget lang Hale,
der ofte overgaar Kroppen i Længde. Navnet
har de af, at de, naar de gaar eller sidder,
bevæger Halen hurtig op og ned. V. opholder sig
mest paa fugtige Steder eller i Nærheden af
Vand, færdes næsten udelukkende paa Jorden,
hver de søger Føden, der bestaar af Insekter og
Larver; ogsaa Reden anbringes oftest paa
Jorden. I de koldere Egne er V. Trækfugle.
V. er nærmest beslægtede med Piberne
(Anthus), sammen med hvilke de ofte regnes som
udgørende een Familie (Motacillidæ). Ofte er
V. delte i de hvide V. (Motacilla) og de gule
V. (Budytes), men nutildags regnes der kun
med een Slægt med faa Arter, hver delt i talrige
Racer. Udbredningen strækker sig over det
meste af Europa, Asien og Afrika. Den mest
kendte er Hvid V. (Havrevimpe,
Havresæd, Blaa Havresæd, Baadfugl,
norsk: Erle, Linerle, Ringerle) (M.
alba L.; Afb. se Farvetavle Sangfugle 16), en
overordentlig smuk Fugl, med dens Blanding af
sorte og hvide Farver. Undersiden er hvid
ligesom det meste af Hovedet; Strube og Bryst
er sorte, ligesaa Isse og Nakke; Ryggen er
skifergraa. Af Styrefjerene er de yderste hvide,
de andre sorte, ligesom Svingfjerene og deres
Dækfjer er en Blanding af sort og hvidt.
Hunnen ligner Hannen, dog er Farverne mindre
udprægede. Vinterdragten udmærker sig ved,
at Struben er hvid og det sorte paa Brystet
forandret til et hesteskoformet Baand, ligesom
Farverne i det hele er mere udviskede. Den
hvide V. er, delt i henved 15 Racer, udbredt
over den største Del af Europa og en Del af
Asien. I Norge yngler den i hele Landet til de
nordligste Egne, hører overhovedet til Landets
hyppigste Fugle og holder i langt højere Grad
end i Danmark til ved Menneskeboliger, selv
midt i Byerne. Til Danmark, hvor den er
almindelig overalt, kommer den i Slutningen af
Marts eller Begyndelsen af April, viser sig
straks efter Ankomsten ved Ynglepladserne, der
er højst forskellige; nogle holder til ved
Strandenge og paa smaa Holme, andre ved Søbredder
og Moser, medens ikke faa yngler omkring ved
Huse og Gaarde, blot der i Nærheden findes en
Bæk eller en Dam. Den færdes i hurtigt Løb,
stadig vippende med Halen, paa Jorden, ved
Vandet, paa Marken eller paa en Husryg, altid
paa ivrig Jagt efter Insekter; den er oftest
meget tillidsfuld og færdes fortrolig nær
Mennesker; opskræmmet flyver den i lange Kast
med et ejendommeligt Skrig. Sangen, som den
i øvrigt sjælden lader høre, er en sagte
Kvidren. Reden bygges højt eller lavt, paa Jorden,
i en Brændestak, paa Rygningen af et
Straatag, paa et Bjælkehoved, i en ophængt
Redekasse, ikke sjældent i en Baad, ofte i
umiddelbar Nærhed af, hvor der er Mennesker.
Æggene, 5—7 i Tal, har blaa og hvid Farve med
tætte graabrune Prikker og Pletter; der
udruges 2 Kuld. Naar Ungerne er udfløjne,
færdes de gamle sammen med dem paa Marken
og ved Stranden, senere slutter Familierne sig
sammen til større Flokke; i September
træffes saadanne ofte paa Markerne, maaske for en
Del bestaaende af Fugle, der er komne N. fra,
hvad ogsaa kan sluttes af, at de paa den Tid
ofte søger ind til Byerne og færdes paa Tage
og i Gader. I Slutningen af September drager
de bort.
I Vesteuropa findes en nærstaaende Race,
Sortrygget V. (M. lugubris Tem.), der
adskiller sig fra Hovedarten ved i det hele at
være mørkere og navnlig have sort Ryg; den
er fundet ynglende sparsomt i det sydvestlige
Norge og er en enkelt Gang truffet i Danmark.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
