Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Visconti-Venosta, Emilio - viscount - Viscum - Visdal, Jo - Visdommens Bog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spørgsmaal, hvor han afgjort støttede
Frankrigs Krav.
(E. E.). H. J-n.
viscount [’va^ika^unt], den engelske
Adelstitel, der svarer til fransk vicomte (s. d.). Af
de fem Rangklasser, hvori den engelske
Højadel er inddelt, er V. den næstlaveste; dens
Plads er imellem earl og baron, men den er
langt mere faatallig end disse.
P. J. J.
Viscum, se Mistelten.
Visdal, Jo, norsk Billedhugger, født 2.
November 1861 paa Gaarden Visdal i Vaagaa,
Gudbrandsdalen, død 26. December 1923, da
bosat i Usker ved Oslo. 1880 drog han til
Oslo for at realisere sine Kunstnerdrømme. Her
kom han foreløbig i Lære hos den kendte
Møbelsnedker Schrøder, senere levede han i flere
Aar af at udføre Træskærearbejder for
Turistbureauet Bennett o. a. Samtidig gik han paa
den kgl. Tegneskoles Aftenkursus. Allerede 1883
udstillede han en Buste paa Kunstnernes
Høstudstilling og deltog ogsaa senere til Stadighed
paa Statens Udstillinger. 1888 rejste han med
Houen’s Legat til Paris, hvor han den første
Tid tegnede under Bonnat’s og Roll’s
Vejledning. Senere havde han Puvis de Chavannes
til Lærer. V. har for det meste dyrket
Portrætkunsten i en illuderende naturalistisk Form,
og har i Aarenes Løb leveret et stort Antal
Buster, hvoraf især skal fremhæves den
udmærkede, livfulde Portrætbuste af den kendte
Sprogmand Knud Knudsen (1889) og Busten af
den fremragende Skuespillerinde Frk. Sophie
Parelius (1904) samt Buster af Dr. Armauer
Hansen (1906), Arne Garborg (1894), Edvard
Munch (1886) o. fl. Til Skien har han
modeleret en monumental Ibsen-Buste, der staar
opstillet paa Ibsen’s Plads (1903), Monumentet
over Amtmand Aall ved Løveid Kanal (1897),
den originale Halvfigur af Johan Feyer,
Fajancefabrikkens Stifter, paa Torvet i Egersund
og en Carsten Anker-Statue paa Eidsvold. Til
Fagerborg Kirke i Oslo har han udført en
Altertavle i Hautrelief: Korsfæstelsen (1904).
(Fr. O.). S. W.
Visdommens Bog, latinsk Sapientia
(Salomonis), udgiver sig for at være et Værk af
Kong Salomo i Jerusalem (tydeligst 9, 7 f.),
men det er kun en Fiktion og skyldes den
Tilbøjelighed, som fandtes i Senjødedommen til
at betragte Salomo som Ophavsmand til al
Visdomslitteratur overhovedet (jfr.
Ordsprogene og Prædikeren). Maaske foreligger der
(især i Begyndelsen af Kap. 2) direkte Polemik
mod Prædikerens epikuræiske Opfordringer til
Livsnydelse, og i saa Fald vilde Bogens
Hensigt være at fremstille en from Salomo i
Modsætning til den ugudelige Forfatter til Qohelet.
— Skriftets Indhold falder i 3 Dele. Kap.
1—5 skildrer den guddommelige Visdoms Kamp
mod Verdens ugudelige Visdom (Fornægtelse
af Opstandelseslæren og Libertinisme). Det er
en Formaning til de fornemme, men frafaldne,
Jøder, hvis epikuræiske Livsførelse har været
deres troende Landsmænd til Forargelse, og
der trues med, at de engang paa Dommens
Dag skal komme til at angre deres
Ryggesløshed. Kap. 6—9 priser den guddommelige
Visdoms mange Egenskaber og høje Fortrin.
Kap. 10—19 endelig bringer en Skildring af de
Undere, som Visdommen udvirkede for Israels
Folk i Ørkenen, og en meget skarp Polemik
mod den hedenske Afgudsdyrkelse. —
Forfatteren maa være en græsk dannet og
græsk talende, men dog lovtro Jøde, som
rimeligvis har levet i Alexandria; hans Skrift
bærer nemlig paa mange Punkter Præg af den
Forening af græsk Filosofi og jødisk Religion,
som ellers er os bedst kendt gennem Filon’s
Arbejder. Grækerne søgte »Visdom« (sophia;
jfr. 1. Kor. 1,22), og som chokmá spillede dette
Begreb ogsaa en betydelig Rolle i mange af
de senere gammeltestamentlige Skrifter (jfr.
Visdomslitteratur), derfor danner det
Midtpunktet i vor Forfatters Belæring,
velegnet som det er til at forbinde græske
og jødiske Tanker, eller maaske rettere:
til i jødisk Livsanskuelse at optage platoniske,
stoiske og i det hele taget hellenistiske
Elementer. Skønt Forfatteren ligesom Filon har
Kendskab til græsk Litteratur og Filosofi og
skriver godt, omend ikke altid helt korrekt
Græsk, føler han sig dog helt som Jøde og er
inderlig overbevist om Jødedommens Fortrin
over det græske Hedenskab; han forsøger da
heller ikke ved allegorisk Fortolkning at gøre den
jødiske Religion mere tiltalende for dannede
Hedninger, men tilstræber snarere med sit
Skrift at advare frafaldne eller af græsk
Kultur smittede fornemme Landsmænd mod det
indtrængende Hedenskab. V. B. repræsenterer da
rimeligvis et ældre Trin af den græsk-jødiske
Synkretisme i Alexandria end Filon, og som
Regel daterer man da ogsaa dens Tilblivelse
til 1. Aarhundrede f. Kr.; enkelte Forskere
antager dog paa Grund af 14,17, at den først er
forfattet i Kejsertiden. Visse Berøringspunkter,
især mellem Sap. 12 f. og Rom. 9,18 ff., 1,18 ff.,
tyder paa, at Apostlen Paulus har kendt
og benyttet Skriftet. Efter Grimm’s
Kommentar fra 1860 var det en Tid lang den
almindelige Opfattelse, at hele V. B. udgør en
oprindelig Enhed; men i nyere Tid er dog
forskellige Delingshypoteser kommet frem igen;
Fr. Focke (»Die Entstehung der Weisheit
Salomos«, 1913) søger saaledes at godtgøre, at
Kap. 1—5 oprindelig er forfattet paa Hebraisk
i Palæstina omkring 87 f. Kr.; snart efter har
imidlertid en alexandrinsk Jøde faaet fat i
dette Skrift, oversat det til Græsk og suppleret
det meid de 14 sidste Kapitler, hvorved altsaa
V. i dens nuværende Skikkelse er fremkommet.
Da den hører med til de gammeltestamentlige
Apokryfer (s. d.), findes den græske Tekst i
de almindelige Udgaver af »Septuaginta«, og
Oversættelser til moderne Sprog i de
Bibeludgaver, som indeholder Apokryferne;
videnskabeligt tilfredsstillende Oversættelser med
korte forklarende Noter foreligger paa Dansk
i Fr. Buhl: »Det gamle Testamentes
Apokryfer« (1920), S. 85 ff., paa Tysk i E. Kautzsch:
»Apokryphen und Pseudepigraphen«, I (1900),
S. 480 ff., og paa Engelsk i R. H. Charles:
Apocrypha and Pseudepigrapha, I (1913), S.
535 ff. Foruden Grimm’s ovennævnte tyske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
