Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wisconsin - Wisconsin River - visconte - Visconti
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nybyggere førte til Rivninger med Indianerne,
som rejste sig mod de Hvide i 1827 under
Høvdingen Red Bird og i 1832 under Black
Hawk. Derefter blev Indianerne koncentrerede
paa Reservationer, og Kolonisationen skred nu
rask fremad. 1836 blev W. organiseret som et
Territorium, der dog ogsaa omfattede det
nuværende Iowa og Minnesota og Dele af North
og South Dakota. 1838 udskiltes Iowa, og
endelig 1848 blev W. optaget som Stat i Unionen.
W. tog kraftig Del i Agitationen mod
Negerslaveriet, og under Borgerkrigen stillede W.
91379 Soldater til Nordstaternes Hær. 1917 var
Meningerne i W. stærkt delte angaaende U. S.
A.’s Indtræden i Verdenskrigen; et betydeligt
Parti, ledet af Senatoren La Folette, var imod
Krigen.
G. Ht.
Wisconsin River [wis’kånsin-’rivə], Flod i
U. S. A., Stat Wisconsin, udspringer i den
nordlige Del af Staten, strømmer først mod
Syd og derefter mod Vest, indtil den
udmunder i den venstre Bred af Mississippi. W., der
er 960 km lang, er sejlbar paa en Strækning
af 320 km og staar ved en Kanal i Forbindelse
med den til Michigan-Søen strømmende Fox
River.
(H. P. S.). G. Ht.
visconte [-’kon-], den til fransk vicomte
(s. d.) svarende italienske Adelstitel.
P. J. J.
Visconti [’’kon-], lombardisk Slægt, der i en
længere Periode af Middelalderen herskede i
Milano som Tyranner, Ordet taget baade i den
oprindelige græske Betydning (Enehersker, der
har tilranet sig Magten) og i den nyere;
voldsomme Lidenskaber var hos nogle af dens
Medlemmer forenede med stor Dygtighed, hos
andre gav de sig Udslag i umenneskelig Blodtørst
og gruopvækkende Voldshandlinger. — Den,
som grundlagde Slægtens Anseelse, var
Ærkebiskop Ottone V., f. 1208, der 1263 af Pave
Alexander IV udnævntes til at beklæde Milanos
Ærkebispestol; men han maatte først føre en
langvarig Kamp med den mægtige Slægt Della
Torre, inden han 1277 kunde overtage sin
Stilling, som han derpaa indehavde til sin Død
1295. Han styrede fuldstændig Byens Sager,
bistaaet af sin Brodersøn, Matteo (f. 1250, d.
24. Juni 1322), der som hans Hærfører erobrede
Vercelli og Como, fik Titel af kejserlig
Statholder i Italien 1294, idet fra den Tid V. staar
som Ghibellinernes Hovedmænd, og
Milaneserne anerkendte ham efter Onklens Død som
deres Hersker. Men han havde 1302 atter en
svær Kamp at bestaa med Della Torre’rne,
hvori det kun lykkedes ham at sejre, da han
havde kaldt Kejser Henrik VII til Hjælp, og
Kejseren gav ham 1311 Bekræftelsesbrev paa
Herskerværdigheden, medens Pave Johan XXII
lyste ham i Band, og Guelferne stadig bekrigede
ham. Dog udvidede han sit Magtomraade ved
Bergamo, Pavia, Piacenza m. m. Han døde i
Kloster efter at have abdiceret til Fordel for
Sønnen, Galeazzo (f. 1277, d. 6. Aug. 1328).
Denne havde ogsaa straks sin Nød med at
værge sig mod Guelferne, og først Kejser Ludvig’s
(af Bayern) Bistand fik bragt hans Sager paa
Fode (1327). En tro Forbundsfælle af Kejseren
var Galeazzo imidlertid ikke, og hans
hemmelige Underhandlinger med dennes Modstandere
fik Ludvig til at kaste ham og flere af Slægten
i Fængsel, hvorfra han dog snart løslodes, men
med Tab af sine Lande; samme Aar døde han.
— Sønnen Azzo, f. 1302, styrkede atter
Slægtens Magt. Kejseren overdrog ham 1328
Herredømmet i Milano; men det var dog især, efter
at Azzo havde sluttet sig til Pave Johan XXII,
at hans Sager havde Fremgang; han blev
pavelig Statholder, det tidligere Interdikt hævedes,
og han fik talrige nye Besiddelser, til Dels
genvundne fra fordums Tid. Han døde 14. Aug.
1339, efter endnu at have kuet et Oprør i sin
egen Slægt. — Hans Onkel, Lucchino (f.
omtrent 1287), der fulgte efter ham, var en
streng, men duelig Hersker, under hvem
Landet trivedes vel, og Landomraadet atter
forøgedes, bl. a. med Parma; 24. Jan. 1349 døde
han, forgivet af sin Hustru, Isabella Fiesco. —
Han havde indtil sin Død delt Magten med sin
Broder, Giovanni (f. 1290), Ærkebiskop af
Milano fra 1329; nu blev denne Enehersker og
forøgede atter Riget med store Besiddelser,
navnlig Bologna (købt 1350), og Genova
erkendte 1353 hans Overhøjhed. Alt dette vakte
Venezias Skinsyge, og denne Stad bragte et
Forbund i Stand mod Giovanni, da han døde 5.
Oktbr 1354.
Fra nu af begyndte de ret blodige
Familiedramaer, som karakteriserer Slægtens Historie,
og en Række af forhadte Tyranner har V.’s
Herskerværdighed i Hænde. Den haarde og
grusomme Matteo II, Brodersøn af
Giovanni, delte Magten med sine to Brødre,
Galeazzo II og Bernabò; han mistede Bologna
i Kamp mod en Fætter 1355 og døde samme
Aar af Gift, som Brødrene havde givet ham.
Saa fulgte Galeazzo, der lod Condottierer med
deres Landet ødelæggende Hære forsvare ham
mod Venezia og dettes forbundne. Ved hans
Død 1378 blev Bernabò eneraadende, en kraftig,
brutal Despot, en ivrig Jæger, hvis Tusinder af
Jagthunde Folket maatte underholde,
pengegridsk, men tillige Beskytter af Videnskaberne;
ved snild Politik lykkedes det ham at værge
sig mod de forskellige Forbund, der
efterhaanden stiftedes imod ham, især under Pavens
Auspicier; med den før omtalte venetianske
Koalition havde han i sin Tid blot kunnet
affinde sig ved (1356) at afstaa Genova og
Bologna. Fra 1378 havde han sin Brodersøn,
Gian Galeazzo (f. omtrent 1347) til
Medregent. Denne gik for at være from og
hengiven til Studier, men med stor Snedighed
planlagde han en Sammensværgelse mod
Onkelen; under Paaskud af en Valfart forlod han
Staden, samlede en Skare Krigsfolk, overfaldt
Bernabò og fængslede ham — kort efter lod
han ham forgive i Fængslet, bemægtigede sig
Eneregeringen og forjog Onkelens Sønner og
Arvinger. Dette skete 1385. Gian Galeazzo
befæstede paa mange Maader V.’s Herskervælde,
som under ham naaede Højdepunktet; vel
lykkedes det ham kun for 2 Aar (1388—90) at
tilliste sig Padova, men Vicenza og, Verona blev
hans 1387, siden Pisa, Siena, Perugia m. m., ja
Bologna, og 1395 fik han Kejser Wenzel til at
gøre ham til Hertug af Milano. Han tragtede
efter Kongedømmet i Italien og anvendte sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
