Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Visconti - Visconti, Ennio Quirino - Visconti, Louis Tullius Joachim - Visconti, Pietro Ercole - Visconti-Venosta, Emilio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
umaadelige Indtægter til Byggeforetagender,
bl. a. Domkirken i Milano. Han døde 3. Septbr
1402 under en Belejring af Firenze
efterladende en Datter Valentina, gift med Hertug
Ludvig af Orléans (heraf de franske Krav paa
Milano), og to Sønner. Den ene, Gianmaria (f.
1388) lod sin Moder og Formynder, Catrina,
ombringe ved Gift paa Slottet i Marza, var en
halvt vanvittig Tyran, der efter Sigende lod
sine Blodhunde føde med Menneskekød, og
opvakte endelig sine Undersaatters Oprør,
myrdedes 16. Maj 1412. — Broderen og
Efterfølgeren (f. 1391) var Ræven i Modsætning til
Ulven, ikke egentlig blodtørstig, men lumsk
og uordholdende, en listig og forstandig
Politiker, der holdt dygtige Condottierer som
Carmopola og Fr. Sforza og generobrede det
tidligere Italien, dog ikke Byerne i Toskana og
Milano. Ogsaa han nærede Planer om et
italiensk Kongedømme. Ved hans Død (13. Aug.
1447) blev Svigersønnen Francesco Sforza
Hertug af Milano, og med ham begynder et nyt
Dynasti (se Sforza). (Litt: P. Jovius:
Vitæ duodecim Vicecanitum, Mediolani
principum [Paris 1549]; Litta, Famiglie
celebri italiane (Milano 1819 ff.); Magenta, I. V.
e gli Sforza nel Castello di Pavia [2 Bd, Milano
1883]; G. Romano, Gianleazzo V. e gli
erediga di Bernabò [Milano 1891]).
(E. G.). H. J-n.
Visconti [’kon-], Ennio Quirino,
berømt italiensk, senere fransk Kunstarkæolog, f.
i Rom 1. Novbr 1751, d. i Paris 7. Febr 1818.
Han var et usædvanlig tidligt udviklet Geni og
oversatte i 14 Aars Alderen Euripides’ Hekuba
paa italienske Vers. Hans Fader, Giambattista
Antonio V. (f. 1722), var i Pavens Tjeneste, og
efter ham indtraadte ogsaa Ennio Quirino
blandt de pavelige Embedsmænd i Vatikanet og
navnlig dettes Kunstsamlinger. 1787 udgav han
Fundene fra Scipionernes Grave: Monumenti
degli Scipioni. Han havde deltaget med sin
Fader i Udgivelsen af Museo Pio Clementino I;
selv udgav han Værkets andet Bind og blev
derefter Konservator (Chef) for Museo
Capitolino; siden fulgte Bindene III—VII; 1797
udkom endvidere Monumenti Gabini della villa
Pinciana. Efter at Rom var blevet besat af
Franskmændene, blev V. først
Indenrigsminister (1797), siden en af de fem regerende
Konsuler. Som Følge heraf maatte han under de
forandrede politiske Forhold, da
Neapolitanerne vendte tilbage, flygte til Frankrig. Her
modtoges han med den største Hæder, blev
Professor i Arkæologi og fik overdraget
Organisationen af Kunstsamlingerne i Louvre m. m. I
disse Stillinger forblev han til sin Død. Endnu
skal anføres, at V. 1817 var i England for at
deltage i en Art Vurdering af Lord Elgin’s
Parthenon-Skulpturer.
V.’s Hovedarbejde, som udførtes efter
Napoleon’s Tilskyndelse og paa hans Bekostning,
var: Iconographie grecque (3 Bind 1808) og
Iconographie romaine, hvoraf dog kun Bind I
skyldes V. (fuldført af Mongez). Fremdeles
udarbejdede han fortrinlige Kataloger over
Louvre-Samlingen (den sidste 1817 med Titel:
Description des antiques du Musée royal; 1802:
Description des vases peints du Louvre; 1803:
Explication de la tapisserie de la reine
Mathilde). Efter Besøget i England udkom:
Mémoire sur les ouvrages de sculpture du
Parthenon. V.’s Værker blev samlede i en stor
Udgave ved G. Labus (fra 1818).
