Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Visdommens Bog - Visdomslitteratur - Visdomstand - Vise - Visé - Visebøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kommentar foreligger fra nyere Tid en
engelsk: A. T. S. Goodrick: The Book of Wisdom
(1913).
H. M.
Visdomslitteratur kaldes en Del af den
jødiske Litteratur, som er bestemt ved
»Visdommen«, chokmá. Herved forstaas Evnen til
at beherske Livets Forhold (se Chakam) og
til at klare dets Vanskeligheder. Til V. i det
gamle Testamente regnes Salomon’s
Ordsprog, Job’s og Prædikerens Bøger,
samt enkelte Salmer, f. Eks. Salme 37, 49,
73 o. a. Medens Ordsprogene væsentlig gaar
ud paa at opstille simple Leveregler,
beskæftiger de andre Skrifter sig med de dybere
israelitiske Problemer: den menneskelige
Retfærdigheds Gyldighed, om Gud er retfærdig og
Livet overhovedet lovmæssigt. Af V. uden for
det gamle Testamente maa særlig nævnes Jesus,
Sirach’s Søns Visdom, der har væsentlig samme
Karakter som Salomon’s Ordsprog, og
Salomon’s Visdom. Undertiden fremstilles
Visdommen i V. som en selvstændig ideal Magt,
Guds første Skabning og Mellemled mellem
ham og Menneskene. Saaledes fremtræder den
i Salomon’s Visdom (især Kap. 6—9), se
Visdommens Bog. De to sidstnævnte Værker
er optaget i »Apokryferne«.
J. P.
Visdomstand, se Tænder, S. 107.
Vise er den almindelige Betegnelse for en
Strofe, der baade i musikalsk og litterær
Henseende har den simplest mulige Bygning, saa
at enhver Tilknytning til Kunstdigtning, i
Musikken Benyttelse af Gennemkomposition og
selvstændigt Akkompagnement, er undgaaet.
For Indholdets Vedkommende betyder V. en
Bevægelse hen imod det jævne og letfattelige
med en Fjernelse fra højere poetiske og
vanskelig tilgængelige Forestillinger. V. dækker
saaledes hverken den franske chanson eller
den tyske Lied. V. anvendes i nordisk
Litteratur første Gang om den saakaldte
»Folkevise« (s. d.) (Abrahamson, Nyerup og Rahbek,
»Udvalgte danske Viser fra Middelalderen«,
1—5, 1812 ff.), hvorved imidlertid er at
bemærke, at Folkevisen til Dels maa opfattes som
Kunstdigtning, digtet iblandt og sunget af
Folkets højere Lag, og at den først ved i
Aarhundredernes Løb at jævnes, glattes og
enfoldiggøres, samtidig med at den bliver Menigmands
aandelige Eje, gaar over til virkelig Folkevise
i snævrere Forstand. Medens Betegnelsen V.
aldrig anvendes over for den religiøse
Digtning, selv i dennes simpleste Skikkelse som den
to- og fireliniede Salmestrofe (en Undtagelse er
dog maaske »Dagvisen«, der har Rødder i den
førkristelige Poesi), kommer den til at betyde
Sangen med verdsligt Indhold, medens den
derimod oftere har Melodi fælles med den
aandelige Digtning. En udmærket Eksempelsamling
paa gamle danske V. er Nyerup’s og
Rasmussen’s »Udvalgte danske V. fra Midten af 16.
til Midten af 18. Aarhundrede«, 1—2, 1816—21.
Man finder her »Majvisen«, »Fuglevisen« o. m. a.
Kun til en Del af disse V. kan et Forfatternavn
knyttes. De fleste af dem er V., »trykte i dette
Aar«: der har vandret fra Slægtled til
Slægtled gennem den mundtlige Tradition. Medens
Hyrdepoesien er fransk og tysk Import, der
afføder »Arien«, hvor vi er inde paa
Kunstdigtningens Omraade, faar vi i tysk og nordisk
Poesi en særegen Form for V. i
Drikkevisen. Allerede Bording (s. d.) giver Opsang
til denne, men det er dog først i de sidste
Aartier af 18. Aarhundrede, at Drikkevisen bliver
den oplyste Trediestands Yndlingspoesi. Det vil
her være tilstrækkeligt at minde om Navne
paa Drikkevise-Forfattere som Rahbek, Tode,
Zetlitz, Storm, Baggesen, P. A. Heiberg o. m. a.
Klubberne var Hjemstedet for Drikkevisen, og
herfra forplantede den sig videre til
Middelstandens Hjem. Omkring 1800 begyndte i
Kjøbenhavn en betydelig Boghandlerindustri med
Udgivelsen af Visesamlinger, som snart fandtes
i hvert Hjem og benyttedes til Samsang ved
alle selskabelige Lejligheder. Den firstemmige
Korsang, som den dukkede frem i Danmark i
Aarene omkring 1830 (se
Studenter-Sangforeningen), vilde næppe have været
tænkelig uden denne simple Form for Samsang som
Forgænger. Visebøgerne indeholdt imidlertid
ikke blot Drikkeviser, men ogsaa de populære
Viser af Thaarup’s nationale Syngespil
(»Høstgildet« m. m.) og Couplets af de paa
samme Tid opdukkende franske Syngespil og
snart efter af Vaudevillerne. En Visedigter af
eminent Rang fik den danske Litteratur
omkring 19. Aarhundredes Midte i Erik Bøgh;
men da var V. allerede i Færd med at gøre
Skridtet tilbage til Enkeltforedrag, nu hyppig
ledsaget af Guitaren eller Klaveret, medens i
det højeste Viseomkvædet tralledes med af alle
tilstedeværende eller sidste Linie gentoges i
Flok. For Samfundets lavere Lag har
Gadevisen holdt sig med en forbavsende
Konservatisme lige fra Bogtrykkerkunstens første
Dage, og en hvilken som helst betydeligere
offentlig Begivenhed af sørgelig eller glædelig
Art fremkaldte til for faa Aar siden saadanne
Gadeviser. Som en moderne Afart af Gadevisen
kan den specielt kjøbenhavnske Revuevise
nævnes, der ofte for en kort Stund har naaet
en stor Popularitet, men som en blot og bar
Døgnflue (Rantzau brugte allerede denne
Betegnelse for sin omfattende Viseproduktion,
beregnet paa offentlig Foredrag) kun har ringe
Leveevne.
Af norske Visedigtere fortjener særlig at
nævnes N. U. A. Sinding-Larsen (»Olaves
Pedersen«), hvis Viser med Tema fra Folkelivet
i Oslo har vundet stor Popularitet.
J. Cl.
Visé [vi’ze] (Wiset), By i belgisk Provins
Liège ved højre Bred af Maas og ved
Jernbanen Liège-Maastricht. Skibsbygning,
Garvning, Fabrikation af Klæde og Sukker.
Betydeligt Opdræt af Gæs. (1924) 3964 Indbyggere.
Byen var tidligere befæstet og under Maastrichts
Belejring 1673 Ludvig XIV’s Hovedkvarter. 4.
Aug. 1914 besat af Tyskerne, som deporterede
600 af Indbyggerne til Tyskland.
(M. Kr.). M. H-n.
Visebøger er det sædvanlige Navn paa de
Poesibøger og Autografalbums, som det i det
16. Aarhundrede efter tysk Mønster blev Mode
at føre i adelige Kredse i Danmark og Sverige,
og som er Hovedkilderne til vort Kendskab til
den middelalderlige Folkevisedigtning. Den
ældste kendte danske V. er den saakaldte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