H. A. K.
Visconti [-’kon-], Louis Tullius
Joachim, ital.-fr. Arkitekt, f. 1791 i Rom, d.
1853 i Paris. Med sin Fader, Arkæologen E. Q.
V. kom han som Dreng til Frankrig, hvor han
uddannedes under Percier og byggede
Forbindelsesfløjene mellem Louvre og Tuilerierne samt
Napoleon den Store’s storslaaede Gravkrypt i
Invalidedomen (fuldført 1853).
C. A. J.
Visconti [-’kon-], Pietro Ercole, Baron,
italiensk Arkæolog, Nevø af E. Q. V., f. 1802,
d. 1880. Allerede 1821 udkom hans første
Arbejde, der behandlede oldkristelige Indskrifter.
1836 Direktør for Vatikanets Samlinger (til
1870) og Professor. Talrige arkæologiske
Skrifter, bl. a. over Fyrst Torlonia’s vigtige
Udgravninger ved Cære. Nævnes skal ogsaa hans
Beskrivelse af Torlonia-Samlingen: Catalogo del
museo Torlonia di sculture antiche (Rom 1876).
I en helt anden Retning gik hans store,
ufuldendte leksikalske Værk over statslige og
kirkelige Embedsfamilier (fra 1847, 9 Bd).
H. A. K.
Visconti-Venosta [’kon–’no-], Emilio,
Markis, ital. Statsmand, f. 22. Jan. 1829 i Milano,
d. 28. Novbr 1914, kæmpede 1848 i Garibaldi’s
Friskare i Lombardiet, men drog derefter til
Sardinien og gjorde sig her bekendt som
Medarbejder af frisindede Tidsskrifter. 1859 var
han Regeringens Kommissær ved Garibaldi’s
Hær af Frivillige og hjalp senere Farini med
at forvalte Emilia og forberede dets Tilslutning
til Sardinien. I samme Øjemed fulgte han
Markis Pepoli 1860 paa hans Sendelse til Paris og
London, samt valgtes derefter til
Deputeretkammeret. I Novbr s. A. drog han med Farini
til Neapel og styrede her de udenlandske Sager
indtil Syditaliens Indlemmelse. Siden blev han
Generalsekretær i Udenrigsministeriet, og i Maj
1863 selv Udenrigsminister; sluttede som saadan
Septemberkonventionen 1864 om Regeringens
Forlæggelse fra Torino til Firenze; maatte
derfor fratræde sin Stilling og blev Gesandt i
Konstantinopel. Herfra hjemkaldtes han af
Ricasoli i Juni 1866 og blev paa ny
Udenrigsminister indtil April 1867; han sluttede saaledes
Freden med Østerrig om Venetiens Afstaaelse.
Decbr 1869 overtog han for 3. Gang
Udenrigsministeriet og styrede det indtil Marts 1876
under Lanza og Minghetti; det blev nu hans
Hverv i Efteraaret 1870 at affatte de
Rundskrivelser, som bebudede og forsvarede
Regeringens Holdning ved Kirkestatens Omstyrtelse.
Skønt oprindelig fransksindet arbejdede han for
at tilvejebringe et godt Forhold til Tyskland
og Østerrig som Modvægt mod de klerikale
Bestræbelser, samt ledsagede 1873 Kong Victor
Emanuel paa dennes Besøg i Wien og Berlin.
Efter i 26 Aar uafbrudt at have haft Sæde i
Deputeretkammeret blev han 1886 udnævnt til
Senator. Endelig var han Juli 1896—Maj 1898
og Maj 1899—Febr 1901 paa ny
Udenrigsminister, samt 1906 Italiens Repræsentant paa
Konferencen i Algeciras om det marokkanske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
